Tag Archives: Sicko

Sicko – Michael Moores version af virkeligheden

Trods positiv modtagelse fra store dele af kritikerne i Cannes, er der ikke det store bifald fra JPs udsendte kritiker til festivalens provocateur par excellence, Michael Moore.

Af: Søren Høy

Michael Moores film i Cannes 2007 hedder ”Sicko”, og handler om USAs sygesikringssystem – eller rettere – mangel på samme. For at karikere situationen i USA, tager Moore publikum med fra USA til Frankrig, England og Canada – og slutter med et besøg på Cuba, USAs gamle fjende, der i Moores version af virkeligheden har et perfekt og velfungerende offentligt sundhedssystem.

Alle steder han besøger, får han behandlingssystemet til at fremstå perfekt og uproblematisk. I USA derimod bliver borgerne snydt, så driver ned af alle væggene i hele sundhedssystemet.

Traditionelt er der to holdninger til Moore, når det gælder de politiske påstande, han fremfører.

For eller imod.

Det er også hans mission. Han opfodrer til debat, han ønsker stillingtagen til sin selvbestaltede rolle som vagthund.

Fint nok.

Nogen skal ruske op i systemerne, nogen skal skabe debat – om man så er enig med budskabet eller ej.

Hvis man ser ”Sicko” som en film, og anmelder ud fra dens filmiske kvaliteter, så render han ind i problemer. Store problemer. Han bruger sin vanlige stil, hvor han ironisk og vittigt bid speaker hen over sine reportager og arkivbilleder. Hans historiestringens og evne til at udvikle en historie dramaturgisk, er ligeså slatten, som den altid har været.

Det er lidt nyhedsklip, lidt hjemmevideo, lidt billeder fra Michigan, hvor han kommer fra. Der er ingen naturlig fremdrift i Moores fortællinger. Det er sådan lidt det samme hele tiden.

Moore elsker at iscenesætte sig selv. Spille med og lege klovn i den amerikanske nationaldragt; skovmandskjorte, hængerøv og kasket.

Han vælter traditionen tro rundt i selveksponering, og kan næsten ikke få nok af sig selv i billedet eller tekst. Enten ser vi ham mens han taler – eller også hører vi ham, mens vi ser ham.

Han stopper sin egen fortælling med sin postulerede ”dumme amerikaner” stil, hvor han måbende undres over alt, han møder på sin vej. Det er ikke til at sige, om han mimer at være europæerens gængse opfattelse af den historieløse amerikaner, men i alle tilfælde er det yderst anstrengende at se ham klovne rundt. Specielt i denne film, hvor han aldrig konfronterer magthaverne med dilemmaer.

Han vralter ind til amerikanere, der bor i udlandet, og udspørger dem om forskellene på USA og resten af verden. Da JP spurgte ind til hans naive optræden, fortalte han, at han gerne ville vise, hvordan en amerikaner ser på Europa – mere end han ville vise sandheden om Europa. Hmm.

Moore insisterer på, at 9/11 skal blandes ind i alt. Også i denne films behandlingsproblematik, som vel ret beset ikke har noget med Osama og krigen i Irak at gøre. Det lugter af, at Moore påbegyndte denne film for mange år siden, og for at update filmen og fuldføre sin egen politiske mission, så skal Bush Jr. og Irak lige have en tur i maskinen. Det giver ingen mening.

Moores vinkel mangler, og hans evne til at prioritere stoffet forsvinder i vendettaen mod regeringen i USA.

Hans besøg på Cuba er decideret skørt. Han sejler 10 kornfede amerikanere til Guantanamo Bay for at få dem i behandling på basen, hvor USA har sine krigsfanger, da han synes, at de skal have samme behandlingsmuligheder som de amerikanske soldater. De kan selvfølgelig ikke komme ind, så i stedet bliver de velfærdssyge amerikanere indlogerede på et lokalt hospital, hvor de ganske gratis får behandling og medicin. Man skulle tro, at Castro-familien havde produceret den del af filmen. Et mere perfekt billede af Cuba er ikke set siden… Siden… Aldrig set før.

Jeg talte med en amerikaner, der kommer på Cuba flere gange om året. Han fortalte, at Moores version er så faktuel forkert, at det er grinagtigt. De har stort set ingen medicin på Cuba, og alle bliver medicinerede med de samme piller for alle mulige sygdomme. Der er meget begrænset adgang til hospitaler på Cuba, da ventelister, underbemanding og nedslidt udstyr gør hurtig og forsvarlig behandling umulig. Moores troværdighed som dokumentarist bør diskuteres igen.

Et af Moores varemærker har altid været, at han rendte efter politikerne, og konfronterede dem med virkeligheden. Den slags underholdning får vi ikke noget af i ”Sicko”.

Ingen bliver stillet til ansvar. Moore står bare, og brøler ud i luften. Han virker doven i denne film, og dermed forsvinder også det opsøgende journalistiske motiv, som han ellers tidligere har dækket sig ind under. Filmen mangler drive, vilje og dramaturgi – og er dermed, klinisk vurderet på de filmiske værdier, ikke særlig vellykket. Oven i købet er den sovset ind i underlig vulgær musik, som på ingen måde passer til en historie om samfundets marginaliserede, der har brug for en sygeforsikring. Han har kort sagt misforstået den type historie, som han arbejder med.

”Sicko” kommer ikke til at true nogen. Den vil ikke få samme modtagelse af publikum i Danmark, som Moores film tidligere har fået. Den vil for lidt, den er for ustruktureret og fortæller en historie uden kontroversielle budskaber og nye vinkler på behandlingssystemet i USA. Med andre ord er der umiddelbart ingen filmisk grund til at se ”Sicko”. Man skal kun se den, for at kunne debattere den – og det er vel et eller andet sted grund nok.