Tag Archives: Ryan Kavanaugh

Superstjernerne og Gaza-konflikten

Der er ballade i Hollywood i de her dage. ”Dette her minder mig om vores branches naivitet,” er sidste nyt i den debat, der er opstået efter at de spanske superstjerner Penélope Cruz og Javier Bardem, har underskrevet et avis-publiceret brev, hvor de appellerer til, at bombningen af civile palæstinensere ophører.

Billedresultat for Relativity MediaDer er nok ikke mange danskere, der kender den indflydelsesrige power-producent Ryan Kavanaugh, der er manden bag det indledende citat. Inden han når sin 40-års fødselsdag, har hans firma ’Relativity Media’ finasieret og produceret cirka 200 film. De har indtjent 17 milliarder dollars på verdensplan, og har fået hele 60 Oscar-nomineringer. Branchen lytter, når han taler.

De fleste danskere har nok hørt om ægteparret Javier Bardem og Penélope Cruz. Begge Oscar-vindere, begge stærkt appellerende for de respektive køns øjne, begge med venner blandt filmbranchens mest attraktive skikkelser. De er også begge en del af den meningsgeneration, der har ændret spillereglerne og traditionerne i filmbranchens centrum.

Hvor en skuespiller tidligere ikke måtte mene alt for meget, da det kunne skade deres karriere og folkelighed, kom det på mode, at mene noget om alt. Stjernerne fik mærkesager. Leonardo DiCaprio er miljømand. Angelina Jolie støtter verdens flygtninge. George Clooney er Barack Obamas ven. Listen fortsætter og inkluderer snart sagt alle tænkelige udsatte grupper, fænomener og konflikter.

Kavanaugh sidestiller den ensidige sympati med palæstinenserne som et udtryk for antisemitisme eller ignorance. Efter hans kommentar har Cruz og Bardem nuanceret deres deltagelse i den før omtalte fælles anmodning til EU om fordømme de israelske bombninger. Cruz erkender, at det er en mangesidet konflikt, og at hun ikke er ekspert. Bardem tager tydelig afstand fra de antisemitiske anklager og kun ønsker fred.

Sangerinden Rihanna, ikonet Madonna, den dygtige skuespiller Mark Ruffalo og teenidolet Selena Gomez har alle måttet ratificere, forklare og sågar trække udtalelser tilbage den seneste uge. Alt de egentlig vil, er fred i verden.

Sagen viser, at det er umådelig svært, at have den rigtige holdning til denne konflikt. Hvad der muligvis er tænkt som et humanitært budskab og sympati, opfattes som religionskrig.

Mens stjernerne tydeligvis er valset ud i et minefelt, er konklusionen vel, at fred er godt, men vælge side i denne konflikt er skidt, hvis man altså har tænkt sig en karriere i Hollywood.