Publikum har desværre intet forhold til rulletekster i biograferne. Det øjeblik handlingen rinder ud, begynder folk at tale, de rejser sig, de skyder sig ud af salen, hvor lyset langsomt toner op.
Vi har ingen tradition og respekt for rulletekster, eller credits, som de hedder på engelsk. Det bør vi have. Det er nemlig her, at folkene bag filmen får deres kredit. Jeg tænker ikke på instruktøren og stjernerne, for de er tydelige i filmens indledning ved navns nævnelse.
De mennesker der med god ret kan gøre krav på opmærksomhed, er folkene bag filmen. Der kan sagtens være 100-200 dygtige håndværkere, teknikere og specialister der har gjort, at film overhovedet kan laves. Film er ultimativt betinget af samarbejde, af fælles forståelse og indsats. På sin vis er en filmproduktion det perfekte billede på teamwork. Derfor er det absolut på sin plads, at vi anerkender hele filmens hold ved at sidde stille og lade filmen bundfælde sig i de par minutter, det kræver.
Hvis nu alle giver sig tid til at se ’Fasandræbernes’ credits, vil man for eksempel vide, at det er Rasmus Thjellesen, der har lavet den overdådige scenografi, der gør filmen til en gennemført oplevelse.
Sygdommen med at løbe ud af biografen så tidligt som muligt er ikke kun et fænomen blandt biografgængere en tirsdag aften, hvor onsdagens ondskab allerede presser sig på. Jeg har været til flere tusinde visninger blandt anmeldere og branchefolk, hvor det samme gør sig gældende.
Det morsomme ved det er, at 98% af anmelderene gang på gang går glip af de scener, som instruktørerne sætter ind efter rulleteksterne. Et eksempel er Quentin Tarantinos ’Django Unchained’, hvor vi kun var tre af landets kritikere, der så den afsluttende scene. Resten var skredet for længst.
Yderligere er der i amerikanske film altid en afsluttende politisk branchekommentar. Det er standard, at det nævnes, hvor mange mennesker filmens produktion har givet arbejde til. Ud over dem på rulleteksten har hoteller, tøjfirmaer, plakatophængere og mange andre hævet alt fra time- til månedslønninger i forbindelse med en filmproduktion.
Jeg vil argumentere for, at filmfolk fra nu af viser rulleteksten i starten af filmen. På den måde vænner vi langsomt det utålmodige publikum til at anerkende filmholdet – og som en yderligere goodie, får publikum lov til at løbe af sted i det øjeblik, de skimter ’The End’ på lærredet.
Søren Høy 