Tag Archives: Olsenbanden på dybt vand

Børnenes biografferie

Af Søren Høy

Efterårsferien tilhører børnene. Som aflad for hverdagens manglende opmærksomhed får de lov til at bestemme. Nu er det dem, der skal designe dagene i det omskiftelige vejr, hvor det virker oplagt, at lave ting der foregår indendørs – og det er her, at biograferne kommer ind i billedet.

Biograferne har traditionelt ultimativ højsæson i efterårsferien på grund af børnene. Der er vanligt tre-fire film, der er designede til de yngste i familien. I år er det børnesuperhelten ’Antboy’, de animerede danske antihelte i ’Olsenbanden på dybt vand’ og amerikansk metervare med enkle, fordøjelige titler ’Turbo’ og ’Planes’. Begge amerikanske film handler om dyr og talende mekanik. I sig selv eventyrligt men også en form, der for længst har nået et mætningspunkt.

“Turbo”

Netop animationsfilmene er blevet et problem. I mange år gav de nye filmoplevelser. De var lavet med finesse. Legen og fantasien kombineret med udsøgt medmenneskelighed gav dramaer, der var lige så gyldige for en ny generation, som Chaplin, ’ET’ og ’Gummi Tarzan’ havde for dem, der nu har rynker om øjnene.

De nye animationsfilm fjerner børnene fra virkeligheden. Der er ingen budskaber, der er ingen udfordringer. Det eneste der står tilbage er koloreret brain candy. Børnene husker ikke filmene, de lærer intet af dem, og i et voldsomt øjeblik kan man hævde, at de bliver en smule dummere af at se dem.

Det gør ondt på både min filmiske sjæl og åndelige opdragelse, når jeg ser, at en udvanding af nationalt arvegods i ’Olsenbanden’ udmanøvrerer nyskabelsen i ’Antboy’. Jeg får ondt i troen på fremtiden, når jeg ser lallende, pleasende forældre i kø til et ligegyldig amerikansk farveladeshow, hvor børnene er blevet programmerede af en mega-kampagne, så de faktisk står i køen og tror, at skal se en interessant film.

Børnene har selvfølgelig ikke skylden. De er bare børn, og vil til enhver tid vælge vingummi fremfor rugbrød.

Vi voksne er derimod synderne.

Hvem af jer forældre har sidst set en børnefilm, der gav lyst og mulighed for diskussion og refleksion med børnene efterfølgende?

Bruger I tid på at overveje, at filmene skal kunne mere end udfylde 90 minutters grå efterårsferie?

Har vi mistet kvalitetssansen på børnenes vegne?

Har vi selv smidt fornuften og lysten til udfordring ud i børnenes kulturelle opdragelse udelukkende for at underholde dem?

Noget tyder på det, og det er skræmmende.