Tag Archives: Nøgle hus spejl

DFI årets film 2015.

 

2015 har været et løjerligt filmår.

Kommercielt ser det statistisk yderst fornuftigt ud.

Vi ender i nærheden af fire millioner solgte danske billetter, hvilket placerer de nationale produktioner, hvor de skal være i forhold til politiske forventninger og udbredelse hos publikum.

Samtidig kan jeg dog se, at stort set alle danske film mangler billetter i forhold til den enkelte films potentiale og forventninger. Med andre ord er der kæmpe forskel på small data og big data.

’Mennesker bliver spist’ og ’Sommeren 92’ er vel de eneste, der er ubetingede kommercielle succeser. Uden hjælp fra biografklubber, uden pres fra tunge budgetter og uden stor forventning om kunstneriske landvindinger.

I øvrigt sammen med ’All Inclusive’ fra 2014 som solgte 2/3 af sine billetter i 2015. Rigtig mange film mangler mellem 50.000 og 200.000 for at producenterne kan være tilfredse.

Kunstnerisk har der ikke været meget at savle over. Filmene har været ujævne. De har manglet den ekstra dimension, der får dem til at løfte sig ud af det forventelige. Har der været en scene i år, der går over i den danske film-folklore? Er der et tema, en figur eller en præstation, vi kommer til at vende tilbage til og lade os inspirere af?

Håndværket i årets portefølje har været anderledes opløftende. Jeg har set scenografi, der løfter dansk film ind i en ny dimension. Kameraarbejde der har lært af mestrene og dyrker kunstformens unikke muligheder.

Jeg har hørt lyddesign med legendernes forfinede signatur og set frækt og dynamisk klip, der fletter historie, billede og lyd sammen.

2016 må gerne vise et par film, der ultimativt viser, hvad dansk film kan.

Søren Høy

Nøgle hus spejl

Michael Noers film vil mig noget. Som 42-årig med 70-årige forældre og døende, ældgamle bedsteforældre.

Hvad vil vi med vores familier? Lever vi i en kultur, hvor de gamle forældres bugseres over i hjørnet med et holdkæft-bolsje og en forventning om, at de naturligvis klarer sig selv?

Noer mangler desværre en tak til Michael Haneke i rulleteksten. Uden ’Amour’ havde han næppe lavet denne her lille film om nogle af livets store spørgsmål.

Mænd og Høns

’Hvad dælan handlede den om?” tænkte jeg, da jeg havde set Anders Thomas Jensens første instruktion i 10 år. Den groteske cirkusforestilling om en flok mænd, der alle er klonede med dyr, omfavner det aparte, det degenererede og beder os holde øjne, ører og fornuft åbn for alt det, der ikke opfattes som normalt. Jeg ved stadig ikke, hvad ’Mænd og Høns’ handler om. Og det er en god ting, tænker jeg. For den dag vi ved det hele, holder vi op med at stille spørgsmål.

Under Sandet

En film om unge tyske mænd der bliver sprunget i luften, mens de kravler rundt og leder efter miner på stranden ved Vesterhavet. Jeg kan lige høre mig selv pitche den ind til en date med min kone. Djævelsk lunefulde, tikkende detonerbare bomber er svære at sælge.

Martin Zandvliets bombe-film kan dog vise sig at være en god investering. Den er mere vellykket som visitkort til en karriere i udlandet, end som refleksion over Danmarks hævngerrighed efter tyskernes besættelse.

Krigen

’Krigen’ spørger sit publikum om følgende: Er det tilladt at redde 10-12 af dine egne folk ved at slå 10-12 af de andre ihjel? Tobias Lindholm er god til tidsånd og autenticitet (et ord der paradoksalt nok udtales forkert to gang i filmen), men alligevel er ’Krigen’ i sin udfoldelse ikke skarp nok i sit føromtalte dilemma. De egentlige spørgsmål burde være: Ved vi overhovedet, hvad det vil sige, at være en krigsførende nation – og er vi klar til de konsekvenser, det medfører?

  1. april

Kampvognene komme rullende, mens de unge danske mænd stod magtesløse, uvidende og skræmte med deres cykler og bajonetter, der virkede latterlige overfor den tyske krigsmaskine. Veteranen Anders Justesen fortalte mig, at skammen over ydmygelsen og vreden over de venner, der blev dræbt uden grund, stadig kan mærkes i det 95-årige sind. Det er uforståeligt, at vi som nation i dag begår samme fejl overfor vores soldater. ’9. april’ viste, at vi intet har lært af historiens fejltagelser.

Bridgend

Jeg frygtede Jeppe Røndes film. Teenagere der begår selvmord. Det var utrolig hårdt at komme gennem filmen. Den destruktive kraft gennemsyrer billeder, lyd og musik. Opgøret med religion og tro på fremtiden. Det er brutale størrelser, der har sneget sig ind i min underbevidsthed – ind gennem et panser af kynisme, der er bygget op efter mange film om mange af livets uretfærdigheder. Denne her sidder fast som et dystert minde. Lidt som jeg frygtede.

The Man Who Saved the World

Den kolde krig er godt materiale. Skyggerne fra 2. Verdenskrig og atomkapløbet kombineret med skæbnerne på begge sider af jerntæppet. Stanislav Petrov er den ukendte helt, hvis koldblodige beslutning i 1983 afværgede en atomkrig. I modige rekonstruktioner, med kendte klip fra datidens propagandafilm og en proces der involverer Kevin Costner og Petrovs mor, flettes hovedpersonens personlige tragedie sammen med østblokkens opløsning.