Tag Archives: Brad Pitt

Brad Pitt – mere end bare en go’ røv

Han er et ægte forbillede, den snart 49-årige superstjerne. Brad Pitt repræsenterer en ideal, som man kun kan respektere.

af Søren Høy

Brad Pitt, den flotte fyr fra flækken Shawnee i staten Oklahoma, kørte i 1987 til Los Angeles i sin gamle Datsun. Allerede tre år senere fik han sin første rigtige filmrolle.

Legenden fortæller, at Ridley Scott i ’Thelma & Louise’ (1991) bad ham om ikke at

Brad Pitt i ’Thelma & Louise”

sige for meget, men ellers bare smide skjorten og stritte med numsen. Mere skulle der ikke til. Pitts gyldne fem minutter i Scotts film, hvilket blandt andet inkluderede en fræk scene med tidens hottie Geena Davis, var rigeligt til at samtlige kvinder på den vestlige halvkugle var solgte.

Karrieren var skudt i gang med raketfart, og det skulle vise sig, at der var mere end go’ røv i knægten.

Den nutidige Brad Pitt er en del af den meningsgeneration, som lige nu udstikker diskursen i Hollywood. Folk som George Clooney, Sean Penn, Leonardo DiCaprio og Matt Damon er blandt vennerne. De har saften og kraften til at ændre tingenes tilstand. De har taletid og indflydelse. De kan komme til middag med Obama, hvis de ellers har tid. Man vil gerne ses i deres selskab, være på det samme billeder og være en del af deres verden. Det er forståeligt, for der er masser af mening, at komme efter.

Pitt bruger en del af sine mange dollars på at producere film. Vigtige film. Film der fortæller væsentlige historier om den verden, som vi deler og som han mener, at vi alle skal tage et større ansvar for.

Globaliseringsfablen ’Babel’ (2006), opgøret med akkuratessens kedsommelige dvale i ’Kick Ass’ (2010) og det spirituelle mesterværk ’Tree of Life’ (2011) er blot tre af de 22 film, som han har finansieret. Pitt vil gøre en forskel.

Brad Pitt repræsenterer sammen med sit slæng en type Hollywood-stjerne, som vi aldrig har set før. De er de nye mænd. Det nye ideal.

I det gamle stjerne-system måtte man ikke mene noget. Det var lig med udslettelse i Hollywood, da branchen havde besluttet sig for at forholde sig politisk neutral af frygt for, at skræmme publikum væk.

De omtalte moderne mænd rækker langt ud over lærredet. De plejer deres offentlige navn. De har både fast plads ved tabloidpressens tvivlsomme bord samtidig med, at de støtter velgørenhed, politiske initiativer og har selvstændige fonde, der har stærke missioner og musklen til at hjælpe og udfordre det etablerede system.

Brad Pitt mangler kun en Oscar, for at skrive sig ind på de gyldne sider i filmalmanakken. For en amerikaner er der ikke noget større. Han har været tæt på et par gange med ’Moneyball’ (2011) og ’Twelve Monkeys’ (1995), og måske havde han håbet på, at rollen i den aktuelle ’Killing Them Softly’ ville give det sidste skub. Filmen er god, den er solid. Den dyrker Pitts forestilling om USA. Den har et stærkt politisk bagtæppe, hvor valget er i fuld gang. Alle lover ændringer, men gangsterne på gaden ved, at de er sig selv nærmest. Ingen hjælper dem når lokummet brænder. Det er hans indstik i debatten om ansvarlig økonomisk drift af det store land. ”USA er en stor forretning, så giv mig mine penge,” siger hans figur i filmen. Det er en hård omgang for de prøvede amerikanere, og de har ikke honoreret Pitts indsats i filmen. Det er hans første deciderede flop. Ingen har det den, og det er virkelig synd, for det er en begavet og reflekteret film om et land i ideologisk opløsning.

Den 18. december bliver han 49 år gammel. Han har masser af gode år foran sig, og bruger ham dem lige så fornuftigt som hidtil, så vil han blive husket som en af de vigtigste figurer i moderne amerikansk film.

Ikke dårligt af en mand, der for kun 25 år siden ankom til Hollywood i en gammel, rød Datsun.


Brad Pitts løn:

  • Inglorious Basterds (2009): $10,000.000
  • Mordet på Jesse James… (2007) $1,000.000
  • Mr. & Mrs. Smith (2005) $20,000,000
  • Troy (2004) $17,500,000
  • Ocean’s Eleven (2001) $30,000,000
  • Spy Game (2001) $17,500,000
  • The Mexican (2001) $10,000,000
  • Fight Club (1999) $17,500,000
  • Meet Joe Black (1998) $17,500,000
  • Syv år i Tibet (1997) $10,000,000
  • The Devil’s Own (1997) $10,000,000
  • Sleepers (1996) $10,000,000
  • Se7en (1995) $4,000,000
  • Kalifornia (1993) $500,000
  • Thelma & Louise (1991) $6,000

Gode Brad Pitt-film:

1. Se7en (1995)
2. Fight Club (1999)
3. Tree of Life (2011)
4. Inglorious Basterds (2009)
5. Babel (2006)

Dårlige Brad Pitt-film:

1. Meet Joe Black (1998)
2. Legends of the fall (1994)
3. Snatch (2000)
4. Syv år i Tibet (1998)
5. A River runs through it (1992)


Brad Pitts kvinder:

  • Kæreste med Juliette Lewis: 1993-1994
  • Kæreste med Gwyneth Paltrow: 1995-1997
  • Kæreste og senere gift med Jennifer Aniston: 1998-2005
  • Kæreste med Angelina Jolie: 2005-?