Tag Archives: Leonardo DiCaprio

Leonardo, Je t’aime

Af Søren Høy, Viasat Film

Han står lige der. Fem meter fra mig, fans og flere hundrede fotografer, der gør alt, for at få hans opmærksomhed. Hans blik direkte i linsen er guld værd. Han er en flot mand. Imponerende tilstedeværelse. Afslappet, generøs og man kan se på ham, at han er begavet godt over gennemsnittet.

Leonardo DiCaprio spiller den dominerende rolle i åbningsfilmen i Cannes. ’The Great Gatsby’. Den store amerikanske roman fra 1925. ”Alle i USA har læst den,” fortæller Leo verdenspressen. ”Den er pensum i skolen. Alle har et forhold til Scott Fitzgeralds bog, og det samme havde jeg. Jeg var som barn fascineret af Gatsbys vanvid og storhed. Som voksen forstår jeg ham bedre,” fortsætter han, mens salen lytter. Der er stille, når DiCaprio taler. Han er en af festivalens største stjerner, og det er trods alt sjældent, at man får mulighed for at være i hans selskab. ”Nu kan jeg bedre identificere mig med drømmere, fantaster og besættelsen af både magt og kærlighed.”

Jeg tror på ham. Leonardo DiCaprio er sin generations mest alsidige og interessante skuespiller. Han begår sig som dandy og dekadent levemand i 1920’erne. Han er helt naturligt incestuøs slavehandler i 1860’erne. Han er den mest troværdige nutidige psykopat, man kan opdrive.

Siden han stod på scenen ved Oscar-showet i 2007 ved siden af Al Gore med et klart budskab om en grøn fremtid, har han manifesteret sig som en afgørende figur i den opinion generation, der til alt held er kommet på mode i Hollywood. Han er med til at gøre det sexet og cool at have en mening.

Leo er den store oplevelse i filmen, og han overstråler nemt både medspillere og den overdådige billedstil.

”Tak fordi I kom,” slutter han. Det er mig, der takker.