Tag Archives: Brokeback Mountain

Hvor fræk må en film være?

Sex sælger! Smæk et par bryster og en stram mande-mås ind i en film, og folk vil vælte ind i biografen! Myten lever vel om at sex sælger på film – men der er normalt ikke meget begejstring, når kassen gøres op i billetlugen.

Indenfor de seneste seks måneder har to danske film med masser af lir haft premiere i biograferne. Ingen af dem fik et potent publikumssalg.

Lars von Triers store, vaginale kvindehistorie fortalt over 50 år, ’Nymphomaniac’, blev set af skuffende 3.500 i versionen på 5½ time, hvor de fleste fik deres lyster stillet, når det handler om hårdtpumpede kønsorganer.

Claus Bjerres trekant-komedie ’En, to, tresomt’ blev pudsigt nok set af et tilsvarende antal mennesker. Modsat Trier havde Bjerre sat en hverdags-ramme, hvor de frække scener mere var en slap gang camping-porno. Figurerne dyrker en gang hverdagssex, der tydeligvis var lidt pinlig for publikum at se på.

Der er eksempler på film, der trods eksplicit sex har tiltrukket et pænt publikum. Det kræver tit en stor filmpris, der på den måde certificerer de lumre scener, og ophøjer fra industriporno til kunst. Forrige års Cannes-vinder ’Adéles Liv’ solgte over 30.000 billetter. Pænt for en film med et 10-minutters lesbisk samleje, der er så realistisk lavet, at selv garvede filmfolk efter 6-7 minutter begyndte at rotere i biografstolen.

’Brokeback Mountain’ om to bøsse-cowboys solgte cirka 90.000 billetter, og var en film, der samlede publikum om en væsentlig historie med stor tidsånd og et emne med politisk bevågenhed på daværende tidspunkt.

Det vildeste jeg har set i en mainstream film, er fra ’Shortbus’. I filmens startscene ser man en mand, der med imponerende gymnastiske øvelser kommer så tæt på sit ansigt sin egen penis, at han er i stand til at ejakulere ind i sin egen mund, da onaniscenen kulminerer.

Den slags er vildt – selv for hærdede biografgængere.

Senere er der en bøssetrekant med en mand, der trutter den amerikanske nationalsang op i en anden mands røv. Det bliver hurtigt mere komisk end erotisk.

Dagens store premiere på ’50 Shades of Grey’ ligner en undtagelse fra den ellers så dominerende statistik.

EL James’ mommy porn bestseller-serie har rundet imponerende 100 millioner solgte bøger på verdensplan, og med en veldesignet kampagne, vil jeg tro, at en del af de danske mommy’s står klar i startblokken. De skal selvfølgelig se de dampende fantasier, som forhåbentlig efterfølgende giver lidt kulør i kinderne, der kan overføres til de februar-ramte soveværelser.

Candy uden sukker

Af Søren Høy

Sublimt skuespil forhindrer australsk drama fra at synke hen i forudsigelighed og genreklicheer.

Det nærmest vælter ind over landets art-biografer med små australske film. Tidligere så vi måske én hvert tredje år, nu er der på seks måneder kommet hele fire. Det er formodentlig ikke noget, som publikum har opdaget. Der var ikke mange, der fik set hverken ”Somersault”, ”Jindabyne” eller ”2:37”. Det

tager tid at vænne publikum til nye filmlande. Specielt hvis historierne ikke har den humor eller kant, som appellerer direkte til en specifik målgruppe.

Ingen af de tre film har haft den x-faktor, som kunne have fået publikum til at tage australsk film til sig.

Det har den aktuelle ”Candy” desværre heller ikke, selv om den er domineret af et par kendte skuespillere.

Heath Ledger, nok mest kendt som homo-cowboy i ”Brokeback Mountain” og Abbie Cornish, den eneste sympatiske figur i den skrækkelige ”A Good Year”, spiller de to kunstnere og heroinmisbrugere; Dan og Candy.

Dan er den egentlige hovedperson. Candy er hans livs kærlighed. Han elsker hende næsten lige så meget, som han elsker sin kanyle med det fede lyse stof, som han med alle junkiens ritualer fyrer ind i alle ledige blodårer.

De trækker på gaden, de snyder, stjæler og pantsætter alt af værdi for at få penge til deres dyre vane.

De prøver at blive rene, da Candy bliver gravid – men hun taber barnet, og så er de tilbage igen.

De flytter på landet sammen med en recept på metadon, men igen er fristelserne fra det gamle liv for store.

Historien er set før. Mange gange. Faktisk er alle kanyle-historier stort set identiske. Det bliver lidt trættende. Det der kvikker ”Candy” op, er spillet hos de to hovedroller. De er tæt på deres figurer, de lever med dem og forstår dem helt tydeligt. Intensiteten fra Ledger og Cornish giver en troværdig autenticitet i spillet, som historien desværre ikke kan leve op til.

Er dén her australier så noget for det danske publikum? Næppe.

Vi er nok stadig mere til Crocodile og Dundee end Candy og Dan.