Tag Archives: Hannibal The Cannibal

Mads Mikkelsen

Danmarks største stjerne. Intet mindre. Hans karriere er bygget omhyggeligt op over 15 år, og han er nu i den enestående position, at han er klar til en bærende hovedrolle i en international film.

Af Søren Høy, Viasat Film

Mads Mikkelsen vandt i maj 2012 prisen for bedste skuespiller ved Cannes Festivalen. Det er den flotteste pris, som en dansk skuespiller har vundet. Nogensinde. Pudsigt nok slog han Mikkel Boe Følsgaard, der vandt skuespillerprisen tidligere på året i Berlin for sin rolle i ’En Kongelig Affære’, hvor Mads Mikkelsen trækker det store læs som livlægen Struensee – demokratiets reformator og monarkiets store trussel. ’En Kongelig Affære’ trak efterfølgende 530.000 mennesker i biografen i Danmark. Filmen ser ud til at få en Oscar-nominering i dag, og er i øvrigt den mest sete danske film nogensinde i England.

Kort efter prisen i Cannes landende Mikkelsen den prestigefulde hovedrolle i tv-serien om Hannibal Lecter. Eller ’Hannibal The Cannibal’ som han kaldes. En af de sidste 20 års mest ikoniske, bedste og mest intelligente skurke.

For at runde et vanvittigt Mikkelsen-år af, så åbner ’Jagten’ i dag i 114 biografer landet over. Mads Mikkelsens portræt er på busser, på plakatsøjler, i aviser. Han er ansigtet på den succes, som ’Jagten’ fortjener, for det er en fremragende film med en hovedrolle præstation, der sågar blev rygtet god nok til en Oscar-nominering.

Den 47-årige københavner og hans agent Ulrich Møller-Jørgensen har omhyggeligt bygget en karriere op, som har haft et solidt fokus; nemlig at lande de gode, store roller i udlandet. Derfor har han de seneste fem år kun været med i to danske film.

Når en dansker skal have roller i udlandet, er det et langsommeligt arbejde. Kan man spille til kameraet, kan man klare sig overfor de erfarne skuespillere, der er vant til den amerikanske form og filmstil? Dernæst er der sproget. Vi tror jo typisk, at vi er gode til engelsk – men når vi står overfor en topklasse stjerne, så kan vi nemt lyde provinsielle og falde helt ud af den tone, som man forventer af en Hollywood-film.

Mads Mikkelsens store gennembrud kom, da han fik den eftertragtede skurkerolle i James Bond-serien som ’Le Chiffre’ i ’Casino Royale’. Heldet var med Mikkelsen, for det var samtidig en historisk stor pr-kampagne, da Daniel Craig skulle relancere den ikoniske agent.

Det resulterede i en kæmpesucces, som blev bemærket. Rollen blev brugt til bevise næste led i udviklingen. At Mikkelsen kan være med til at løfte en blockbuster. Det betyder meget, for ingen er i tvivl om hans kunstneriske potentiale. Men kan man udfylde en rolle i en film, der indtjener over 3 milliarder kroner, så har man også et kommercielt potentiale.

De efterfølgende år fik Mikkelsen roller i mildt sagt tvivlsomme film, hvor han det meste af tiden fægtede rundt med klap for øjet og spillede en tavs og indesluttet håndlanger. Film som ’Clash of the Titans’ og ’De Tre Musketerer’ bliver nok hurtigt glemt, men hans disciplinerede arbejde gav en kontrakt med den respekterede amerikanske agent Theresa Peters, der har flere solide navne i mappen. Hun var i 2012 på en liste over de 100 mest magtfulde kvinder i Hollywood. Den slags giver adgang til hovedroller. Får Mikkelsen succes med Hannibal The Cannibal, så vil han potentielt snart være med i en amerikansk film, der konkurrerer om en Oscar.

Mads Mikkelsen er typen, der ringer til sine instruktører klokken 2 om natten for at tale sine replikker igennem. Han er uden sammenligning den mest hårdtarbejdende skuespiller, jeg har oplevet. Hans kamp for at blive bedre til engelsk, er et godt billede på disciplinen. Det har i flere år været hans eneste store hæmsko. Uden en perfekt udtale er man de facto sendt over i køen med roller, hvor man enten er østeuropæisk skurk eller tavs hævner. Der ser Mads Mikkelsen retfærdigt ikke sig selv. Han hører til i forreste geled.