Tag Archives: Biutiful

Krøllet Cannes

Den 63. festival i Cannes starter i dag. 19 film er i konkurrence om Den Gyldne Palme, og sjældent har feltet været så åbent, som det er i år. Tim Burtons jury kan umuligt at pege på en favorit, og det gør juryens arbejde mere udfordrende og spændende end mange tidligere år.

af SØREN HØY

Den amerikanske instruktør Tim Burton sidder for bordenden. Han er formand for den jury, der om 12 dage skal uddele den prestigefyldte Guldpalme til den film, der vinder årets festival i Cannes. Burton er lige så krøllet i hjernen, som det store, sorte hår, der danner en eventyrhjelm på hans hoved.

Hans filmiske meritter spænder fra de tidlige “Batman” (1989) og “Edward Saksehånd” (1990) over kitch i “Ed Wood” (1994) og ” Mars Attacks!” (1996) til 3D-toner i den nyeste “Alice in Wonderland” (2010).

Burton har altid været et avantgarde legebarn. Han dyrker sin barndoms yndlingshistorier, og elsker det groteske og det gotiske. Han har i mange år repræsenteret den sidste uskyld i filmbranchens kommercielle virkelighed, og derfor er det en smule ironisk, at han får den fornemme titel som juryformand for verdens største kunstneriske festival i den periode af sin karriere, hvor han synes at have mistet sin dejlige, naive historielyst, og er begyndt at gentage sig selv, mere end godt er.

Der er dog et håb om, at Burton tør gå efter en film, der ikke er alt for konventionel. Hans forkærlighed for alt, der er underligt, kan betyde, at det er en ny type fortælling, der kommer på podiet.

De krøllede film

Det mest interessante navn er den mexicanske Alejandro González Iñárritu. Hans film “Biutiful” kan vise sig at være

“Biutiful”

lige så smuk, som titlen antyder. Iñárritu brød igennem i 2006 med sin globaliseringsfabel “Babel”, som han vandt en instruktørpris for i Cannes. Iñárritu er en moderne auteur, der arbejder med sin helt egen stil og kringlede fortællinger.

Iñárritu tiltrækker sig en del interesse, da han siden “Babel” har bevæget sig op i arthouse-hierarkiet, men det siger meget om årets program, at han må betegnes som det største, nye navn i hovedkonkurrencen. Han er vel ikke kendt ud over en relativt lille kreds af biografgængere.

Et andet eksempel på årets uforudsigelige program er den ungarske “Tender Son – The Frankenstein Project”. Tim Burton sidder allerede med et smil på læben. Burton er vild med Frankenstein, og er netop nu i gang med et udvikle sit eget syn på den myte. Instruktøren hedder Kornél Mundroczó – og filmen beskrives som et syret mix af splatterkomedie, talentshow og usentimentalt socialdrama der fokuserer på det moderne Ungarns rendesten. Tja, det lyder vanvittigt, men det skulle ikke undre, om Burton netop leder efter noget i den stil.

Kendte navne

Der er vanen tro flere kendte navne på listen med den 19 film – ingen af dem repræsenterer noget nyt og spændende, men tradition har sin plads i Cannes, og der er en vis respekt forbundet med tidligere vindere, som nemmere end andre får en plads i konkurrencen.

Britiske Ken Loach fik i mandags sin nye film “Route Irish” med på programmet. Direkte fra laboratoriet kommer filmen, der behandler den nationale krise i forbindelse med Englands involvering i Afghanistan. Loach er i Cannes for 13. gang, og han vandt i 2006 for “The Wind That Shakes The Barley”, så han kender turen op af den røde løber.

Det samme gør hans gamle ven og landsmand, Mike Leigh. Han hænger stadig fast i de såkaldte “kitchen zink” fortællinger fra arbejdsklassens England. Filmene foregår ved køkkenvasken, og der er ikke gund til at forvente noget nyt fra Leigh. Nyeste film hedder “Another Year”. Han vandt i 1996 for “Hemmeligheder og Løgne”, og har siden været trofast på Croisetten.

Danskerne

Der er ingen danske film i hovedkonkurrencen, men der er et par film i Cannes, hvor specielt den ene kommer til at tiltrække opmærksomhed. Janus Metz’ krigsdokumentar “Armadillo” deltager i et sideprogram, der hedder “Kritikerugen”. Det betegnes som det program, hvor man giver chancen til nye, interessante instruktører og eksperimenter. “Armadillo” er den første danske dokumentar

“Armadillo”

i Cannes, og rygterne er løbet filmen i forvejen. Eftersigende er det et brag af en film, så mon ikke den med sit potente tema om danske soldater, der plaffer Talebanere i Afghanistan, får en del opmærksomhed.

Christoffer Boe er med i et lidt mindre sideprogram ved navn “Director’s Fortnight”. Hans film “Alting bliver godt igen” blev forbigået af det danske publikum, hvor kun 11.000 så historien om en filminstruktør, der bliver besat af en historie om mishandling af krigsfanger. Boe vandt debutantprisen i 2003 for “Reconstruction”, og mens han venter på at få sin første film i hovedkonkurrencen, er det både ærefuldt og en validering af hans kunstneriske kunnen, at han er med i Cannes.

Burtons beslutning

Mere end 5000 journalister og blitzende kameraer, 2000 film, stjerner og vandbærere – Cannes vil de kommende 12 dage byde på det hele. Tim Burtons jury sidder om de samme 12 dage med beslutningen om årets vindere.


Årets film i hovedkonkurrencen:

  • ANOTHER YEAR: Mike LEIGH
  • BIUTIFUL: Alejandro GONZÁLEZ IÑÁRRITU
  • CERTIFIED COPY: Abbas KIAROSTAMI
  • DES HOMMES ET DES DIEUX: Xavier BEAUVOIS
  • FAIR GAME: Doug LIMAN
  • HORS LA LOI: Rachid BOUCHAREB
  • LA NOSTRA VITA: Daniele LUCHETTI
  • LA PRINCESSE DE MONTPENSIER: Bertrand TAVERNIER
  • LUNG BOONMEE RALUEK CHAT: Apichatpong WEERASETHAKUL
  • OUTRAGE: Takeshi KITANO
  • POETRY: LEE Chang-dong
  • RIZHAO CHONGQING: WANG Xiaoshuai
  • ROUTE IRISH: Ken LOACH
  • SCHASTYE MOE: Sergei LOZNITSA
  • TENDER SON – The Frankenstein Project: Kornél MUNDRUCZÓ
  • THE HOUSEMAID: IM Sangsoo
  • TOURNÉE: Mathieu AMALRIC
  • UN HOMME QUI CRIE: Mahamat-Saleh HAROUN
  • UTOMLYONNYE SOLNTSEM 2: PREDSTOYANIE: Nikita MIKHALKOV

Jyllands-Posten i Cannes

Jyllands-Posten dækker festivalen i avisen og på jp.dk. Hver dag der nyheder, en frisk blog og samtlige danske anmelderes vurderinger af filmene i konkurrence.

Desuden vil de store film i konkurrence blive omtalt umiddelbart efter deres premiere, så læserne fra time til time kan følge de mest interessante film. Årets største og væsentligste filmfestival er i gang.