Tag Archives: Kapringen

Fucking real

Det coole lige nu i dansk film er at publikum får benhårde historier om ægte mennesker, der bliver spillet af, ja, ægte mennesker!

Af Søren Høy

’Nordvest’ af Michael Noer åbner i dag i biografer landet over. Den taler direkte til hjertekuglen på de identitets-søgende teenagere, der med rette kan føle, at der ikke bliver lavet så forbandet mange film til dem. De gider ikke se troldmænd og vampyrer hele tiden. De skal kunne genkende sig selv på lærredet. Historierne skal være funderet i virkeligheden, det skal være råt, cool – det skal være pumpet op med stoffer, pistoler og hættetrøjer. Tunge beats og tatoveringer. Det skal foregå i betonbyggeriet i forstæderne og ude i den beskidte verden, hvor reality-Gustav og slipsedrengene ikke tør komme.

No future, no past. Det skal være fucking real.

De vigtige navne er foruden Michael Noer, Tobias Lindholm og Mads Matthiesen.

Lindholm vandt både Robert, Bodil og respekt for sin agenda-kommenterende ’Kapringen’, hvor det politiske pokerspil

Kapringen

med familiefædre og kapital som indsatser, stødte hårdt til nyhedshistorierne om de danske sømænd, der lige nu sidder og kukkelurer i Somalia med et rustent russisk gevær for panden. Handlingen og formen var skåret direkte ud af virkeligheden.

Matthiesen sikrede sig med tilsvarende formel en flot debut med ’10 timer til Paradis’ om det usikre steroide-bundt, Dennis, der i trods over sin lille bitte mors solide skylds-binding, rejser til Thailand for at finde sig en sød kone.

Lindholm og Noer lavede fængselsfilmen ’R’ efter samme koncept.

Tricket er, at figurerne i filmen spiller sig selv. Det er ægte mennesker, der har prøvet livet på egen krop. De har ætsende blikke, som man kun lærer på gaden, hvor man er færdig, hvis man er bange.

Jeg kan li’ de her film. Keep them coming!

Bodil – pirat eller kongelig

På lørdag uddeles Danmarks ældste og mest prestigefulde filmpris. Bodil fylder 65 år, og de cirka 40 medlemmer af Bodil Komiteen skal vælge mellem pirater i nutiden eller demokratiets fødsel i 1770.

Af Søren Høy

Der er vel reelt kun to film, der kan finde prisen for årets film, når hele den danske filmbranche mødes på lørdag, for at uddele priser til de film, der havde premiere i 2012.

De to film repræsenterer de to absolutte styrker ved dansk film lige nu. Refleksion over nutiden og genskabelse af fortiden. På hver sin måde inkarnerer de mentaliteten og ambitionen.

’Kapringen’ af Tobias Lindholm er interessant nok favorit efter sin sejr ved Robert Uddelingen for to uger siden. Dengang gav de cirka 1200 medlemmer af Det Danske Filmakademi sit mandat til filmen, der foregår på en kapret båd ud for Somalias og Kenyas kyst samtidig med at vi følger man det politiske, menneskelige og økonomiske hasardspil i et forhandlingslokale i Danmark. Filmen rammer direkte ned i en international nyhedsstrøm, et valg i Kenya og ikke mindst det paradoksale i, at det vi opfatter som en form for terror, i Somalia er en forretningsmodel for de udpinte og forarmede lokale amatør-pirater.

Overfor det samtidspolitiske og globaliserede drama står en af de flotteste danske film, der nogensinde er lavet. Det er vel kun Bille Augusts Oscar-vinder fra 1988, klassikeren ’Pelle Erobreren’, der kan konkurrere med ’En Kongelig Affære’ i visuel og scenografisk ambition. Nikolaj Arcels Oscar-kandiderende kærlighedshistorie med Dronning Caroline Mathilde og Hoflæge Struensee i front, indeholder moderne temaer som demokrati, ytringsfrihed og social mobilitet – i den grad genkendelige problematikker i nutidens verdensbillede.

Begge film har tidens varme stjerner i hovedrollerne. Hvor ’Kapringen’ med Søren Malling og Pilou Asbæk bruger ansigter, der for den brede befolkning nok er mest kendte fra DRs søndagsserier, så viser ’En Kongelig Affære’ både Danmarks absolut største stjerne, Mads Mikkelsen, og et af de største talenter, Mikkel Boe Følsgaard.

’Kapringen’ har en fordel i sin realisme og hvad man i analysens sproglige mangelfuldhed kalder ’nøgenhed’. Den er strippet for smarte visuelle detaljer og går direkte efter historien og det brutale skuespil hos Malling og Asbæk. Den slags kan de danske anmeldere godt lide. Den type film vinder priser. Argumentet er ofte, at det realistiske er det sværeste. At det der virker ægte er tættere på virkeligheden – og at man dermed som publikum bliver mere følelsesmæssigt involveret end for eksempel i et historisk drama, hvor man er oplever og beskuer til en verden, der for længst er afløst af moderne problemstillinger som pasningsgaranti og arbejdstidsregler.

Måske er de danske anmeldere lidt bange for den storhed og ambition, som det største danske kongelige kærlighedsdrama indeholder. Er den for vulgær, er den for storladen? Desuden er der den faktor, at vi jo kender livlægens historie fra litteraturen og undervisning, og derfor vil den virke som en farvelægning af vores fælles historiske kulturarv.

Apropos national historie så står der en film udenfor det fine selskab, som fortjener mere opmærksomhed, end den har fået fra de 40 københavnske filmmedarbejdere og anmeldere, der udgør Bodil Komiteen. ’Hvidsten Gruppen’ blev årets mest sete danske film med cirka 765.000 solgte billetter, men trods det er den kun at finde i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. Rygterne siger, at københavnerne ikke kan lide filmen, og at den primært har fat i os jyder. Måske er der noget om snakken. I alle tilfælde virker det decideret løjerligt, at der er ikke er fundet plads til så stærk film om så væsentlig en historisk begivenhed med så professionelt håndværk og solidt skuespil.

Bioanmeldelser

Life of Pi, inst: Ang Lee

Utrolig film af Ang Lee baseret på bestselleren af Yann Martel. Kedelig i struktur og spil – poleret og kunstig i alt det, der er fra den nutidige verden. Langtrukken og fjollet, wannabe global uden at kunne det. Men… Men… Hjertebanken… Våde øjne… Så er der scenerne til søs, hvor knægten Pi efter et skibsforlis isoleres på en redningsbåd med en Bengalsk tiger ved navn Richard Parker. Visuelt forbløffende, overraskende, fantasifuldt, spændende. 3D som aldrig set før, beskæring og dynamik i effekter og klip er muligvis aldrig bedre udnyttet indenfor den spirituelle og magisk genre.

4


Hobbitten – en uventet rejse, inst: Peter Jackson

Det giver knapt mening, at anmelde første del af trilogien om den lille Hobbit, Bilbo Sækker, der drager med dværgene for at tilbageerobre en bord, som en drage i fordums tid har tiltvunget sig. Hmm. Der er gået stort eventyr i den, og det garneres med sange og referencer til den serie, som vi allerede kender med Frodo.

Der er ikke styr og interesse for historien i filmen, men teknikken og rutsjebaneturen sammen med den komiske flok er kræs for kendere – og henvender sig vel mest af alt til dem, der savner fornemmelsen og stemningen fra Ringenes Herre-trilogien. Jeg er ikke en af dem, og havde tre ret hårde timer, dog med undtagelse af et par drabelig slag, hvor både 3D og 48-billeder-per-sekund-sensationen virkede efter hidsig hensigt.

Den kan nok kun sammenlignes med de tre tidligere film fra Midgård – og i den sammenhæng står den svagt.

4


Killing Them Softly, inst: Andrew Dominik

Brad Pitt i en sønderlemmende kritik af USA. Med valget mellem McCain og Obama som bagtæppe møder vi et sort gangster-univers, den dyrker Pitts forestilling om USA. Alle lover ændringer, men gangsterne på gaden ved, at de er sig selv nærmest. Ingen hjælper dem når lokummet brænder. Det er hans indstik i debatten om ansvarlig økonomisk drift af det store land. ”USA er en stor forretning, så giv mig mine penge,” siger hans figur i filmen.

5


End of Watch, inst: David Ayer

Moderne, realistisk og minimalistisk cop-film om herlighederne i Los Angeles – narko-karteller, traffiking og lidt drab hist og her. Filmen er ledsaget af en teknisk side, hvor betjentene filmer sig selv om hinanden. Det forvirrer mere end det gavner – og snupper desværre en stjerne fra en ellers spændende film.

4


Room 237, inst: Rodney Ascher

Konspiratorisk og forvrøvlet analyse af Stanley Kubricks ’The Shining’, hvor alt fra Holocaust og månelandingen til udryddelsen af den oprindelige amerikanske befolkning flettes ind. Underholdende på galimatias-niveau – men ikke en dokumentar, som man bør tage for alvorligt.

2


Operation Argo, inst: Ben Affleck

En af årets film – uden tvivl. En fantastisk historie med humor, politisk undertekst og et tidsbillede fra 1980, der interessant nok minder om verden i dag.

Ben Affleck har udviklet sig til en præcis instruktør med dramaturgisk timing og stor fortælleevne.

5


Skyfall, inst: Sam Mendes

Skarp politisk Bond uden så mange tekniske og romantiske sidespring. Den bedste Bond i 40 år.

5


The Act of Killing, inst: Joshua Oppenheimer

Manipulerende og tankevækkende dokumentar hvor bødlerne for tusindvis af politiske drab rekonstruerer fortidens synder.

5


Searching for Sugar Man, inst: Malik Bendjelloul

Rørende portræt af en verden i forandring – fortalt gennem jagten på den mytiske visesanger, Sugar Man.

5


Viceværten, inst: Katrine Wiedemann

Spirituel og religiøs fabel fortalt fra Danmarks beton-baggård. Lars Mikkelsen er hele filmen værd.

4


Talenttyven, inst: Jonathan Spang

Sjovt set-up med mange gode figurer giver aldrig rigtig mening.

2


Sover Dolly på ryggen, inst: Hella Joof

Der var intet for mig i denne her film – men humor er jo individuelt. Nikolaj Lie Kaas redder, hvad reddes kan.

2


Lawless, inst: John Hillcoat

Super cool og maskulin historie fra dengang, hvor verden var brutal og fællesskabet blev afgjort over en flaske hjemmebrænd og et skarpladt gevær.

5


Palme, inst: Kristine Lindström og Maud Nycander

Stærk dokumentar om tabet af den skandinaviske uskyld og drabet på et politisk ikon, som stadig er indhyllet i mystik. En absolut film for alle med mening.

5


Ted, inst: Seth MacFarlane

Årets sjoveste komedie. En total syret og barnlig, ubehøvlet og vulgær herlighed. Bedre fås det næsten ikke.

5


Kapringen, inst: Tobias Lindholm

Globaliseret, aktuel og hamrende troværdig skildring af en kapring og en forhandling. Modigt fortalt og konsekvent formidlet med fornemmelse for både følelse og detonerklar spænding.

5


Far Til Fire til Søs, inst: Claus Bjerre

Lulu 8 år: Den er bedre end anmelderne synes. Og næsten lige så god som ”Far til Fire på Japansk”.

4


Looper, inst:

Fyret ud på markedet som en ny Matrix. Det er den desværre ikke – men et par gode ideer henter en hæderlig og underholdende actionfilm hjem.

4


Savages, inst: Oliver Stone

Stone på høj oktan med stoffer, sex og store guns. Lækker stil men ikke det store indhold.

3


Taken 2, inst: Olivier Megaton

Liam Neeson som aldrende agent er god, men resten er gentagelse af 1’ere og kun spændt op af herlig fysisk action.

3


Den Skaldede Frisør, inst: Susanne Bier

Man hygger sig fint i selskab med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan, men resten af filmen er en løjerlig fisk, som ikke smager specielt spændende.

3


The Bourne Legacy, inst: Tony Gilroy

Sjovt at Jeremy Renner spiller rollen som superagent med homo-undertoner. Det er nyt! Ellers minder den om de andre Bourne-film bare uden Matt Damon og den energi, som den tidligere instruktør, Paul Greengrass, er mester i.

4


You & Me Forever, inst: Kasper Munk

Reflekteret og modigt billede af de unge teenage-pigers famlen rundt med de forbandede følelser. En film man bør se, hvis hormonerne drøner rundt som om, man er fanget i den ondeste karrusel, der er gået i flerårig selvsving.

4


Biers lette sommerbrise over Venedig

Susanne Bier og Tobias Lindholm får kamp om opmærksomheden på årets Venedig Film Festival. De to danske bidrag til festlighederne overskygges af to mesterlige instruktørers dystre og stjernebesatte værker.

AF SØREN HØY, VIASAT FILM OG METROEXPRESS’ UDSENDTE MEDARBEDJER I VENEDIG

Susanne Bier er for første gang udtaget til en af Europas store festivaler. ”Det er en lille smule pudsigt,” fortæller hun kort før premieren, ”for efter at have lavet samfundskommenterende dramaer og vundet en Oscar, er det med en meget romantisk film, jeg endelig får lov til at komme indenfor på de lidt åndssnobbede festivaler.” Og hun har jo ret, kvinden bag ”Hævnen” og ”Efter

Billedresultat for Efter Brylluppet
“Efter Brylluppet”

Brylluppet”, som begge nåede et stort publikum og gav hende to ture op af den røde løber til Oscar showet. ”Den Skaldede Frisør” handler om moden forelskelse, når man mindst venter det, og ungdommens forvirrede forbandelse ud i kærlighedens løjerlige kompleksiteter. Trine Dyrholm er den cancer-ramte frisør som betager den følelseskolde forretningsmand, spillet med britisk karakter af Pierce Brosnan. ”Jeg ville have James Bond til at spille rollen,” kommenterer Bier. ”Hvem andre end ham er den ultimative, maskuline kvindebedårer?” Det er svært at modsige Bier, for Brosnan vandrer med sin erfaring og star power direkte ind i en ellers meget dansk ramme, hvor hverdagen med brun sovs og kartofler unægtelig er langt fra Bond-babes, Rolex-ure og sportsvogne med indbyggede maskingeværer. Hvorfor er filmen så i Venedig? Sikkert en kombination af, at filmen primært er optaget i Italien, hvilket de godt kan lide hernede, samt at Bier har skabt sig så stort et internationalt navn, at hun ligger i toppen af europæiske rangliste. Biers film er en let sommerbrise, og den står i absolut kontrast til den anden danske film, Kapringen, som mere er en samfundspolitisk storm.

Rå film

”Kapringen” er en rå fortælling af Tobias Lindholm om et dansk skib, der

Billedresultat for Kapringen
“Kapringen”

udenfor Somalias kyst bliver kapret af en flok lokale pirater. Lykkejægere som håber på at indkassere den store bon fra et dansk rederi, der sidder i Danmark med de nervepirrende forhandlinger og besætningens familier, der er ved at gå til af bekymring. På båden er hovedpersonen Pilou Asbæk. Han drives med stor autenticitet ud på kanten af vanvid under de fire måneder, hvor båden driver rundt. I den danske del af filmen er Søren Malling forhandleren med moralske dilemmaer, som spiller poker med besætningens overlevelse når løsesummen pruttes ned fra 12 millioner dollars. ”Det var egentlig ikke meningen, at lave en kommenterende politisk film,” fortæller Tobias Lindholm fra sit første besøg på den venetianske Lido. ”Men kapringerne er taget til i sådan en grad, at der er tale om en sag, der har global opmærksomhed.” Han har ret. Og det er med sikkerhed grunden til, at filmen de kommende dage får publikum til at søge mod filmen.

Scientologys begyndelse

De to danske bidrag må dog vige forsiderne for to film, som hele filmverdenen står på tæer for at se.

Paul Thomas Andersons ”The Master” og Terrence Malicks ”To The Wonder”.

Billedresultat for To The Wonder
“To The Wonder”

Begge film af et par af tiden store fortællere, som ikke er bange for, at pege på USA’s sorte pletter og kommentere med både voldsomme historier og stjerner foran kameraet. Den kombination giver opmærksomhed. ”The Master” er en film om sekterisk virkelighed, religiøs fanatisme og evnen til at manipulere de svage, søgende sjæle som USA havde mange af efter 2. Verdenskrig, hvor soldaterne vendte desillusionerede hjem. Intet arbejde, ingen kunne forstille sig de grusomheder, som de havde set. Joaquin Phoenix spiller soldaten og Philip Seymour Hoffman er mesteren, som med betagende retorik udtænker en ny religion. Linjerne til Scientology blev bekræftet af instruktøren efter filmen. ”Det er korrekt, at jeg blev inspireret af L. Ron Hubbard og Dianetikken,” sagde han og efterfølgende forholdt han sig til, at hans nære ven, Tom Cruise, havde set filmen. Cruise må siges at være en prominent discipel af Hubbard. ”Vi er stadig venner, og resten er mellem ham og mig,” som Paul Thomas Anderson udtrykte det med fasthed i stemmen.

Smukke stjerner i smukke billeder

Terrence Malick laver poetiske film med smukke billeder og ordknapt skuespil, som kan være meget svært at hitte rundt i. I ”To The Wonder” spiller den smukke Olga Kurylenko overfor macho-hunken Ben Affleck. Hun er franskmanden, der kæmper med det konservative og sanseløse USA, mens han tager jordprøver og analyserer hvorfor der i industriområderne fødes evnesvage børn på grund af forurening. Hun tester åndeligheden, han tester vores forbrydelser mod Moder Jord. Alt sammen pakket ind i storladne billeder og hviskende tekster om spirituel kærlighed. Lyder det underligt? Det er det også. Men på en fascinerende og betagende måde.

Både Anderson og Malick har lavet film, som er svært tilgængelige. Kunstnerisk stærke, unikke i deres store historier. Men spørgsmålet er, om de overhovedet kan sælges til et publikum, der som oftest ser film for at blive underholdt. Susanne Bier står i den omvendte situation. Knapt så kunstnerisk men til gengæld vil publikum strømme ind til hendes film.

Casper Christensen spiller sin første store rolle på film efter monster-succesen med ”Klovn”. Han har sammen med Rasmus Bjerg hovedrollen i en ny film af Tomas Villum Jensen, som starter optagelser i Sydfrankrig i næste uge. Ud over de to sjove mænd, er Lars Brygman, Ellen Hillingsøe, Mille Lehfeldt og Jens Jørgen Spottag også på rollelisten.

Ryan Gosling, som kvinder af en eller anden årsag er vild med, skal til at lave sin første film som instruktør. ”How to Catch a Monster” hedder den, og den har Mad Men-heartbreakeren Christina Hendricks i hovedrollen, så der er lidt på mændene også. Gosling havde hovedrollen i ”Drive” af Nicolas Winding Refn og spiller ligeledes hovedrollen i Refns næste film ”Only God Forgives”, der kommer i biografen til april 2013.