Tag Archives: Cannes filmfestival

Middelmådigheden i Cannes

Filmene i kamp om årets Guldpalme har indtil videre ikke overbevist. Det gjorde til gengæld festivalens officielle 60 års fødselsdagsshow. 33 film på 3 minutter lavet af tidligere vindere og andre prominente medlemmer af Cannes-familien.

Af: Søren Høy

Cannes Festivalens mangeårige overhoved, Gilles Jacob, kan godt lide at hylde den festival, som han har bygget op til at være verdens fornemmeste kunstneriske filmfestival.

I år har Jacob bedt 33 instruktører om at lave hver sin lille film. 3 minutter med titlen ”Chacun son cinéma”. ”Hver sin biograf” er den direkte oversættelse, men begrebet ”cinéma” bærer meget mere end blot ”biograf”. Det dækker hele filmverdenen. Det er et begreb. Det dækker alt, der handler om film. Indlevelse, oplevelse og hele industriens virke.

Opgaven til de 33 instruktører var simpel. Lav en film på 3 minutter, der foregår i eller rundt om en biograf.

Danmark er repræsenteret i det flotte selskab med vores to Guldpalme-vindere; Lars von Trier og Bille August.

Og hvorfor ikke springe mellemregningerne over og konstatere, at Triers var en af de tre bedste og Augusts en af tre værste.

Triers film er med ham selv i en blodig hovedrolle. Han sidder i en biograf, og ser sin egen film ”Manderlay”. Ved siden af ham sidder en

”Manderlay”

forretningsmand, der keder sig bravt. Han roterer på stolen, piller ved alt muligt, og til sidst begynder han at tale til Trier. Han fortæller, han er en succesfuld forretningsmand, og at han ejer otte biler. En til hver dag, og en til at blive begravet i. Trier er tydeligvis irriteret over kulturignoranten, der kun kan tale om materialisme, og tydeligvis ikke fatter filmen. Ignoranten spørger Trier, hvad han så laver. Til det svarer Trier ”I kill”, hvorefter han trækker en kæmpe hammer frem, og gentagne gange banker manden i hoved. Derefter sætter han sig tilbage på sin plads, og ser fornøjet filmen færdig. Bifaldet varede til efter rulleteksten.

For at bygge godt op til Augusts uheldige bidrag, er det på sin plads at se lidt på kampen om Palmerne.

Det er formodentlig en fler-mediel synd, men hvis JPs læsere nu lægger den analoge håndholdte udgave af avisen lidt til side, og klikker ind på jp.dk, så kan man finde et skema, hvor 7 danske anmeldere giver karakterer til årets film i konkurrencen. Vi er 11 film henne og dermed halvvejs. Indtil videre skiller ingen af filmene sig ud.

Fællesnævneren for de bedste film er, at de viser en foruroligende verden. Instruktørerne ser nutiden som et farlig sted, hvor anarkiet lurer.

De gamle kendinge, Joel og Ethan Coen, skuffer lidt med ”No Country for Old Men”. Det er en mærkværdig ultravoldelig historie med den kyniske morale, at alle er sig selv nærmest, og at penge er nemt at slå ihjel for. Coens publikum skal nok finde en scene eller tre, der virker, men den er ikke i nærheden af brødrenes hovedværker; ”Fargo” og Cannes-vinderen fra 1991 ”Barton Fink”. I 2003

”Barton Fink”

vandt Gus Van Sant og ”Elephant” for den foruroligende beretning om Columbine High School nedskydningerne i 1999. Han er med igen med ”Paranoid Park”. En teenager begår et mord ved et uheld. Processen i filmen er hans eget arbejde med at glemme, hvad han har gjort. Sant ser den moderne teenager, og han ser en verden, hvor skyld er en abstraktion på højde med jalousi.

”Paranoid Park”

Ulrich Seidl er en begavet østrigsk instruktør. For et par år siden fik han en fin lille-film succes i Danmark med ”Hundedage”. Hans bidrag i år hedder ”Import Export”, og følger en parallelhistorie med Olga fra Ukraine, der tager til Østrig for at tjene lidt penge – og på den anden side Pauli, der tager til Ukraine for at tjene mange penge. Olgas mission er overlevelse og flugt fra kulde og fattigdom – Paulis er at udnytte det sultne ny-kapitalistiske marked. Seidl filmer i dokumentarstil. Alle spillere er ukendte, alt er lavet ude i virkeligheden. Det giver en knugende nerve, og ophæver helt bevidstheden om, at det faktisk bare er en film.

“Hundedage”

Bille Augusts film foregår i en biograf i Humlebæk, Nordsjælland. Frank Hvam spiller en mand, der har sin første date med en iransk pige. Hun kan ikke tale dansk, så Hvams figur oversætter løbende dialogen i den danske film til engelsk. Tre danske mænd, spillet af Casper Christensen, Kristian Ibler og Joachim Knop, sidder et par rækker fremme, og er voldsomt sure over simultantolkningen. Efter et par tværkulturelle kævlerier får Hvam smidt de tre ud, og han forlader selv biografen med pigen. Han går tilbage til salen, fordi hun har glemt sin styrthjelm. Han bliver fanget af filmen, og glemmer sin ventende date. Da han kommer ud, er hun væk. Han leder, og man fornemmer, at hun har haft et fatalt møde med de tre halv-racister, der svinede hende til kort forinden. Han finder dem alle i projektørrummet, hvor de står sammen, og ser film. Alt er fryd og gammen. Moralen er vel, at filmen samler os alle på tværs af kulturer, og at filmen kan føre til en eller anden fælles forståelse.

Filmen er velmenende, men uendeligt banal og løjerligt uengageret skruet samme. Udførelsen af temaet er hverken sjovt eller spændende, og det er en mærkværdig gradbøjning af den tillidsopgave, som August har fået af festivalen. August er en mesterlig instruktør, og man burde kunne forvente langt mere fra ham. Intet bifald til den film.

Cannes fortsætter en lille uge endnu. Om få dage er der mere nyt fra Frankrigs Guldkyst og kampen om Den Gyldne Palme, og om få dage udkommer ”Chacun som cinéma” på DVD, og den kan anbefales varmt til filmfreaks og cineaster. Pragtfulde, indsigtsfulde bidrag fra Walter Salles (The Motorcycle Diaries), Alejandro González Iñárritu (Babel) og kinesiske Chen Kaige (Farvel min Konkubine) bekræfter Cannes betydning for verdens film. I alle filmene, fra favelaen i Brasilien til Buenos Aires og en lille landsby i Kina, ser de gamle Cannes vindere i biografen. Over alt i verden er der behov for filmkunsten, og Cannes er om noget stedet, hvor filmkunsten får lov til at leve, ånde og begejstre.

Cannes æstetik

Den 60. Cannes Festival har endelig foldet sig ud. De seneste tre dage, har publikum oplevet store mørke dramaer og forrygende underholdning. Kvaliteten er steget betragteligt, og frygten for et år som 2003, der er blevet kaldt det værste år i Cannes historie, er heldigvis drevet over.

Navn: Søren Høy

Charmen ved en festival hvor publikum ikke har set nogle af filmene før, er, at der hver dag kan dukke en fabelagtig fortælling op, som ingen havde regnet med i toppen af det kunstneriske barometer. Der er fem film tilbage i kampen om Palmen, og der er stadig lovende titler og mesterlige instruktører på programmet – den tidligere dobbelte vinder Emir Kusturica (Promise me this) og den uforudsigelige russer Alexander Sokurov (Alexandra) kan sagtens præsentere en vinder en af de sidste dage. It ain’t over till it’s over, som den amerikanske baseball spiller Yogi Berra sagde så enkelt og rigtigt i 1925.

Det der kendetegner en god filmmager, er evnen til at skabe et billede- og lydunivers, der supplerer hinanden på en så raffineret vis, at filmen fortæller langt mere, end tilskueren kan umiddelbart kan se. Meget af en film foregår inde i hovedet på publikum. Det er dem i salen, der føler frygt eller glæde – det er de mange ensrettede øjne, der hver i sær sidder, og digter sammen med historien.

Det er forbløffende at se de dygtige instruktører arbejde med æstetikken som kraftfuldt virkemiddel. Når det virker, er det storytelling på højt niveau. Cannes er stedet, hvor man kan opleve netop det.

De to amerikanere David Fincher (Zodiac) og Gus Van Sant (Paranoid Park) udvikler samspillet til perfektion i deres Cannes film. Fincher arbejder med 36 lydspor, og det virker som om, at lyden er et mere kompliceret arbejde end billederne. Jagten på morderen, Zodiac, bygges op med lyd og musik. Når han dræber, vælter indtrykkene ud gennem højtalerne. Fincher bombarderer os med sirener i det fjerne, en flaske, der smadres, en kat, der hvæser – tv-lyd fra et åbent vindue, en skraldespand vælter, et par skændes på gaden. Alt sammen udenfor billedet, alt sammen med til at skabe den disharmoni, som bygger op til et mord. Når skuddet kommer, bliver alt stille. Tomheden fylder biografen, og hårene på armene rejser sig i respekt for scenens grusomt perfekte udførelse.

I Paranoid Park er en scene, der sidder fast på nethinden. Den unge skater har ved en fejl slået en opsynsmand ihjel. Skateren forsøger at fortrænge det, men skylden sniger sig ind på ham. Musikken og billederne bliver tættere og klaustrofobien nærmer sig. Det hyler så meget, at det giver mislyd og instinktiv ubehag i hovedet. Skateren står under bruseren, og holder sig for ørerne. Det er støjen i hans hjerne, vi hører. Skylden, afmagten, bortforklaringerne, fremtiden, stress – alt sammen i ét billede uden klip. Det er os, der fornemmer ubehaget ved knægtens umulige situation – for alt Van Sant viser os, er en dreng, der tager et brusebad, og holder sig for ørerne. Se, det er fremtidens film.

De æstetiske trends har skiftet meget de seneste 10 år. På Croisetten har botox og andre syntetiske medikamenter gjort sit indtog – resulterende i svulmende læber og barme. Det er næsten et billede på den kommercielle film overfor den kunstneriske. Det er som om, at Cannes-instruktørerne har taget al botox’en ud af deres film. Intet er pumpet op. Det er de gamle dyder, der præger årets film. Vi er tilbage til 35 mm film, lange scener og langsom klipning som i gamle dage. Væk er digitale formater og dogme-stil med gyngende billeder og vilde klip. Man kan se på en film, om den er lavet på rigtig råfilm. Farver og stoflighed – dybder og sågar skuespillerne virker magiske. Selv I konkurrencens værste film, ungarske The Man from London, lever filmens magi i momenter. De små ridser i filmen refererer til vores fælles historie, der går tilbage til alles filmbarndom, hvor film altid var lidt skramlede. Det gibber i filmhjertet, når man ser en lækker koreograferet kameratur, hvor lyset skifter flere gange, hvor musikken toner op som filmens puls – og de to fjender mødes for sidste gang. Kun en forlader scenen levende.

I samme perfektionistiske kategori er mexicanske Carlos Reygardas. Hans umådelig kedelige Stellet Licht, i øvrigt en moderne version af Carl Th. Dreyers Ordet fra 1955, er så detaljeret og perfekt lyd- og billedsat, at det ødelægger oplevelsen. Alle scener skal trækkes ud i det uendelige, så alle hverdagsritualerne i forbindelse med en families sammenbrud, bliver beskrevet så nøjagtigt som muligt. Hver bid af en ostemad bliver spist på lærredet, både med smaskelyd og tyggebillede, så scenen kan ende med, at manden bryder sammen med rugbrød, savl og snask ud over det hele.

Det er film, som man altid har lavet dem.

Selv stilskaberen Quentin Tarantino går retro. Hans super vilde hyldest til 70’ernes B-film, Death Proof, er lavet med ridser i filmen, udfald som om filmen bliver vist på en gammel udtjent projektor, et kitchet soundtrack som allerede er købt, og en genialitet: alle vilde dødsactionscener bliver vist igen og igen fra alle vinkler. Som slow motion af en scoring i fodbold. Det er lidt makabert, når et ben bliver revet af flere gange efter hinanden, men det er så lækkert og smart lavet, at man kun kan begejstres over Tarantinos udsøgte og raffinerede æstetik.

Filmkunsten lever. Cannes lever. Om tre dage bliver Palmerne uddelt.