Tag Archives: Børn

Børnenes biografferie

Af Søren Høy

Efterårsferien tilhører børnene. Som aflad for hverdagens manglende opmærksomhed får de lov til at bestemme. Nu er det dem, der skal designe dagene i det omskiftelige vejr, hvor det virker oplagt, at lave ting der foregår indendørs – og det er her, at biograferne kommer ind i billedet.

Biograferne har traditionelt ultimativ højsæson i efterårsferien på grund af børnene. Der er vanligt tre-fire film, der er designede til de yngste i familien. I år er det børnesuperhelten ’Antboy’, de animerede danske antihelte i ’Olsenbanden på dybt vand’ og amerikansk metervare med enkle, fordøjelige titler ’Turbo’ og ’Planes’. Begge amerikanske film handler om dyr og talende mekanik. I sig selv eventyrligt men også en form, der for længst har nået et mætningspunkt.

“Turbo”

Netop animationsfilmene er blevet et problem. I mange år gav de nye filmoplevelser. De var lavet med finesse. Legen og fantasien kombineret med udsøgt medmenneskelighed gav dramaer, der var lige så gyldige for en ny generation, som Chaplin, ’ET’ og ’Gummi Tarzan’ havde for dem, der nu har rynker om øjnene.

De nye animationsfilm fjerner børnene fra virkeligheden. Der er ingen budskaber, der er ingen udfordringer. Det eneste der står tilbage er koloreret brain candy. Børnene husker ikke filmene, de lærer intet af dem, og i et voldsomt øjeblik kan man hævde, at de bliver en smule dummere af at se dem.

Det gør ondt på både min filmiske sjæl og åndelige opdragelse, når jeg ser, at en udvanding af nationalt arvegods i ’Olsenbanden’ udmanøvrerer nyskabelsen i ’Antboy’. Jeg får ondt i troen på fremtiden, når jeg ser lallende, pleasende forældre i kø til et ligegyldig amerikansk farveladeshow, hvor børnene er blevet programmerede af en mega-kampagne, så de faktisk står i køen og tror, at skal se en interessant film.

Børnene har selvfølgelig ikke skylden. De er bare børn, og vil til enhver tid vælge vingummi fremfor rugbrød.

Vi voksne er derimod synderne.

Hvem af jer forældre har sidst set en børnefilm, der gav lyst og mulighed for diskussion og refleksion med børnene efterfølgende?

Bruger I tid på at overveje, at filmene skal kunne mere end udfylde 90 minutters grå efterårsferie?

Har vi mistet kvalitetssansen på børnenes vegne?

Har vi selv smidt fornuften og lysten til udfordring ud i børnenes kulturelle opdragelse udelukkende for at underholde dem?

Noget tyder på det, og det er skræmmende.

Barnestjernernes forbandelse

En gammel huskeregel i filmbranchen er, at man skal undgå at arbejde med børn, dyr og regnvejr. Det er for svært at styre. Børnene har dog et problem, der er større end logistik og produktion. De får mere opmærksomhed, end de kan klare.

Af Søren Høy

I de her dage svømmer filmbranchen over med superlativer. Grunden er den nu 9-årige Quvenzhané Wallis, der overdådigt og overraskende spiller hovedrollen i filmen ’Hushpuppy’. Hun var kun 5 år, da hun blev castet til den krævende rolle. Hun var 6, da den blev indspillet under voldsomme forhold i Louisiana, hvor orkanen Katrina i 2005 hærgede det forarmende sydstatsområde. Da filmen havde premiere gik anmelderne amok over hendes præstation. Hun blev bedømt som skuespiller. Hun blev analyseret, kategoriseret og vurderet – og da hun er med i stort set hver scene samt er filmens fortæller, så blev den gennemgående, positive og storladne kritik tilskrevet hendes medvirken. Med andre ord blev en 6-årig pige kanoniseret ud på alle forsider, filmklip i tv-programmer og interview over alt.

Jeg har set hende i verdens største talkshow med ikonet Oprah Winfrey. Hun har taget gas på Jay Leno i hans program. Der er lavet stort portræt på CNN. Jeg kunne blive ved. Mediebranchen lugter nyt blod, og det kan den søde, lille pige i den grad levere. Hun er sjov, charmerende og repræsenterer på fineste vis den film, som i torsdags var den helt store vinder, da årets nomineringer til Oscar 2013 blev offentliggjort. Hele fire pladser blev det til – og Quvenzhané (hendes navn udtales: Kew-anh-cha-né. I må hellere få det lært!) blev den yngste nogensinde, der er nomineret til en hovedrolle. Husk lige at det er en 6-årigs præstation, der er nomineret.

Quvenzhané – Oscar 2013

En mulighed er at hoppe på amok-vognen og juble over det.

En anden er, at analyseret det og se hvordan det historisk er gået de stakkels barnestjener, der i alt for ung en alder, har fået alt for meget opmærksomhed.

I sommer læste jeg en artikel om alle de børn, der var med i filmatiseringerne af Astrid Lindgrens klassikere. ’Pippi’, ’Emil’, ’Karlsson’ og alle de andre. Flere af de nu voksne, der dengang lagde ansigter til vores fælles kulturarv, ville ikke medvirke i artiklen. Rollerne var som en forbandelse for dem. Dem der medvirkede sagde enstemmigt, at de ALDRIG ville lade deres børn være med i noget tilsvarende. Ingen kan tåle så meget opmærksomhed, fortæller de. Barndommen blev taget fra dem. Allemandseje har selv voksne svært ved at håndtere. Hvordan skulle børn så kunne?

Jeg har selv mødt adskillige af de seneste 20 års store barnestjerner. Et sigende eksempel er Haley Joel Osment fra ’Den 6. sans’. Han er i

Haley Joel Osment 

dag 24 år. Han var et skræmmende barn. Han var en lille maskine, som var programmeret til svare og holde tempo med den stærkt kommercielle filmbranche. Han blev slidt op. I dag er 24 år, på afvænning for misbrug og forsøger at finde sine ben i det her løjerlige liv, hvor han blev snydt for en barndom. Spørg Macaulay Culkin fra ’Alene Hjemme’, Drew Barrymore fra ’ET’ eller Mads Bugge fra ’Busters Verden’ om de mindes barndommen med utvetydig glæde. Svaret er et rungende nej.

Sagen er, at ungerne fra en alt for tidlig alder oplever, at ingen opfører sig normalt, når de er til stede. De feteres som stjerner, de forkæles, så de kan præstere – og vi voksne glemmer, at det ikke er en leg længere.

Skal børn så ikke være med i film? Selvfølgelig skal de det. Men vi må sørge for, at der ikke er rovdrift på den. For eksempel burde et barn ikke være på plakater, i talkshows eller kunne nomineres til en filmpris. Af den simple årsag, at de ikke er skuespillere. De er børn, der leger. Og det skal vi voksne i den grad sørge for, at de får lov til.