Tag Archives: Miraklet

Blodbad i biograferne

Salgstallene for de danske film i biograferne er skræmmende i de her uger. Ikke årsgennemsnit eller medianer over de sidste tre års generelle udvikling – men den enkelte film lige nu.

Hvad hjælper det Cykelmyggen Egons flade dæk, at Lille Per har kæmpe succes? Man skal have de store, kulturnationale briller på, være politiker eller fra Filminstituttet for at kunne se de positive bevægelser i det nuværende marked.

Billedresultat for Cykelmyggen og Minibillen’Cykelmyggen og Minibillen’ åbnede i 77 biografer i torsdags. Pæn modtagelse og en stor national-anakronisme, som vel på en god uge, ville lokke de mindste og deres forældre i biograferne. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers film solgte første weekend 3.682 billetter. Det er i runde tal cirka 30.000 fra at være godkendt.

Billedresultat for NÃ¥r dyrene drømmer’Når dyrene drømmer’ kom med genre-nybrud, teenage-varulv og tidsånd fra Cannes-premieren, hvilket gav god presse og omtale i samtlige af de store blade og aviser. Den kan ses i 33 biografer landsdækkende, og blev den første weekend set af 1.749. På en god åbning havde den lokket 25.000 ind.

’Miraklet’ er en sag for sig, men tæller trods alt i statistikken med filmens historiske fiasko med kun 540 solgte billetter. Instruktør Simon Staho bliver ikke normalt bedømt på billetsalg, men denne gang er det svært at bruge den kunstneriske dimension som legitimation af hans katastrofale film, der er en musical uden sangnumre.

Billedresultat for The Salvation

’The Salvation’ har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Den har kostet 80 millioner kroner. Den var i Cannes. Den er blevet solgt til det meste af verden. Filmens problem i Danmark er, at det er en western. Vi ser ikke westernfilm. Uanset hovedrollestjernen, budgettet, filmfestivaler og verdens præferencer. Med et salg på 44.456 efter fire uger i salene, skal den være heldig, hvis den ender på 60.000. Det er 40.000 mindre end man burde kunne forlange.

’En du elsker’ er i Biografklub Danmark. Den slags giver vanligt +200.000 billetter, og med Trine Dyrholm på rollelisten, burde et familiedrama kunne vække de slumrende danskere. Den har solgt 162.377, hvilket er 90.000 mindre, end den burde have trukket.

’Detektiverne’, ’Klumpfisken’ og ’Ækte Vare’ har tilsvarende pauvre tal, men her taler vi om film med langt mindre eksponeringskraft og erfaring foran og bag kameraet.

Publikum bestemmer, om en film er god nok i kommerciel forstand. Lige nu mener danskerne ikke, at de danske film er værd, at bruge penge og tid på.

Danmarkshistoriens løjerligste film

’Miraklet’ åbner i dag i ganske få biografer. Rollelisten er flot med Sonja Richter, Ulrich Thomsen og et af de gode, relativt nye ansigter Peter Plaugborg i hovedrollerne. Instruktøren hedder Simon Staho, og selvom han givetvis kan gå ubemærket ned at Strøget, så er han i filmkredse respekteret for sin kunstneriske tilgang til det kommercielle filmmedie. Hans film sælger knapt nok billetter, men som oftest rammer han temaer og portrætter, der er dybere og voldsommere end mange af hans kolleger.

Musicallen ’En dans på roser’ blev optaget for 2½ år siden i Irland. Forlist kærlighed, tristesse og religion blandet med sangens håb, magi og mirakler. Det lyder som en blanding af flere Lars von Trier-film. Og den aparte combo viste sig at give problemer. Adskillige om-klipninger senere, er filmen noget så løjerligt som en musical uden sangnumre.

Det sker, at en film bliver ændret markant i klipperummet. At en person bliver klippet ud, fordi figuren ikke fungerer i helheden. At en handlingstråd fjernes, hvis det viser sig, at den ikke passer med hovedhistorien. Eller at en scene forkortes kraftigt, hvis nu skuespillet eller teknikken ikke er præcist nok til instruktørens detaljerede blik.

Læserne skal naturligvis have yderligere baggrund for at forstå, hvorfor en musical kan ende uden sangnumre.

Når man laver en film, så er der først et skrevet manuskript. Det bliver til en filmet version, hvor scener kan ændre sig fra det skrevne manus. Nogle ting fungerer bare ikke, når man står med replikker i regnvejret på et bjerg i Irland. Med andre ord er der efter optagelserne langt til det skrevne manus, som der blev givet finansiel støtte og castet skuespillere på. Senere bliver filmen klippet – og her kan det så ske, at yderligere scener, figurer eller andet bliver fjernet. Så der kan altså være milevidt fra det skrevne manus til den færdige film.

’En dans på roser’ skiftede titel til ’Miraklet’. Efter at sangene røg ud, så fik den en mere spirituel titel med reference til det religiøse aspekt i filmen.

De medvirkende i filmen må virkelig undre sig, når de ser det færdige resultat. De spiller hen mod sang og dans, som aldrig kommer.

Spørgsmålet er, om filmen fungerer, hvis nu publikum ikke ved, at den er optaget som en musical?

Realistisk kommer stort set ingen til at se filmen, og den vil gå over i historien som en af de løjerligste danske film nogensinde.