Tag Archives: Nicolas Bro

De danske stjerner

Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Connie Nielsen, Nikolaj Lie Kaas, Jesper Christensen, Sidse Babett Knudsen, Thure Lindhart, Ulrich Thomsen, Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Allan Hyde, Dar Salim og Pilou Asbæk.

Det er en imponerende liste med danske skuespillere, der konstant får flere, bedre og større roller i amerikanske film og højt profilerede Tv-serier.

Udviklingen er kommet gradvist siden dansk film for alvor bragede ind den internationale bevidsthed efter de glade Dogme-dage i slutningen af 90’erne.

Billedresultat for ’Festen’ af Thomas Vinterberg’Festen’ af Thomas Vinterberg har en afgørende betydning. Den vandt en stor pris i Cannes, den blev set af alle markante personligheder fra Steven Spielberg over Oprah Winfrey til George Clooney og fik skabt en hype, flere af skuespillerne instant kunne kapitalisere på. Ulrich Thomsen var den første, der med ’Festen’ under armen fik adgang til agenter i USA.

Billedresultat for Nikolaj Coster-WaldauPå samme tidspunkt var Nikolaj Coster-Waldau i gang med sine første store film. Han arbejdede med legender som Ridley Scott, og han har stabilt og konsekvent bygget på til den nuværende position, som den mest kendte danske skuespiller på grund af den globale succes, som ’Game of Thrones’ har.

Et andet afgørende element er de danske instruktører. Susanne Bier, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Bille August, Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel har alle efterhånden så respekterede navne, at casterne ser nøje på deres film, og dermed opdager talenter og ansigter, der er mere interessante end gennemsnittet. De danske Tv-serier er ligeledes blevet et attraktivt udstillingsvindue de senere år.

De danske skuespillere begyndte for små 10 år siden at få agenter. De varetager kontrakter, karriereplanlægning og internationalt netværk. Den slags er nødvendigt, hvis man vil danse med de store. I USA er film stor forretning, og der er en vis kynisme og brutalitet i forhandlingerne. Agenterne er et tegn på professionalisme og dermed seriøsitet. Det tog de danske spillere nogle år at forstå de mekanismer, men nu kører det, og der i høj grad medvirkende til den nuværende høje repræsentation.

Danskerne kommer med stor disciplin, grundig uddannelse og masser af film- og Tv-minutter under erfarings-bæltet. Desuden bliver vi, tro det eller ej, betegnet som ’smukke, høje, høflige og professionelle’ de fleste steder i branchen. Det er trods alt ikke de værste prædikater at rejse over Atlanten med.

 

Amazing Antboy

Af Søren Høy

Dansk børnefilm er repræsenteret i Toronto af Ask Hasselbalchs debutfilm ’Antboy’ er en hyldest til det fantasifulde, det legende og drømmen om at kunne gøre en markant forskel.

Myredrengen er den 12-årige Pelle. I starten er han dog bare Pelle, der, som vi kender det fra ’Gummi Tarzan’, er en lille fyr, der bliver tilsidesat, overset og mobbet fordi han er en dagdrømmer med så smalle skuldre, at hans skjorte er ved at falde af ham. Han er forelsket i klassens yndige pige, der naturligvis ,som formlen foreskriver, ser i alle andre retninger end Pelles.

Pelle bliver midt i elendigheden bidt af en radioaktiv myre, der pludselig giver ham de superkræfter, som med et trylleslag gør ham til talk of the town. Med hjælp fra sin ven, tegneserienørden Wilhelm, bliver Pelle til Antboy, der klarer ærterne, fanger forbryderne og hjælper byens nødstedte. Helt i ånden fra forbilledet ’Spiderman’, der konstant trækkes tydelige og kærlige referencer fra.

’Antboy’ er overdådigt spillet af de to knægte, der spiller sjældent morsomt og troværdigt i filmens eventyrlige ramme. Børnene vil rotere af grin, når Pelle banker sin militante gymnastiklærer, tisser syre så pissoiret smelter og smider en bil over skulderen. Vi er nået langt i filmteknologiens udvikling, så den slags virker uden forbehold.

Skurken er fysisk stort spillet af Nicolas Bro. Han er ’Loppen’

“Loppen”

der truer Pelles store kærlighed. Det pudseløjerlige her er, at Bro i virkeligheden er indehaver af en komplet og sjælden Marvel-seriesamling, og at Oscar Dietz, der spiller Pelle, med lidt god vilje ligner Bro som knægt. Der er et åndeligt og fysisk sammenfald mellem de to, der gør kemien og dermed det karikerende univers rørende og indsigtsfuldt.

Vi er desværre ikke berigede af vigtige og mindeværdige børnefilm i de her år. Ambitionsbarren har lagt sig et sted, hvor man som voksen har svært ved at stå ved kvaliteten og budskaberne, når vi slæber ungerne med i biografen.

’Antboy’ vil mere. Den kan mere. Den evner både at være en underholdende film, en god historie og legende let lægge sig tæt op af sine forbilleder uden at plagiere men mere hylde og respektere.

Nu er der endelig en film, der kan alt det, som vi har råbt efter. Glæd jer til den 3. oktober, når den får premiere. Jeg glæder mig allerede til at se den igen.