Tag Archives: Johnny Depp

Johnny og Wills store nedtur

Johnny Depp og Will Smith.

Det var for 10 år siden et par stærke navne at caste til en Hollywoodfilm. De to charmetrolde tog gerne cirka $20 mio. for en hovedrolle, men de var pengene værd. Deres film bonnede snildt $500 mio. på verdensplan – og flere gange i nærheden af det dobbelte. De var på en top 10 over skuespillere, der kunne sælge en film, anset hvad den handlede om. Publikum så en ’Johnny Depp-film’ uden at referere til handling, rolle eller andre ellers så interessante omstændigheder.

Men så gik det galt. Så grueligt galt at man nu med god grund kan være i tvivl om, de overhovedet kan genrejse deres karrierer.

I denne uge var det meningen, at den seneste Depp-film ’Mordecai’ skulle have haft dansk premiere. Men efter at den floppede ved billetlugerne i USA og blev høvlet ned af kritikerne, er den blevet pillet af premierelisten igen. Nu må de sidste vedholdende Depp-fans vente, til de kan streame filmen.

Will Smith har i dag premiere på ’Focus’. Det er en form for en romantisk komedie. Det er dog, desværre for ham, blevet hans dårligste åbning i 10 år, og filmen er endt et godt stykke under selv de mest konservative prognoser.

For stjerner af denne her kaliber handler det udelukkende om, hvor mange penge deres film tjener.

I Depps filfælde er det femte film i træk, der flopper. Han er stadig et stort navn, men publikum vil hellere læse om ham i sladderspalterne end se ham på lærredet. Problemet kan være, at han siden 2003, hvor han for første gang vimsede rundt som pyntede Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, har (over)spillet den samme rolle hver gang. Han fremstår dekadent, verdensfjern og fimset uanset filmens plot. Han har mistet sin evne til at komme fri af tosserierne, og jeg savner helt enkelt et menneske inde bag sminken og de sjove hatte.

Billedresultat for Esquire will smith
Covert for bladet “Esquire” – marts 2015.

Smith gav for nylig et brutalt ærligt interview til bladet ’Esquire’. Det eneste der har drevet ham i 15 år, er at være nummer 1 på hitlisten. Han startede først sin refleksion efter karrieres største fiasko ’After Earth’ (2013), der tænkeligt går over i filmhistorien, som en af de værste film, der nogensinde er lavet.

Hvordan det kan gå så galt for to megastjerner skyldes, de ikke har evnet, at udfordre deres egne kunstneriske valg. De er blevet fanget i en økonomisk maskine, hvor der kun spekuleres i at give deres fans det, som man tror, giver gevinst. De har begge fået elendig rådgivning og udvist miserabel dømmekraft.

Heldigvis virker min VHS-afspiller stadig. Så kan jeg se film fra dengang, de stadig havde en plan med deres karriere.

Johnny Depps succesfulde gøglerier

Af Søren Høy, Viasat Film

Det er unægtelig svært at bebrejde Johnny Depp, at han nu i 10 år har spillet den samme fimsede gøglerrolle, for der er penge i skidtet. Rigtig mange penge. Depp tager sig pænt betalt for sine hysteriske optrædener.

Hans hyre ligger på cirka 20 millioner dollars, og når han samtidig optræder som med-producent på flere af sine film, så bonner der formodentlig det femdobbelte ind, når han laver det endelige regnskab.

I 2003 kom den første ’Pirates of the Caribbean’ film. Depp blev hurtigt synonymet med den succesfulde serie, hvor han i rollen som den overpyntede og overspillede pirat, Jack Sparrow, gik fra at være en lidt løjerlig kunst-fims til at være fast plakatinventar på teenage-værelserne verden rundt.

De overgearede piratfilm gjorde ham til stjerne – og han gjorde filmene til en af de kommercielt største serier, som filmhistorien har set.

De fire første film har indspillet i nærheden af fire milliarder dollars på verdensplan. Den femte er på vej i produktion, og mon ikke den tiltrækker det samme store publikum, der øjensynligt ikke kan få nok af Depps piratkarikatur.

Det lader heller ikke til, at Johnny Depp selv kan få nok. Siden han for første gang introducerede den tegneserie-inspirerede figur, har han brugt den samme formel i flere film. I Tim Burtons tre film ’Sweeney Todd’, ’Dark Shadows’ og megahittet ’Alice in Wonderland’ ses en sminket, dekadent Depp med løse håndled og han ligner en, der har haft lidt for god tid i klæd-ud-kassen.

I den aktuelle wam-bam-boogie-western ’The Lone Ranger’ er han på den igen. Denne gang forklædt som indianeren Tonto – men spillet, stilen og humoren er den samme.

Jeg har for længst fået nok af gøgleriet, men kommer formodentlig til at leve længe med krukkerierne, for ’The Lone Ranger’ ligner en film, der får adskillige fortsættelser.

Fænomenet Pirates of the Caribbean.

Fænomenet Pirates of the Caribbean.

I går havde den tredje af de succesfulde Pirats of the Caribbean-film premiere i det meste af verden. Trilogien er en af filmhistoriens mest succesfulde, og der er intet der tyder på, at vi har set det sidste til Johnny Depp som den excentriske kaptajn Jack Sparrow.

Pirates of the Caribbean er blevet en gigantisk franchise. To globale blockbustere, en tredje godt på vej til set samme – og oven i det storsælgende computerspil, figurer og dukker, smykker og udklædningstøj. Gå ned i den lokale legetøjsforretning i de her dage, og det vil vælte ned fra hylderne med øjeklapper og plastiksabler. Den overfyldte piratskude har desuden en pornofilm med som blind passager, med, eftersigende, forbløffende look-a-likes, og på internettet florerer en populær saftig tegneserie med trilogiens figurer. Det skal dog for en god sober ordens skyld siges, at Disney ikke er specielt fornøjet med de to sidstnævnte elementer i pirat-hysteriet.

Det er de autoriserede film, der står i spisen for det hele, men de andre elementer bygger oven på succesen, som har gjort serien til et moderne piratfænomen.

Plakater med Johnny Depp, Orlando Bloom og Kiera Knightley, der spiller de tre hovedroller i filmene dominerer hele pakken. Det er deres ansigter, der hænger på teenageværelserne – de har gjort det trendy at dyrke piratfilm.

Johnny Depp som kaptajn Jack Sparrow

Billedresultat for Jack SparrowJohnny Depps figur, Jack Sparrow er om nogen blevet billedet på trilogien. Depp spiller rollen til det maniske. Han render rundt, og ligner en fuld og lidt overpyntet, fimset tegnefilmfigur. ”Vi var hele tiden nødt til at docere ham”, fortæller instruktør Gore Verbinski til filmmagasinet Hollywood Movies. ”Filmene ville ikke være meget værd, hvis de kun handlede om Jack Sparrow, og eftersom han fylder meget, i de scener han er med, så var Depp og jeg hele tiden opmærksomme på, om han overspillede for meget. Vi ville gerne gøre det skørt, uden at gøre det latterligt. Vores balance var hårfin, for Depp spiller den helt ud til kanten i alle tre film.” Depp blev i 2004 nomineret til en Oscar for sin rolle i den første film, og selv om det kan synes som en kommerciel falliterklæring for den kræsne og meget selvstændige skuespiller, så er dette filmene, der definitivt har gjort ham til stjerne. Før var han en lidt mystisk type, der spillede med i ganske få film, og gerne formede roller, der krævede mere drama end fald på halen.

Keith Richards

Relateret billedeJohnny Depp har fra første film sagt, at han var inspireret til figurens udseende og spøjse fordrukne stemmeføring af den gamle Rolling Stones guitarrist Keith Richards. Ligheden er der. Og den bliver kun endnu mere tydeligt i Pirates 3, hvor den gamle kæderyger Richards har en mindre rolle som Jacks far. Richards fik flere gange tilbudt at være med, uden at ville det – men endte alligevel med at sige ja. PR-cirkuset der kører forud for filmens premiere, bliver dog uden Richards. Han sagde for nylig til den engelske tabloidavis The Sun, at han havde sniffet en blanding af kokain og sin fars aske – og det var tydeligvis for meget for Disney. Dennis Rice, et af PR-overhovederne ved Disney sagde til LA Times, at de; ”efter længere evaluering havde besluttet, at Richards ikke skulle lave noget PR for filmen”. Den slags sniffer-historier går ikke op til en film, der gerne skulle have hele familien ind til popcorn og pirater. Den 62-årige rocker skulle eftersigende også have haft sine problemer med at holde sig fra whiskyen på settet. I følge filmbladet Empire skulle ballademageren have sagt til instruktøren; ”hvis du vil have en mand, der hele tiden gør, som du siger – så har du fat i den forkerte mand…”

Gore Verbinski

Billedresultat for gore verbinski pirates of the caribbeanFilmene er instrueret af den 43-årige amerikaner Gore Verbinski. Man kan roligt konstatere, at genemsnits-instruktøren Verbinski har ramt en guldåre.

Før han dedikerede sig til moderne pirat-film, lavede han den middelmådige The Mexican (2001) med Brat Pitt og Julia Roberts, og umiddelbart efter den ødelagde han en fremragende japanske gyser, The Ring, med et amerikansk remake.

Verbinski er ikke vild med pressen, og giver meget sjældent interview. Når han gør det, er han en meget reflekteret og en befriende usnobbet mand. Til daglig lever han et relativt tilbagetrukket liv sammen med sin kone og to børn i Los Angeles. Hans succes med filmene, og det ekstravagante tekniske arbejde har placeret ham i toppen af Hollywoods power-liste, der hver år udarbejdes af Forbes Magazine.

Pirates 2 og 3 er optaget på samme tid, og har et samlet budget på 300 millioner dollars. I følge Verbinski var det en opslidende proces. ”Efter den første film var der ingen, der troede, at vi skulle lave flere. Og pludselig bliver jeg bedt af Disney om at lave to mere – på samme tid. Det var udmattende, at lave dem på samme tid. Det tog lang tid, og det er en ret vild produktion at forsøge at overskue.

Men der var mange fordele. For eksempel smed vi alt ud efter nummer 1. Skibet og alle dekorationer. Det virker måske overflødigt, men sådan er filmarbejde. Med 2 og 3 kunne vi genbruge alt, og efterfølgende gav vi alt tømmer og regi til folkene, der boede på øerne, hvor vi optog filmene. De brugte det til at lave huse af. Det gav god mening.”

Producenten af de tre film, Jerry Bruckheimer, der har skabt sig et stort navn på at lave storladne actionfilm, fortalte til Los Angeles Times, at han ikke vil udelukke, at der kommer flere film, ”Det her er slutningen på trilogien. Den skal ikke trækkes længere. Men det kan sagtens være, at vi bruger nogle af figurerne i en anden sammenhæng.”

Noget tyder på, at det er op til Johnny Depp, om serien fortsætter. Han binder det hele sammen, og det er tvivlsomt, om de andre figurer har samme forenende kraft.

Depp har i følge LA Times sagt ja til at arbejde videre, så der er ingen grund til at fortvivle, hvis man har Pirates 1, 2 og 3 på sin yndlingsfilm top 3. Der skal nok komme mere. I Hollywood slagter man ikke en guldko. Den får lov at dø af stress eller alderdom.


Pirates-trilogien

2003: The Curse of the Black Pearl – 143 min
2006: Dead Man’s Chest – 150 min
2007: At World’s End – 168 min

Indtjening:
Pirates 1 indspillede 650 millioner dollars i hele verden.
Pirates 2 nåede 1 milliard dollars på verdensplan, det gør den til den tredje mest indtjenende film nogensinde – efter Titanic (1,8 mia. dollars) og Ringenes Herre 3 (1,1 mia. dollars). Film nummer 1 er den 26. mest sete film nogensinde.