Tag Archives: Cannes juryen

Juryens uforudsigelighed

Cannes Festivalen bevæger sig ind i det fjerde døgn. Fem film har været vist i konkurrencen om Den Gyldne Palme. Alt er åbent og uforudsigeligt.

Af: Søren Høy

Det er juryen, der har den kunstneriske magt i Cannes. Det gør folkene bag festivalen opmærksom på hver år. Festivalens overhoved, Gilles Jacob, gør meget ud af at sammensætte juryen så alsidigt som muligt. Køn, kultur, verdensdel og kunstnerisk virke. Alt bliver taget i betragtning, når det lille kunstneriske råd skal sammensættes.

At Cannes er en jury-festival betyder, at det er helt og aldeles umuligt at forudsige den endelige vinder. Alle tipper, eksperter gør sig kloge, og alle midler bliver taget i brug for at regne juryens mønster ud. Hvilke instruktører, hvilke lande og hvilke temaer fortjener en Palme? Der bliver gætte fra første til sidste film – men det er yderst sjældent at eksperterne rammer rigtigt. Det er der mange gode naturlige grunde til.

Juryen består ikke at filmkritikere men derimod som oftest af kunstnere. Kunstnerne har efter min bedste vurdering et mere sensitivt blik, og ser formodentlig ikke 200-400 nye film om året, som de fleste filmkritikere gør. De går mere naivt, i ordets mest positive forstand, og rent ind til filmene.

Hvis kritikere og juryen skulle være lidt rundtossede efter de første fem film, er der ikke noget at sige til det.

Filmene stritter i alle retninger.

My Blueberry Nights af Wong Kar Wai er en kedelig, poetisk roadmovie på kryds og tværs af USA.

Wong Kar Wai

4 months, 3 weeks, 2 days er en rumænsk teenagesocialtragedie, der foregår under Ceaucescus regime.

Zodiac af amerikanske David Fincher er langsom thriller fortalt over 20 år om en seriemorder.

The Banishment er en dybt underlig, symbolladet, tavs, russisk mursten på 150 minutter.

Franske Les chansons d’amour er en snotforvirret homo-musical, som formodentlig deler kritikken midt over qua den eksplicitte homo-tone.

Organisationen bag festivalen ved godt, at filmselskaberne gør hvad de kan op til en films premiere for at få opmærksomhed. De ruller ud med det store pr-show for flere af filmene med forsider, billboards, plantede nyhedshistorier og interviews. Det præger journalisternes syn på filmene. Hver dag er den nye film dagens store begivenhed. Den form for pression er der taget højde for i forhold til juryens arbejde. Cannes arrangørerne ved godt, at juryen også læser blade og aviser – og for at juryen ikke skal lytte for meget til kritikken, så ser juryen filmene i en anden rækkefølge end pressen, og juryen har evalueret filmene, inden de bliver anmeldt i dagspressen.

Indtil videre er temaet, at der ikke er noget gennemgående tema i år. Det eneste synlige er en manifestation af myten om Cannes; nemlig at de fleste af filmene ikke har en kommerciel chance hos publikum. Det traurige, tunge og relativt utilgængelige film, der kræver, at man har en speciel interesse for at det giver mening at se dem. Undtagelserne er som altid de engelsksprogede film, som naturligt og traditionelt har en nemmere adgang til publikum.

Når juryen har set alle 22 film i konkurrence, bliver de frataget computere og telefoner, og bliver kørt udenfor byen til et mindre slot, hvor de bruger et par dage på at evaluere og beslutte hvem, der skal vinde. De skal have vinderen parat 2 dage før den afsluttende ceremoni, så de kan få instruktører og skuespillere tilbage til Côte d’Azur igen, hvis de nu skulle være taget hjem siden filmenes premiere. De færreste bliver i Cannes i 12 dage, og venter på om de får en pris.

Der er formodentlig ingen af de viste film, der vil blande sig i den endelige votering. Ingen af dem har den tydelige mission, der gør det naturligt, at det er deres navn, der skal indgraveres i de guldbelagte trappetrin foran festivalpalæet, hvor alle palmevinderne bringer store filmiske minder frem.

Der er masser af gyldne anekdoter om juryens arbejde.

I den store franske skuespiller Gérard Depardieus selvbiografi skriver han åbent og udleverende om 1992, hvor han sad i juryen. ”Vi kunne ikke blive enige om nogle af filmene. Og pludselig siger en eller anden, at vi kunne da også bare give den til den der svenske film. Alle var stille. Ingen kunne rigtig lide den, men vi skulle jo blive enige. Så sådan blev det”. ”Den der svenske film” var Bille Augusts Den Gode Vilje.

Den dygtige engelske socialrealist Mike Leigh, der vandt med Secrets and Lies foran Breaking the Waves i 1996, fortalte i 2002, at han ikke kunne tage konkurrencen om Palmen alvorligt, og at han mest havde sine film i Cannes for sjov. ”Jeg var med i juryen i 1997, og da så jeg hvor meget studehandel, der var i det arbejde. Det kan være ret tilfældigt, hvem der lige vinder – i øvrigt var formanden for juryen det år en idiot. Siden har jeg hverken taget hende eller juryarbejdet alvorligt”. Formanden var den franske skuespillerinde Isabelle Adjani.

Af andre kuriositeter kan nævnes at Quentin Tarantino sad for bordenden, da Michael Moores Fahrenheit 9/11 kontroversielt vandt i 2004. De to er både venner og kolleger – de laver film for samme selskab, Miramax.

I 1995 vandt samme Tarantino selv for Pulp Fiction. I følge Clint Eastwood selv var han den eneste i juryen, der kunne lide filmen, men den gamle mand lagde seksløberen på bordet – som i en anden cowboyfilm – og dermed vandt den film, som han ville have skulle vinde. Demokrati? Nej, men Clinten sørgede for, at amerikansk films boy wonder fik hvad han vel egentlig bare havde fortjent.

Kritikerne har ikke set vinderen endnu. Måske har juryen set den. Det er uforudsigeligheden og juryens uafhængighed, der gør Cannes til en spændende konkurrence.

Vi ved meget mere om 10 dage.


Årets jury

Formand: Stephen Frears: instruktør, England
Maggie Chung: skuespiller, Hong Kong
Toni Colette: Skuespiller og instruktør, Australien
Maria De Medeiros: skuespiller og instruktør, Portugal
Sarah Polley: skuespiller og instruktør, Canada
Marco Bellocchio: instruktør, Italien
Orhan Panuk: Nobelprisvindende forfatter, Tyrkiet
Michel Piccoli: skuespiller og instruktør, Frankrig
Abderrahmane Sissako: instruktør, Mauretanien