Tag Archives: Cannes

Cannesfamilien

Instruktørerne i konkurrence om Den Gyldne Palme i Cannes 2009 er kendte ansigter på Croisetten. De har været der før, der er flere tidligere vindere i mellem, og de kommer i år med film, der giver kvalitet og sikkerhed til programmet – men dermed også kun få potentielle overraskelser og nyskabelser.

af SØREN HØY

Onsdag formiddag starter den 62. Cannes Festival. 5000 journalister og fotografer følger de 2000 film og de mange stjerner, der naturligt med champagnen, guldet og limousinerne som festivalen på Frankrigs guldkyst er kendt for. Årets 20 film der konkurrerer om Guldpalmen bliver udvalgt af det såkaldte Cannes Société. Den gamle chef Gilles Jacob og hans sekundant og formodede arvtager Theirry Fremeaux sidder i spidsen for den selektionsjury, der gennem året håndplukker filmene. De har kontakter til alle verdens førende filmskabere, de følger deres favoritter og sørger for, at programmet bliver sammensat med både stjerneinstruktører og kompromisløse kunstnere. Favoritterne for Cannes-cheferne er dem, der kommer tilbage stort set hver gang, at de har lavet en film.

Cannesfamilien

Jacob og Fremeaux kender værdien af at bygge en filmfamilie op. Adskillige store navne er gennem årerne blevet opdaget i Cannes, og derfor føler instruktørne, at de skal betale Cannes tilbage. Det gør instruktørerne med at præsentere deres film på festivalen, hvor det er et krav, at filmene kun må have haft premiere i filmens hjemland. Oftest har Cannes verdenspremieren, hvilket giver både mystik og voldsom forventning. Alle venter på, hvad de store mestre kommer med. Det hele er med til at understøtte myten om Cannes som verdens fornemmeste filmbegivenhed. I år er der masser af medlemmer af familien. Ken Loach er med for 12. gang, Lars von Trier for 10. gang. Quentin Tarantino for 3. gang i hovedkonkurrence og for 5. gang i alt + at han har været formand for juryen. Veteranen, franske Alain Resnais var med for første gang i 1959 med klassikeren ”Hiroshima mon amour” og nu igen 40 år senere. Den gamle italiener Marco Bellocchio er med for 6. gang. Franske Gaspar Noé, spanske Pedro Almodóvar, tysk/østrigske Michael Haneke og den eneste kvinde, der har vundet i Cannes historie; Jane Campion (”The Piano” 1993) – alle instruktører, der mere eller får en fribillet til hovedkonkurrencen, hvis de får en film færdig til tiden. De gamle kendinge er endog så privilegerede, at det er sket flere gange, at de har klippet på filmen indtil dagen før premieren. For fem år siden ankom kinesiske Wong Kar-Wais sidste akt af ”2046” to timer før premieren for den presse, der er kaldt verdens mest kritiske i den store Lumière-biograf.

Sidste år viste Steven Soderbergh (5 Cannes-ture) et råt klip af et dobbelte epos, filmene ”Che” og ”The Guerilla”, om

“Che”

revolutionæren Ernesto Che Guevara. Filmene blev vist uden titelsekvens, uden rulletekst, uden farvekorrigering (et yderst vigtig element i en film, så den får den magiske glød) og uden endelig musik. Men sådan er det med familie. Der er specielle privilegier.

Manglende politiske temaer

2007 og 2008 var stærke år i Cannes. Filmene ville noget, de turde noget. De havde temaer, der rakte langt ud over lærredet, de beskrev en moderne, globaliseret verden og reflekterede over vores fælles historie. Den tyrkiske Nobelvinder i Litteratur Orhan Pamuk var med i juryen i 2007, og han kommenterede de politiske temaer med ordene; ”alt i dag er politisk”. Måske havde han ret. Alt blev i alle tilfælde tolket politisk.

I år er sagen en anden. Der er ikke mange tydelige politiske temaer gemt i de 20 film. En undtagelse er den kinesiske systemkritiker Lou Ye deltager i Cannes for 3. gang – i år med ”Spring Fever”. En kærlighedshistorie der blev optaget i al hemmelighed i byen Nanjing i det østlige Kina – filmen blev efterfølgende smuglet til Paris, hvor den er blevet klippet og gjort klar til Cannes.

Lou Ye har fået et 5-års forbud mod at arbejde på grund af sine film. Den slags giver forventning om en kontroversiel event.

Det kan være, at der gemmer sig politiske fortællinger blandt de film, som der ikke er mange tilgængelige oplysninger om – igen forbi kun lige er færdige og ankommer til Cannes med celluloiden dryppende fra spolen.

Eller binder kun en ting filmene sammen: Det er store mestre, der dyster.

Favoritterne

Danmark skal nok svømme over i Trier-mania omkring den 17-18. maj, hvor hans gyserfilm ”Antichrist” vises – og han er

“Antichrist”

naturligt med i feltet af favoritter. Han betegnes som en af de instruktører, der udvikler filmsproget, og den slags er der prispotentiale i. Det samme gælder Quentin Tarantino, der viser ”Inglorious Basterds” – 2. Verdenskrig med Brad Pitt i hovedrollen. Bag de kendte instruktører er britiske Andrea Arnold, der konkurrerer med ”Fish Tank”. Hun er en moderne kvinde, og hun kan overraske – den samme kan spanske Isabel Coixet der kommer med en interessant titel ” Map of the Sounds of Tokyo”. Det ville klæde Cannes med en overraskelse midt i den voldsomme mængde gengangere.

Jyllands-Posten i Cannes

Jyllands-Posten dækker festivalen i avisen og på jp.dk. Hver dag der nyheder, en frisk blog og samtlige danske anmelderes vurderinger af filmene i konkurrence, så læserne kan følge med i Triers muligheder for at vinde. Desuden vil de store film i konkurrence blive omtalt umiddelbart efter deres premiere, så læserne fra time til time kan følge de mest interessante film. Årets største og væsentligste filmfestival er i gang.


Den komplette liste med film i kamp om Guldpalmen:

  • “Bright Star” Jane Campion
  • “Spring Fever” Lou Ye
  • “Antichrist” Lars von Trier
  • “Enter the Void” Gaspar Noe
  • “Face” Tsai Ming-liang
  • “Les herbes folles” Alain Resnais
  • “In the Beginning” Xavier Giannoli
  • “A Prophet” Jacques Audiard
  • “The White Ribbon” Michael Haneke
  • “Vengeance” Johnnie To
  • “The Time That Remains” Elia Suleiman
  • “Vincere” Marco Bellocchio
  • “Kinatay” Brillante Mendoza
  • “Thirst” Park Chan-wook
  • “Broken Embraces” Pedro Almodovar
  • “Map of the Sounds of Tokyo” Isabel Coixet
  • “Fish Tank” Andrea Arnold
  • “Looking for Eric” Ken Loach
  • “Inglourious Basterds” Quentin Tarantino
  • “Taking Woodstock” Ang Lee

Juryens uforudsigelighed

Cannes Festivalen bevæger sig ind i det fjerde døgn. Fem film har været vist i konkurrencen om Den Gyldne Palme. Alt er åbent og uforudsigeligt.

Af: Søren Høy

Det er juryen, der har den kunstneriske magt i Cannes. Det gør folkene bag festivalen opmærksom på hver år. Festivalens overhoved, Gilles Jacob, gør meget ud af at sammensætte juryen så alsidigt som muligt. Køn, kultur, verdensdel og kunstnerisk virke. Alt bliver taget i betragtning, når det lille kunstneriske råd skal sammensættes.

At Cannes er en jury-festival betyder, at det er helt og aldeles umuligt at forudsige den endelige vinder. Alle tipper, eksperter gør sig kloge, og alle midler bliver taget i brug for at regne juryens mønster ud. Hvilke instruktører, hvilke lande og hvilke temaer fortjener en Palme? Der bliver gætte fra første til sidste film – men det er yderst sjældent at eksperterne rammer rigtigt. Det er der mange gode naturlige grunde til.

Juryen består ikke at filmkritikere men derimod som oftest af kunstnere. Kunstnerne har efter min bedste vurdering et mere sensitivt blik, og ser formodentlig ikke 200-400 nye film om året, som de fleste filmkritikere gør. De går mere naivt, i ordets mest positive forstand, og rent ind til filmene.

Hvis kritikere og juryen skulle være lidt rundtossede efter de første fem film, er der ikke noget at sige til det.

Filmene stritter i alle retninger.

My Blueberry Nights af Wong Kar Wai er en kedelig, poetisk roadmovie på kryds og tværs af USA.

Wong Kar Wai

4 months, 3 weeks, 2 days er en rumænsk teenagesocialtragedie, der foregår under Ceaucescus regime.

Zodiac af amerikanske David Fincher er langsom thriller fortalt over 20 år om en seriemorder.

The Banishment er en dybt underlig, symbolladet, tavs, russisk mursten på 150 minutter.

Franske Les chansons d’amour er en snotforvirret homo-musical, som formodentlig deler kritikken midt over qua den eksplicitte homo-tone.

Organisationen bag festivalen ved godt, at filmselskaberne gør hvad de kan op til en films premiere for at få opmærksomhed. De ruller ud med det store pr-show for flere af filmene med forsider, billboards, plantede nyhedshistorier og interviews. Det præger journalisternes syn på filmene. Hver dag er den nye film dagens store begivenhed. Den form for pression er der taget højde for i forhold til juryens arbejde. Cannes arrangørerne ved godt, at juryen også læser blade og aviser – og for at juryen ikke skal lytte for meget til kritikken, så ser juryen filmene i en anden rækkefølge end pressen, og juryen har evalueret filmene, inden de bliver anmeldt i dagspressen.

Indtil videre er temaet, at der ikke er noget gennemgående tema i år. Det eneste synlige er en manifestation af myten om Cannes; nemlig at de fleste af filmene ikke har en kommerciel chance hos publikum. Det traurige, tunge og relativt utilgængelige film, der kræver, at man har en speciel interesse for at det giver mening at se dem. Undtagelserne er som altid de engelsksprogede film, som naturligt og traditionelt har en nemmere adgang til publikum.

Når juryen har set alle 22 film i konkurrence, bliver de frataget computere og telefoner, og bliver kørt udenfor byen til et mindre slot, hvor de bruger et par dage på at evaluere og beslutte hvem, der skal vinde. De skal have vinderen parat 2 dage før den afsluttende ceremoni, så de kan få instruktører og skuespillere tilbage til Côte d’Azur igen, hvis de nu skulle være taget hjem siden filmenes premiere. De færreste bliver i Cannes i 12 dage, og venter på om de får en pris.

Der er formodentlig ingen af de viste film, der vil blande sig i den endelige votering. Ingen af dem har den tydelige mission, der gør det naturligt, at det er deres navn, der skal indgraveres i de guldbelagte trappetrin foran festivalpalæet, hvor alle palmevinderne bringer store filmiske minder frem.

Der er masser af gyldne anekdoter om juryens arbejde.

I den store franske skuespiller Gérard Depardieus selvbiografi skriver han åbent og udleverende om 1992, hvor han sad i juryen. ”Vi kunne ikke blive enige om nogle af filmene. Og pludselig siger en eller anden, at vi kunne da også bare give den til den der svenske film. Alle var stille. Ingen kunne rigtig lide den, men vi skulle jo blive enige. Så sådan blev det”. ”Den der svenske film” var Bille Augusts Den Gode Vilje.

Den dygtige engelske socialrealist Mike Leigh, der vandt med Secrets and Lies foran Breaking the Waves i 1996, fortalte i 2002, at han ikke kunne tage konkurrencen om Palmen alvorligt, og at han mest havde sine film i Cannes for sjov. ”Jeg var med i juryen i 1997, og da så jeg hvor meget studehandel, der var i det arbejde. Det kan være ret tilfældigt, hvem der lige vinder – i øvrigt var formanden for juryen det år en idiot. Siden har jeg hverken taget hende eller juryarbejdet alvorligt”. Formanden var den franske skuespillerinde Isabelle Adjani.

Af andre kuriositeter kan nævnes at Quentin Tarantino sad for bordenden, da Michael Moores Fahrenheit 9/11 kontroversielt vandt i 2004. De to er både venner og kolleger – de laver film for samme selskab, Miramax.

I 1995 vandt samme Tarantino selv for Pulp Fiction. I følge Clint Eastwood selv var han den eneste i juryen, der kunne lide filmen, men den gamle mand lagde seksløberen på bordet – som i en anden cowboyfilm – og dermed vandt den film, som han ville have skulle vinde. Demokrati? Nej, men Clinten sørgede for, at amerikansk films boy wonder fik hvad han vel egentlig bare havde fortjent.

Kritikerne har ikke set vinderen endnu. Måske har juryen set den. Det er uforudsigeligheden og juryens uafhængighed, der gør Cannes til en spændende konkurrence.

Vi ved meget mere om 10 dage.

Box: Årets jury

Formand: Stephen Frears: instruktør, England

Maggie Chung: skuespiller, Hong Kong

Toni Colette: Skuespiller og instruktør, Australien

Maria De Medeiros: skuespiller og instruktør, Portugal

Sarah Polley: skuespiller og instruktør, Canada

Marco Bellocchio: instruktør, Italien

Orhan Panuk: Nobelprisvindende forfatter, Tyrkiet

Michel Piccoli: skuespiller og instruktør, Frankrig

Abderrahmane Sissako: instruktør, Mauretanien

Cannes fylder 60 år

Film fylder alt på den franske guldkyst i de næste 12 dage. 22 film kæmper i år om Den Gyldne Palme til festivalens 60-ås fødselsdag. I år er det filmens år. Det er ikke den politiske films, globaliseringens eller danskernes år. Filmen og kun filmen er i centrum, når notabiliteterne i aften skrider op af den røde løber til Lumiere-biografen ved den officielle fødselsdagsåbning.

Af: Søren Høy

”Er der politiske film? Hvad er vinklen? Hvor er den store historie? – Fortæl den stramt, giv læserne en oplevelse”. Den nuværende kulturredaktør, forhenværende overskægsbærende Flemming Rose fra herværende organ, sidder bag sit skrivebord med korslagte arme. Man kan lige se ham mellem papir, bøger, aviser fra fjerne kulturkredse, notesblokke og diktafoner i flere varianter. Rose vil have historier. Gode historier.

Det er en god ide med de gode historier.

Undtagelsesvis for Cannes er der ikke noget nationalt for os danskere at jagte rundt efter med Dannebrog højt hævet. Lars von Trier og Bille August har lavet hver sin lille tre-minutters film i anledning af festivalens fødselsdag. 60 somre. De har lavet de små film, fordi de har Guldpalmer stående hjemme på hylden. Trier for “Dancer in the Dark” (2000), August for “Pelle Erobreren” (1988) og “Den Gode Vilje” (1992).

“Dancer in the Dark” – 2000

Men ud over de to gange tre minutters film, er der ikke noget dansk at skrive om fra hovedprogrammet.

Med andre ord er dette både første og sidste gang under festivaldækningen, som starter i dag, at der kommer et eneste ord om Danmark og danskere i statusrapporterne fra kampen om verdens fornemste kunstneriske filmpris – Den Gyldne Palme.

2007 er filmens år. Én lang hyldest til fortællingen.

Sådan fejrer Cannes sig selv.

Cannes er om noget et sted, hvor filmen i sin reneste antikommercielle form har det godt. Cannes plejer filmkunsten. Der kommer ukendte navne rejsende fra fjerne lande med deres film under armen. Filmene bliver måske kun vist i Europa den ene gang, hvor Cannes tilbyder rød løber og blitzlys.

Cannes tager chancer og skaber nye filmiske virkeligheder.

Her bliver instruktører opfundet, plejet og fremvist. Trier for eksempel. Tarantino et andet eksempel. Listen med faste Cannes-navne er flot og lang.

Det var Cannes Festivalen, der startede Dogme-bølgen – det var i Cannes i 1998, at Croisetten, som løber gennem byen langs vandet, var prydet med plakater for Idioterne og Festen. Det var i Cannes, at de to film fik lov til at være underlige, nyskabende og stilskabende. I Cannes er det ikke noget problem, at man hævder at have genopfundet filmkunsten. Der er ikke noget underligt i at være verdenskunstner og excentrisk – der er plads til alle former for virkelighed og udtryk.

En bagklog påstand er, at hvis ikke Cannes havde taget de to film med i konkurrencen, så var Dogme aldrig blevet til andet end en fiks ide. Cannes gav Dogme opmærksomhed i verdens medier, her blev ideen promoveret, og de involverede nød, at de var med til at genoplive filmkunsten. Alle vandt.

Mange opfatter formodentlig filmene fra Cannes som arty-farty eksperimenter, uden de store chancer hos publikum. Den myte holder vand. Filmene er til tider fremmedgørende og vindernes udbredelse er stærkt begrænset.

Med undtagelse af den hypede Michael Moore-vinder, Fahrenheit 9/11 fra 2004 og Tarantinos Pulp Fiction fra 1994, er der stort set ikke en international kommerciel succes på vinderlisten. Palmevinderne er små film, det er stilistiske eksperimenter, det er film fra branchens randområder. Underground fra 1994 af Kusturica blev set af 40.000 mennesker i Europa. Flere af de seneste 10 års vindere er enten ikke kommet i distribution, og hvis det er sket, så ofte på små selskaber og med meget begrænset succes.

Men det gør ikke noget, det er nemlig ikke derfor, Cannes findes. Det er for at opdage filmen, udforske filmen og nyde filmen.

Cannes er kendt for at have det mest kræsne publikum i verden. Filmkritikere, filmfreaks, filmhistorikere, filmjournalister. Under forestillingerne sker det jævnligt, at publikum udvandrer, hvis de ikke kan holde filmen ud. De pifter, hujer, griner højt – og det er sket flere gange, at publikum efter forestillingen højlydt og råbende har debatteret filmen på tværs af salen. En sur mand på sæde 4 skriger forarget til en glad dame på række 350. Måske er det derfor, det er så angstfyldt for instruktørerne at være til stede i salen. Hvis folk ikke kan lide filmene, så buer de. De klapper spontant under en scene, hvis den er god – på samme måde som efter en god jazz-improvisation.

På grund af alle disse ting, er Cannes den kunstneriske films mest rendyrkede forum. Alt er tilladt. Dårlig smag, god smag. Eksperimenter, happenings, vildskab. Alt sammen blandet med filmhistorien og Hollywoods superstjerner, der nyder at være inviteret til filmfest med den kunstneriske elite. Cannes er det eneste sted i verden, hvor selv den lumre og skæve filmkunst uden problemer hygger sig med champagne og foie gras.

De næste 12 dage kommer Jyllands-Postens læsere tættere på filmene, branchen, nyhederne og tendenserne.

Der er 22 film i kamp om Palmen, umiddelbart uden det gennemgående globaliseringstema og politiske vinkler, som ellers har været på mode de senere år. Udenfor konkurrence viser den provokerende tyksak Michael Moore sin film om det amerikanske sygehusvæsen, Sicko kalder han den. Moore skal nok tilrane sig et par overskrifter, men han er fornuftigt placeret udenfor kampen om Palmen, så han ikke kaster politiske skygger for filmen i et år, hvor Cannes egen fødselsdagshyldest til sig selv skal handle om film og kun film.

David Lynch

Af Søren Høy

David Lynch dokumentar vises i Cannes

Den herboende amerikanske filmproducent, Jon Nguyen, fortalte i dag JP, at dokumentarfilmen om David Lynch ”LYNCH” bliver vist for interesserede filmindkøbere i Cannes den 24.5. Filmen har det seneste år været omgivet af mystik og masser af internet-sladder. Ingen har rigtig vidst noget om filmen – og fansene glæder sig.

Kult-instruktøren Lynch gik i 2004 med til at lade sig følge af et kamerahold, og efter et år i klippebordet, er den nu klar til at blive vist frem for verden.

”Vi fulgte David Lynch i to år”, fortæller Nguyen. ”Alt er med. Det er en meget personlig og intens film” fortsætter han.

Filmens instruktør er inkognito-kunstner. Han kalder sin ”blackANDwhite”, og han boede hjemme hos Lynch i Los Angeles-domicilet, mens optagelserne stod på.

Han endte med at have mere end 700 timer på bånd. De er nu redigeret ned til 82 minutters film. ”Filmen viser også Lynchs kreative processer. Han maler, han laver skulpturer, han komponerer og skriver – og filmen følger også hans kvaler med at få lavet sin seneste film, ”Inland Empire”. Der får dansk premiere til efteråret.

Filmens pr-budget i Cannes er på cirka 5000 kroner. Det skal bruges på plakater og postkort. Målet er, den skal sælges til hele verden, så alle fans får mulighed for at se deres helt i privaten.