Tag Archives: Import Export

Middelmådigheden i Cannes

Filmene i kamp om årets Guldpalme har indtil videre ikke overbevist. Det gjorde til gengæld festivalens officielle 60 års fødselsdagsshow. 33 film på 3 minutter lavet af tidligere vindere og andre prominente medlemmer af Cannes-familien.

Af: Søren Høy

Cannes Festivalens mangeårige overhoved, Gilles Jacob, kan godt lide at hylde den festival, som han har bygget op til at være verdens fornemmeste kunstneriske filmfestival.

I år har Jacob bedt 33 instruktører om at lave hver sin lille film. 3 minutter med titlen ”Chacun son cinéma”. ”Hver sin biograf” er den direkte oversættelse, men begrebet ”cinéma” bærer meget mere end blot ”biograf”. Det dækker hele filmverdenen. Det er et begreb. Det dækker alt, der handler om film. Indlevelse, oplevelse og hele industriens virke.

Opgaven til de 33 instruktører var simpel. Lav en film på 3 minutter, der foregår i eller rundt om en biograf.

Danmark er repræsenteret i det flotte selskab med vores to Guldpalme-vindere; Lars von Trier og Bille August.

Og hvorfor ikke springe mellemregningerne over og konstatere, at Triers var en af de tre bedste og Augusts en af tre værste.

Triers film er med ham selv i en blodig hovedrolle. Han sidder i en biograf, og ser sin egen film ”Manderlay”. Ved siden af ham sidder en

”Manderlay”

forretningsmand, der keder sig bravt. Han roterer på stolen, piller ved alt muligt, og til sidst begynder han at tale til Trier. Han fortæller, han er en succesfuld forretningsmand, og at han ejer otte biler. En til hver dag, og en til at blive begravet i. Trier er tydeligvis irriteret over kulturignoranten, der kun kan tale om materialisme, og tydeligvis ikke fatter filmen. Ignoranten spørger Trier, hvad han så laver. Til det svarer Trier ”I kill”, hvorefter han trækker en kæmpe hammer frem, og gentagne gange banker manden i hoved. Derefter sætter han sig tilbage på sin plads, og ser fornøjet filmen færdig. Bifaldet varede til efter rulleteksten.

For at bygge godt op til Augusts uheldige bidrag, er det på sin plads at se lidt på kampen om Palmerne.

Det er formodentlig en fler-mediel synd, men hvis JPs læsere nu lægger den analoge håndholdte udgave af avisen lidt til side, og klikker ind på jp.dk, så kan man finde et skema, hvor 7 danske anmeldere giver karakterer til årets film i konkurrencen. Vi er 11 film henne og dermed halvvejs. Indtil videre skiller ingen af filmene sig ud.

Fællesnævneren for de bedste film er, at de viser en foruroligende verden. Instruktørerne ser nutiden som et farlig sted, hvor anarkiet lurer.

De gamle kendinge, Joel og Ethan Coen, skuffer lidt med ”No Country for Old Men”. Det er en mærkværdig ultravoldelig historie med den kyniske morale, at alle er sig selv nærmest, og at penge er nemt at slå ihjel for. Coens publikum skal nok finde en scene eller tre, der virker, men den er ikke i nærheden af brødrenes hovedværker; ”Fargo” og Cannes-vinderen fra 1991 ”Barton Fink”. I 2003

”Barton Fink”

vandt Gus Van Sant og ”Elephant” for den foruroligende beretning om Columbine High School nedskydningerne i 1999. Han er med igen med ”Paranoid Park”. En teenager begår et mord ved et uheld. Processen i filmen er hans eget arbejde med at glemme, hvad han har gjort. Sant ser den moderne teenager, og han ser en verden, hvor skyld er en abstraktion på højde med jalousi.

”Paranoid Park”

Ulrich Seidl er en begavet østrigsk instruktør. For et par år siden fik han en fin lille-film succes i Danmark med ”Hundedage”. Hans bidrag i år hedder ”Import Export”, og følger en parallelhistorie med Olga fra Ukraine, der tager til Østrig for at tjene lidt penge – og på den anden side Pauli, der tager til Ukraine for at tjene mange penge. Olgas mission er overlevelse og flugt fra kulde og fattigdom – Paulis er at udnytte det sultne ny-kapitalistiske marked. Seidl filmer i dokumentarstil. Alle spillere er ukendte, alt er lavet ude i virkeligheden. Det giver en knugende nerve, og ophæver helt bevidstheden om, at det faktisk bare er en film.

“Hundedage”

Bille Augusts film foregår i en biograf i Humlebæk, Nordsjælland. Frank Hvam spiller en mand, der har sin første date med en iransk pige. Hun kan ikke tale dansk, så Hvams figur oversætter løbende dialogen i den danske film til engelsk. Tre danske mænd, spillet af Casper Christensen, Kristian Ibler og Joachim Knop, sidder et par rækker fremme, og er voldsomt sure over simultantolkningen. Efter et par tværkulturelle kævlerier får Hvam smidt de tre ud, og han forlader selv biografen med pigen. Han går tilbage til salen, fordi hun har glemt sin styrthjelm. Han bliver fanget af filmen, og glemmer sin ventende date. Da han kommer ud, er hun væk. Han leder, og man fornemmer, at hun har haft et fatalt møde med de tre halv-racister, der svinede hende til kort forinden. Han finder dem alle i projektørrummet, hvor de står sammen, og ser film. Alt er fryd og gammen. Moralen er vel, at filmen samler os alle på tværs af kulturer, og at filmen kan føre til en eller anden fælles forståelse.

Filmen er velmenende, men uendeligt banal og løjerligt uengageret skruet samme. Udførelsen af temaet er hverken sjovt eller spændende, og det er en mærkværdig gradbøjning af den tillidsopgave, som August har fået af festivalen. August er en mesterlig instruktør, og man burde kunne forvente langt mere fra ham. Intet bifald til den film.

Cannes fortsætter en lille uge endnu. Om få dage er der mere nyt fra Frankrigs Guldkyst og kampen om Den Gyldne Palme, og om få dage udkommer ”Chacun som cinéma” på DVD, og den kan anbefales varmt til filmfreaks og cineaster. Pragtfulde, indsigtsfulde bidrag fra Walter Salles (The Motorcycle Diaries), Alejandro González Iñárritu (Babel) og kinesiske Chen Kaige (Farvel min Konkubine) bekræfter Cannes betydning for verdens film. I alle filmene, fra favelaen i Brasilien til Buenos Aires og en lille landsby i Kina, ser de gamle Cannes vindere i biografen. Over alt i verden er der behov for filmkunsten, og Cannes er om noget stedet, hvor filmkunsten får lov til at leve, ånde og begejstre.