Tag Archives: Fearless

Yndlingsfilm til drengerøve

Yndlingsfilm til drengerøve

Jet Li er superstjernen i en overlegen visuel og æstetisk gennemført kampsportsfilm. Han sparker røv – i fredens navn.

Af Søren Høy

Kære Voksne Læser

Fearless er formodentlig ikke noget for dig, så lad være med at spilde den kostbare avistid på at læse denne anmeldelse. Husk, at travlhed og utålmodighed er to af de værste sygdomme i den vestlige verden, og anmeldelsen her skulle nødigt udløse nogen af dem.

Giv derfor straks avisen til den nærmeste teenager. Fearless er lavet til dem, og lur mig, om flere af dem ikke får sig en ny yndlingsfilm, efter at de har set superstjernen Jet Li’s nyeste tempo-battle royale.

Hej Teenager,

I midten af 70’erne var der et ikon, der hed Bruce Lee. Han var mester i martial arts – kampsport. Vi var vilde med ham. Han kunne det hele. Hvis du er i tvivl om, hvor hurtigt slag-maskinen Lee kunne fighte, så se engang Enter the Dragon (’73) eller Game of Death (’78). Wow! Det var dengang, et videobånd var så stort, at det skulle køres hjem på en ladvogn.

Rygtet gik, at den eneste, han ikke kunne besejre, var Chuck Norris – 80’er helten med overskæg. Se ham i Missing in Action (’84) eller Delta Force (’86), så skal I se løjer og cirkelspark. Eller The Muscels from Brussels, Jean-Claude van Damme. Da Bloodsport (’88) kom, skulle vi alle sammen gå til full contact karate. De havde det bare ikke på ungdomsskolen.

Jeres årtusindes mest spændende og dygtigste kæmper hedder Jet Li. Han er elegant, han er hurtig, og så laver han gode film. Han er stjernen over dem alle i Fjernøsten lige nu. Se hans nye film og lær lidt om, hvordan verden ser ud i Hong Kong – og nyd så de vildeste og mest intense kampscener, jeg har set i flere år.

Kære Voksne Igen,

Fearless handler om at blive et helt menneske, om imperialisme, moral, værdier, familie og ikke mindst om kultursammenstød. Bare så I ved, at de unge får lidt fast filmføde ind, mens de bliver underholdt.