Tag Archives: Milad Alami

Milad Alami

Teenagere der slår teenagere ihjel. Et skræmmende tema som de senere år er blevet brugt i flere gode film. Gus Van Sant vandt Guldpalmen i Cannes for ”Elephant” (2003), der handler

Billedresultat for Elephant movie
“Elephant”

om massakren på Columbine gymnasiet i Colorado, USA. To unge knægte lader de fuldautomatiske geværer, og tømmer magasinerne mod deres klassekammerater og lærere. Andre foruroligende eksempler fra fiktionens verden er Nick Cassevetes ”Alpha Dog” (2006), hvor en flok unge bliver grebet af selvretfærdighedens grimme ansigt, og pløkker en kammerat ned, fordi hans storebror har fornærmet dem. Instruktøren og provokatøren Larry Clark har gjort det til sin mission, at fortælle om teenage-destruktionens væsen. ”Kids” (1995), ”Bully” (2001) og ”Ken Park” (2002) har alle den fælles ident, at de behandler det tidstypiske faktum, at vi ser et andet og anderledes syn på døden og frygten. Tidligere var vi bange for vampyrer og kidnappere. Nu er angsten flyttet ind i familierne, og måske er den største trussel os selv. Senest har den eminente britiske instruktør Lynne Ramsay lavet ”We Need to Talk about Kevin” (2011) om moderen til morderen. Ordspillet er ikke tilfældigt, når man har set filmen. Computerspil, musik og film får skylden. Spæd den cocktail op med ensomhed, fraværende forældre og en sygelig trang til at sætte sit mærke på historiens gang, og BANG – krudtslam fra geværet, der bliver ført at en teenager.

Forstyrrende tema

Indledningen har sit formål, for den skal beskrive, at Milad Alami har fat i et generationstema i sin afgangsfilm ”Intet kan røre mig”. Et gymnasium rammes af kuglerne fra jagtgevær. En pige ser våbenføreren fra sit skjul på toilettet. Han ser hende i spejlets refleksion. Hvorfor skåner han hende? Historien fører publikum hjem til morderen, hvor en lille bande vil hævne sig. ”Det mest chokerende er, at der er en reel risiko for, at den slags kan ske i Danmark,” fortæller Alami. ”Selvom det danske skolesystem har blik for de marginaliserede, og der er stor bevidsthed om at undgå det – så er det en fare, som hele tiden er til stede”, siger han og forstætter; ”I min research læste jeg det manifest, som en finsk teenager skrev, inden han mejede sine kammerater ned. Han ønskede at være martyr, og han fandt et fællesskab på nettet, hvor der tydeligvis er andre, der tror på det samme som ham. Dermed bliver det større, end bare at være ked af det. De føler sig som den del af en bevægelse, hvor de sågar giver hinanden råd og vejledning om selvmord og andre lignende voldsomme ting.”

Ufarlige afgangsfilm

Alami kommer selv fra et dystert miljø i en lille flække nord for Umeå ud til den Botniske Golf, og inspirationen kommer til dels fra en opvækst i et sted uden drømme, fremtid og med desillusionen over livet hængende som en sort sky over de unge. Kombinationen af erfaringer fra sted, som nemt kunne rammes af en tragedie, og en lyst til at kommentere et foruroligende problem skabte den brutale og tankevækkende film, som Alami har lavet. Generationsportrættet i filmen er meget bevidst og det er absolut meningen, at historien skal rykke noget hos publikum. ”Afgangsfilm fra Filmskolen, Super 16 og andre steder er ofte lidt ufarlige. De fortæller små historier, der visuelt fungerer, men uden kant og samfundsproblematikker – jeg ville risikere noget, jeg ville lave en film, der var så troværdig, at den fik publikum til at tænke på den reelle trussel og hvor dramatiske konsekvenser det kan få for vores skolesystem, hvis det sker her”.

Film skal laves i morgen

Den iransk/svenske/danske instruktør skal efter ferien i gang med at lave film. Mange film. Der skal tænkes og udvikles. ”Før Filmskolen havde jeg den der deterministiske indgang til at lave film, at den næste produktion hver gang skulle føre mig et nyt sted hen og tage mig videre. Det var højspændt hver gang, for det var som om, at hver film besluttede, om jeg skulle fortætte i branchen. Filmskolen har i fire år fået parkeret den fornemmelse, da vi havde ro til at lave fejl og lære håndværket. Nu er den samme cutting edge tilbage. Det er alvor nu, og det giver et enormt drive til at lave noget, der er vigtigt, noget der betyder noget, noget der rykker publikum.”

Milad Alami er i gang med at udvikle flere forskellige historier. Projekterne spænder vidt. Fra komedie over endnu en brutal teenage-historie til en thriller. Alle sammen low budget produktioner med historien i centrum og film hvor man med Alamis ord kun skal spørge sig selv: ”Hvordan kan jeg komme i gang med at lave filmen i morgen?”.


Milad Alami

Født 1982
2007-2011: Filmskolen, Instruktør
2007: Ett-Två-Tre Martyr
2004-2007: Instruktørassistent på flere kort- og spillefilm
2003: Häst utan tyglar
5 fantastiske film ifølge Alami:
Gegen die Wand: Fatih Akin
Winter’s Bone: Debra Granik
Faces: John Cassavetes
Children of Men: Alfonso Cuaron
En blondines kærlighed: Milos Forman