Tag Archives: Brødrene Mord Quentin Tarantino

Ultravold underholder i biograferne

Publikum skal ikke være alt for sarte, hvis de skal se flere af de nye film, som lige nu er aktuelle. Der er skarpladte våben, macheter og savtakkede knive på plakaten.

AF SØREN HØY, Viasat Film

Blodet flyder, ligene ligger i bunker splattede ud på cementgulve. Kuglerne flyver i slowmotion, og man ser projektilet bane sig vej gennem hjernen på en bad guy.

Judge Dredd tager ingen fanger. Det gider han ikke. Han er den surmulede vogter af loven i en dystopisk fremtidsvision, hvor brutalitet og afstumpethed er på niveau med logikken i et shoot to kill computerspil.

Dredd har et herligt futuristisk våben, der har alle mulige udryddelses-funktioner, hvilket inkluderer flamme-napalm-bomber, lumske granater med dum-dum-kugler og ikke mindst mini-bomber som kan gennembore en væg. Det er også nødvendigt, for i Dredds virkelighed er et menneskeliv intet værd, og det glæder altid om at skyde først og så lave kyniske jokes bagefter. ”Dredd 3D”, der har premiere i dag, er et underholdende eksempel på en trend, som tydeligt viser sig på tværs af underholdningsindustriens visuelle platforme; ultra æstetiseret vold.

En film der er betydeligt bedre end ”Dredd 3D” både historie- og tempomæssigt er den indonesiske ”The Raid:Redemption”, som netop er udkommet på DVD. Den sætter nye standarder for højoktan underholdning med nærkampe, kvikke replikker og ikke mindst antallet af skud i et magasin. ”The Raid” er lavet for ingen penge af den amerikanske instruktør Gareth Evans, men den er alligevel pumpet op med den nyeste og mest raffinerede teknik. Her viser genren sin nye styrke, for med den enorme computerkraft, som selv en skoleelev kan mønstre, så kan man selv for små penge lave imponerende dødsscener, hvor de stakkels ofre bliver gennemhullede så overdrevet, at det nærmest bliver en parodi. I denne type film er det helt normalt, at en mand bliver skudt med et jord-til-luft missil i stedet for et haglgevær. Alt sammen for at udrense realismen og gøre det, ja, morsomt.

I flere år har genren ligget i dvale.

Brødrene Mord Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez har holdt genren i live med flere vellykkede film gennem de sidste 20 år, og der har tydeligvis været en angst for, at alt med voldsomme våben og cheesy-jokes ville få plagiat-prædikatet, da de to cowboys flere gange har redefineret graderne for, hvor mange man kan plaffe ned med et glimt i øjet.

De nye film lægger afstand til de efterhånden halvgamle mestre ved at bruge den nævnte moderne teknik og kombinere med et højt tempo. Ikke så meget snak og forklaringer – simpelt plot og så ellers af sted ud over stepperne.

Tidligere var denne type film forbeholdt videohylderne, hvor fans fik lov til at dyrke dem hjemme på kælderværelserne. Nu kommer de stort ud med farvestrålende kampagner og rammer et bredt publikum.

Analysen af det har to retninger. Den ene handler om, at vi gennem de mange populære og drabelige computerspil har vænnet os til, at tonsvis af ophobede skurke-lig er retfærdigt. De havde fortjent det, og dermed er det ligegyldigt moralsk. Den anden retning er, at vi efterhånden ser pengemænd og instruktører i filmbranchen, som selv er vokset op med slammede action-film fra 80’erne, og selv har science-fiction eller hårdrejsende gys som deres yndlingsfilm, og de vil selvfølgelig gerne lave film, som de selv er fans af.

Læg mærke til de mange pistoler på de nye filmplakater. Vi har kun set starten på denne her tendens.