Tag Archives: Hobbitten Femhæreslaget

Megafilm kræver ny karakterskala

’Hobbitten: Femhæreslaget’ hamrer i de her dage ud i 100 danske biografer. Om få dage rammer den i nærheden af 5000 sale i USA – og filmen vil sprede sig over verden de kommende uger. Inden jul kan filmen ses i den primære del af verdens 135.000 biografsale. Megafilmen beskrives som et ’episk fantasy eventyr’. Intet mindre.

Peter Jacksons seks-film-serie om hobbitter, elver og trolde har hver ramt i nærheden af en milliard dollars i omsætning ved billetlugerne. Dertil kommer DVD’er, spil, figurer og andet uundværligt merchandise, rettighedshaverne spytter ud på markedet. Serien er med andre ord ikke længere en række film – men i stedet en event, hvor det handler om andet end filmene rent faktisk har kvalitet. Samtidig er de her episke fantasi eventyr så teknisk ekstravagante, at de nærmer sig det, vi i gamle dage kaldte computerspil. Alt er muligt. Alt er tilladt. Tyngdekraft og fysiske begrænsninger ophæves af de i alle henseende fantastiske figurer.

Ringenes Herre- og Hobbitten-trilogierne strækker sig fra 2001 til 2014. Filmene er blevet et eventyrligt holdepunkt for en hel generation, der har haft serien kontinuerligt i deres liv i den nævnte periode.

Min fornemmelse er, at kernepublikummet er ret ligeglade med, om fortællingen og logikken i filmene er til stede. De vil have deres generations-eventyr uden for meget kritisk tilgang.

’Hobbitten: Femhæreslaget’ får anmeldelser, naturligvis. De vil med sikkerhed ikke vil påvirke filmens indtjening, da fans vil se sidste afsnit af serien uanset hvad, en anmelder mener. Og det er tydeligt at se, at anmelderne er i problemer med deres egen bedømmelsesskala, når en megafilm som den aktuelle skal bedømmes.

Handlingen og instruktionen er mildest talt elendig. Filmens logik og figurernes motivationer er banale og underfortalte. Skuespillet taber kampen mod effekter. Jackson er ikke specielt loyal overfor det litterære forlæg. Det hele er blevet for stort, larmende og rodet. Men så alligevel er der noget, der drager.

Det er svært at underkende storheden og den spektakulære visuelle opfindsomhed, der giver fornemmelsen af at sidde i verdens største rutsjebane. Med andre ord vil vi alle gerne lege med, selvom vi ikke helt kender legens regler.

De her mega-film bør have deres helt egen karakterskala, hvor alle vanlige vurderingsparametre er sat ud af kraft.