Tag Archives: Elephant

Middelmådigheden i Cannes

Filmene i kamp om årets Guldpalme har indtil videre ikke overbevist. Det gjorde til gengæld festivalens officielle 60 års fødselsdagsshow. 33 film på 3 minutter lavet af tidligere vindere og andre prominente medlemmer af Cannes-familien.

Af: Søren Høy

Cannes Festivalens mangeårige overhoved, Gilles Jacob, kan godt lide at hylde den festival, som han har bygget op til at være verdens fornemmeste kunstneriske filmfestival.

I år har Jacob bedt 33 instruktører om at lave hver sin lille film. 3 minutter med titlen ”Chacun son cinéma”. ”Hver sin biograf” er den direkte oversættelse, men begrebet ”cinéma” bærer meget mere end blot ”biograf”. Det dækker hele filmverdenen. Det er et begreb. Det dækker alt, der handler om film. Indlevelse, oplevelse og hele industriens virke.

Opgaven til de 33 instruktører var simpel. Lav en film på 3 minutter, der foregår i eller rundt om en biograf.

Danmark er repræsenteret i det flotte selskab med vores to Guldpalme-vindere; Lars von Trier og Bille August.

Og hvorfor ikke springe mellemregningerne over og konstatere, at Triers var en af de tre bedste og Augusts en af tre værste.

Triers film er med ham selv i en blodig hovedrolle. Han sidder i en biograf, og ser sin egen film ”Manderlay”. Ved siden af ham sidder en

”Manderlay”

forretningsmand, der keder sig bravt. Han roterer på stolen, piller ved alt muligt, og til sidst begynder han at tale til Trier. Han fortæller, han er en succesfuld forretningsmand, og at han ejer otte biler. En til hver dag, og en til at blive begravet i. Trier er tydeligvis irriteret over kulturignoranten, der kun kan tale om materialisme, og tydeligvis ikke fatter filmen. Ignoranten spørger Trier, hvad han så laver. Til det svarer Trier ”I kill”, hvorefter han trækker en kæmpe hammer frem, og gentagne gange banker manden i hoved. Derefter sætter han sig tilbage på sin plads, og ser fornøjet filmen færdig. Bifaldet varede til efter rulleteksten.

For at bygge godt op til Augusts uheldige bidrag, er det på sin plads at se lidt på kampen om Palmerne.

Det er formodentlig en fler-mediel synd, men hvis JPs læsere nu lægger den analoge håndholdte udgave af avisen lidt til side, og klikker ind på jp.dk, så kan man finde et skema, hvor 7 danske anmeldere giver karakterer til årets film i konkurrencen. Vi er 11 film henne og dermed halvvejs. Indtil videre skiller ingen af filmene sig ud.

Fællesnævneren for de bedste film er, at de viser en foruroligende verden. Instruktørerne ser nutiden som et farlig sted, hvor anarkiet lurer.

De gamle kendinge, Joel og Ethan Coen, skuffer lidt med ”No Country for Old Men”. Det er en mærkværdig ultravoldelig historie med den kyniske morale, at alle er sig selv nærmest, og at penge er nemt at slå ihjel for. Coens publikum skal nok finde en scene eller tre, der virker, men den er ikke i nærheden af brødrenes hovedværker; ”Fargo” og Cannes-vinderen fra 1991 ”Barton Fink”. I 2003

”Barton Fink”

vandt Gus Van Sant og ”Elephant” for den foruroligende beretning om Columbine High School nedskydningerne i 1999. Han er med igen med ”Paranoid Park”. En teenager begår et mord ved et uheld. Processen i filmen er hans eget arbejde med at glemme, hvad han har gjort. Sant ser den moderne teenager, og han ser en verden, hvor skyld er en abstraktion på højde med jalousi.

”Paranoid Park”

Ulrich Seidl er en begavet østrigsk instruktør. For et par år siden fik han en fin lille-film succes i Danmark med ”Hundedage”. Hans bidrag i år hedder ”Import Export”, og følger en parallelhistorie med Olga fra Ukraine, der tager til Østrig for at tjene lidt penge – og på den anden side Pauli, der tager til Ukraine for at tjene mange penge. Olgas mission er overlevelse og flugt fra kulde og fattigdom – Paulis er at udnytte det sultne ny-kapitalistiske marked. Seidl filmer i dokumentarstil. Alle spillere er ukendte, alt er lavet ude i virkeligheden. Det giver en knugende nerve, og ophæver helt bevidstheden om, at det faktisk bare er en film.

“Hundedage”

Bille Augusts film foregår i en biograf i Humlebæk, Nordsjælland. Frank Hvam spiller en mand, der har sin første date med en iransk pige. Hun kan ikke tale dansk, så Hvams figur oversætter løbende dialogen i den danske film til engelsk. Tre danske mænd, spillet af Casper Christensen, Kristian Ibler og Joachim Knop, sidder et par rækker fremme, og er voldsomt sure over simultantolkningen. Efter et par tværkulturelle kævlerier får Hvam smidt de tre ud, og han forlader selv biografen med pigen. Han går tilbage til salen, fordi hun har glemt sin styrthjelm. Han bliver fanget af filmen, og glemmer sin ventende date. Da han kommer ud, er hun væk. Han leder, og man fornemmer, at hun har haft et fatalt møde med de tre halv-racister, der svinede hende til kort forinden. Han finder dem alle i projektørrummet, hvor de står sammen, og ser film. Alt er fryd og gammen. Moralen er vel, at filmen samler os alle på tværs af kulturer, og at filmen kan føre til en eller anden fælles forståelse.

Filmen er velmenende, men uendeligt banal og løjerligt uengageret skruet samme. Udførelsen af temaet er hverken sjovt eller spændende, og det er en mærkværdig gradbøjning af den tillidsopgave, som August har fået af festivalen. August er en mesterlig instruktør, og man burde kunne forvente langt mere fra ham. Intet bifald til den film.

Cannes fortsætter en lille uge endnu. Om få dage er der mere nyt fra Frankrigs Guldkyst og kampen om Den Gyldne Palme, og om få dage udkommer ”Chacun som cinéma” på DVD, og den kan anbefales varmt til filmfreaks og cineaster. Pragtfulde, indsigtsfulde bidrag fra Walter Salles (The Motorcycle Diaries), Alejandro González Iñárritu (Babel) og kinesiske Chen Kaige (Farvel min Konkubine) bekræfter Cannes betydning for verdens film. I alle filmene, fra favelaen i Brasilien til Buenos Aires og en lille landsby i Kina, ser de gamle Cannes vindere i biografen. Over alt i verden er der behov for filmkunsten, og Cannes er om noget stedet, hvor filmkunsten får lov til at leve, ånde og begejstre.

Milad Alami

Teenagere der slår teenagere ihjel. Et skræmmende tema som de senere år er blevet brugt i flere gode film. Gus Van Sant vandt Guldpalmen i Cannes for ”Elephant” (2003), der handler

Billedresultat for Elephant movie
“Elephant”

om massakren på Columbine gymnasiet i Colorado, USA. To unge knægte lader de fuldautomatiske geværer, og tømmer magasinerne mod deres klassekammerater og lærere. Andre foruroligende eksempler fra fiktionens verden er Nick Cassevetes ”Alpha Dog” (2006), hvor en flok unge bliver grebet af selvretfærdighedens grimme ansigt, og pløkker en kammerat ned, fordi hans storebror har fornærmet dem. Instruktøren og provokatøren Larry Clark har gjort det til sin mission, at fortælle om teenage-destruktionens væsen. ”Kids” (1995), ”Bully” (2001) og ”Ken Park” (2002) har alle den fælles ident, at de behandler det tidstypiske faktum, at vi ser et andet og anderledes syn på døden og frygten. Tidligere var vi bange for vampyrer og kidnappere. Nu er angsten flyttet ind i familierne, og måske er den største trussel os selv. Senest har den eminente britiske instruktør Lynne Ramsay lavet ”We Need to Talk about Kevin” (2011) om moderen til morderen. Ordspillet er ikke tilfældigt, når man har set filmen. Computerspil, musik og film får skylden. Spæd den cocktail op med ensomhed, fraværende forældre og en sygelig trang til at sætte sit mærke på historiens gang, og BANG – krudtslam fra geværet, der bliver ført at en teenager.

Forstyrrende tema

Indledningen har sit formål, for den skal beskrive, at Milad Alami har fat i et generationstema i sin afgangsfilm ”Intet kan røre mig”. Et gymnasium rammes af kuglerne fra jagtgevær. En pige ser våbenføreren fra sit skjul på toilettet. Han ser hende i spejlets refleksion. Hvorfor skåner han hende? Historien fører publikum hjem til morderen, hvor en lille bande vil hævne sig. ”Det mest chokerende er, at der er en reel risiko for, at den slags kan ske i Danmark,” fortæller Alami. ”Selvom det danske skolesystem har blik for de marginaliserede, og der er stor bevidsthed om at undgå det – så er det en fare, som hele tiden er til stede”, siger han og forstætter; ”I min research læste jeg det manifest, som en finsk teenager skrev, inden han mejede sine kammerater ned. Han ønskede at være martyr, og han fandt et fællesskab på nettet, hvor der tydeligvis er andre, der tror på det samme som ham. Dermed bliver det større, end bare at være ked af det. De føler sig som den del af en bevægelse, hvor de sågar giver hinanden råd og vejledning om selvmord og andre lignende voldsomme ting.”

Ufarlige afgangsfilm

Alami kommer selv fra et dystert miljø i en lille flække nord for Umeå ud til den Botniske Golf, og inspirationen kommer til dels fra en opvækst i et sted uden drømme, fremtid og med desillusionen over livet hængende som en sort sky over de unge. Kombinationen af erfaringer fra sted, som nemt kunne rammes af en tragedie, og en lyst til at kommentere et foruroligende problem skabte den brutale og tankevækkende film, som Alami har lavet. Generationsportrættet i filmen er meget bevidst og det er absolut meningen, at historien skal rykke noget hos publikum. ”Afgangsfilm fra Filmskolen, Super 16 og andre steder er ofte lidt ufarlige. De fortæller små historier, der visuelt fungerer, men uden kant og samfundsproblematikker – jeg ville risikere noget, jeg ville lave en film, der var så troværdig, at den fik publikum til at tænke på den reelle trussel og hvor dramatiske konsekvenser det kan få for vores skolesystem, hvis det sker her”.

Film skal laves i morgen

Den iransk/svenske/danske instruktør skal efter ferien i gang med at lave film. Mange film. Der skal tænkes og udvikles. ”Før Filmskolen havde jeg den der deterministiske indgang til at lave film, at den næste produktion hver gang skulle føre mig et nyt sted hen og tage mig videre. Det var højspændt hver gang, for det var som om, at hver film besluttede, om jeg skulle fortætte i branchen. Filmskolen har i fire år fået parkeret den fornemmelse, da vi havde ro til at lave fejl og lære håndværket. Nu er den samme cutting edge tilbage. Det er alvor nu, og det giver et enormt drive til at lave noget, der er vigtigt, noget der betyder noget, noget der rykker publikum.”

Milad Alami er i gang med at udvikle flere forskellige historier. Projekterne spænder vidt. Fra komedie over endnu en brutal teenage-historie til en thriller. Alle sammen low budget produktioner med historien i centrum og film hvor man med Alamis ord kun skal spørge sig selv: ”Hvordan kan jeg komme i gang med at lave filmen i morgen?”.

Milad Alami

Født 1982

2007-2011: Filmskolen, Instruktør

2007: Ett-Två-Tre Martyr

2004-2007: Instruktørassistent på flere kort- og spillefilm

2003: Häst utan tyglar

5 fantastiske film ifølge Alami:

Gegen die Wand: Fatih Akin

Winter’s Bone: Debra Granik

Faces: John Cassavetes

Children of Men: Alfonso Cuaron

En blondines kærlighed: Milos Forman