Tag Archives: Nat på Museet

Overskudskomedie

Vi har set det hele før – bedre lavet, bedre spillet, bedre skrevet og i særdeleshed bedre instrueret. Alligevel har Ben Stillers nyeste familiekomedie, ”Nat på Museet”, en charme, der udelukkende kan tilskrives Stillers unikke humoristiske talent.

Af Søren Høy

”Nat på Museet” handler om Larry, fantast og ene-far, spillet af Ben Stiller. Han er på skideren. Alle hans vanvittige opfinder-projekter mislykkes, han kan ikke betale sin husleje, og hans søn, der bor hos succes-børsmægler-papfar og golddigger-mor, er ved at miste troen på farmand.

Larry er på alle måder indbegrebet af det amerikanske mareridt. Ingen fortid, ingen fremtid, intet arbejde, evige parkeringsbøder. Sådan er det i amerikanske film. De skal altid trampe rundt i alting, så de er sikre på, at vi fatter, hvor slemt hovedpersonen har det.

Nu er det jo en komedie det her, så vi ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han oplever noget, der får ham på rette spor. Og selvfølgelig sker der noget for Larry.

Han får arbejde som nattevagt på Det Naturhistoriske Museum i New York, og så starter løjerne ellers.

På slaget 24 vågner museet. T-Rex løber om kap med Hunneren Atilla – Theodore Roosevelt kommer galoperende på sin krikke Texas og den romerske hærfører Octavius er en lille to-centimeters figur, der trods sin ringe størrelse er overbevist om, at han lige om lidt har erobret verden. Oven i den historiske hat kommer løver, elefanter og aber drønende ind fra højre – og Larry har desuden en smule bøvl med et par hulkemænd og drabelige, egyptiske krigere, der med hundehoved og spyd passer på den balsamerede farao, Akhmenrah. Sådan er det i amerikanske film. Verdenshistorien bliver komprimeret og forsimplet – blandet sammen og blendet, så den kan indtages med sugerør.

Filmen ligner en meget dyr reklamefilm for virkelighedens museum i New York, med ekstravagant scenografi og design, samt naturligvis en happy end, der er så gammeldags, at den burde udstilles på museet. Trods alle forbehold, så er det faktisk en charmerende familiefilm. Hittet er Ben Stiller. Han er selvironisk på sin historieløse nations vegne, han er momentets mester, og han kan med sit komiske talent få selv en halvsløj film som ”Nat på Museet” til at virke som en rimelig biografoplevelse.