Category Archives: Uncategorized

Stillet-revolution i Cannes

Cannes Festivalen er kendt for den røde løber, der går op til indgangen i Lumière-biografen, hvor gallaforestillingerne bliver vist for filmstjerner, topmodeller og Formel 1-kørere.

Af Søren Høy

Det er høj prestige, at tage turen op gennem blitzlyset fra de cirka 500 fotografer, der står langs løberen. Missionen er først fuldendt for aftenens smukkeste kvinde, hvis hun ender på forsiderne dagen efter. Samtidig er stjernerne blevet varemærker. De har millioner af følgere på sociale medier, og honoreres godt for at have mærkevare på kroppen.

Reglerne og koden på den røde løber har i mands minde været kjole til kvinderne og smoking til mændene. Kvinder i høje hæle og mænd i lædersko. Flade gummisko giver kun et spark bag i. Har mændene glemt slipset, må de håbe på, at de kan købe et til overpris blandt publikum.

I 2015 er Cannes’ til tider arrogante traditioner udfordrede. Det startede med, at Cannes forbød stjerne at tage selfies på den røde løber. Pointen er, at de skal nyde momentet og ikke tænke på deres Instagram-profil. Det giver mening. Det er et specielt øjeblik med opmærksomheden fra folk, fotografer og filmverdenen, og det skal selvfølgelig nydes uden selvportræt med trutmund.

Cannes har dog forregnet sig, når det handler om de magtfulde kvinders fodtøj. I år er et par markante kvinder blevet bortvist for at have flade sko på. Cannes tydeligvis glemt, at vi er midt i en tid, hvor kvinder ikke gider se sig fremstillede som pyntedukker med doktriner og regler for påklædning. I øvrigt vil de kyndige sikkert argumentere, at hælhøjde-moden varierer mere end Cannes’ gammeldags dresskode-system. Enhver med ergonomisk indsigt ville sikkert heller ikke anbefale 10-12 cm sylespidse hæle til en seance på flere timer.

Historien breder sig ud i verdens medier, og Cannes kommer nemt til at se lidt umoderne ud, når store stjerner opfordrer ALLE til at tage flade sko på.

En alternativ maskulin reaktion kommer der fra stjernerne Benicio Del Toro og Josh Brolin, der i sympati med de hæl-lidende kvinder vil tage stilletter på, når de skal op ad løberen.

Selfie- og stillet-revolutionen har bredt sig.

Normalt retter folket ind efter Cannes’ konservative system. No-Selfie har der været forståelse for – men med ’flatgate’, skoproblemet, tror jeg, at trykket fra sociale medier og stjerner betyder, at der for første gang i festivalens historie snart bliver dømt ’fri sko’ på den røde løber.

 

 

En succes gentages

Af Søren Høy

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en 1-værelses lejlighed. Det tog så lang tid, at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Den pattede så meget strøm, at lysstyrken gik på halvt blus, og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Og det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme, gamle computoriske begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem, og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max: Fury Road’ er nyeste ’reboot’. På 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Max, har den nu 70-årige australske instruktør George Miller, banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i starten af 80’erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Han var på en måde den sidste overlevende fra tiden inden apokalypsen.

Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for. Det var science-fiction om vores potentielle selvudslettelse.

’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst, ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyperpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får eftersigende yderligere to-tre film.

Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

Komedien kommer

Jeg elsker komedier. Den lette stemning i det dybe plot. Det opløftende i grineflippet midt i biografsalen. Herlige pinlige scener der bekræfter mine egne mest nederdrægtige øjeblikke.

Af Søren Høy

Amerikanerne er de bedste til genren. Der er ingen, der kan lave overspillede, overgearede, fjollede og fabelagtige komedier som amerikanerne. De har evnen og traditionen for at vride handling og figurer meget længere, end vi på vores filmiske breddegrader har talent og fantasi til.

Heldigvis kan vi noget andet i Europa.

Med lidt held dukker der fra tid til anden en italiensk eller fransk komedie op, der kan konkurrere med de amerikanske. Franske ’De Urørlige’ fra 2011 rørte et helt usædvanligt stort publikum verden over. I Danmark klappede over 500.000 af filmen om den sorte mand fra ghettoen, der bringer liv og fantasi ind i en paralyseret rig, hvid mands kedelige liv. Samfundskommentaren var præcist placeret i et skrøbeligt Europa, hvor tolerancen er udfordret af globalisering, flygtninge og samfundsskel.

Billedresultat for de urørlige

Italienske ’Den Store Skønhed’ fra 2013 vandt en Oscar, og ramte et storbypublikum på forfængeligheden. Filmens ironiske kunstkommentar formidlet gennem en charlatan, der ser tilbage på sit umiddelbart indholdsløse liv, havde direkte linjer til Italiens lemfældige og skødeløse politiske styre, hvor mediemoguler og komikere på skift driver landet til randen af kollaps.

Den danske komedie ’Lang historie kort’ har premiere i dag i landets biografer. May el-Toukhys film om venner og kærlighed er bygget op om vores mange ritualer som for eksempel nytårsaften, bryllup, fødselsdage og sommerferier. Med en præcis skrevet og stadig let leveret dialog får filmen løftet låget af den opløsning, som mange af os gennemgår i tiden. Filmen vil under sit solrige portræt af en gruppe venner fortælle os, at vi i vores forvirrede og selvoptagede liv ikke ser glæderne, der med stor sandsynlighed udspiller sig lige foran os.

Til august kommer Natasha Arthys ’Comeback’ med Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Han har de senere år udviklet sit store komiske talent i ’Klassefesten’-filmene, og har både charmen og selvironien til at bære den svære genre.

Billedresultat for klovn forever

Sidst i september kommer ’Klovn Forever’ af Mikkel Nørgaard, der med sikkerhed bliver årets mest sete film. Mit klare indtryk er, at publikum glæder sig til Casper og Franks univers.

Det er gode tider for os komedie-folk.

 

De menneskelige ekstremister

En scene fra filmen ’Timbuktu’:

To jihadister besøger en smuk kvinde og hendes datter mens familiens mand og far er ude af byen. De to islamiske ekstremister er henholdsvis lokal og udlænding.

Vi er i det nordlige Mali i 2012, hvor stedets naturlige skønhed brydes af geværerne over de unge jihadist-mænds skuldre og deres bistre attituder. Kvinden nægter at tage sit tørklæde over håret, og hun siger til de to mænd, at hvis de ikke kan lide at se hendes hår, må de se den anden vej.

Scenen drejer ned af den humoristisk vej, da den lokale jihadist skal oversætte kvindes lille oprør overfor den udenlandske mand, som tydeligvis havde forventet, at kvinden både vil adlyde og måske er lidt bange.

Terrorens væsen er portrætteret både morsomt, underligt og menneskeligt i ’Timbuktu’. Filmen af den mauriske instruktør Abderrahmane Sissako har siden sin premiere ved sidste års Cannes festival suget kontroversiel opmærksomhed til sig. Filmens terrortema bliver tydeligt og uhyggeligt understøttet af virkeligheden – og eftersom filmen viser menneskerne bag religiøs fundamentalisme, er det klart, den skaber debat.

Kort efter januars brutale nedskydning af tegnere og journalister på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, blev visninger af filmen aflyst i Paris. Kritikere af filmen mente, at den underskylder terror med sociale forklaringer på ekstremisternes bevæggrunde. Senere skete det samme i flere afrikanske stater, da Boko Harams nedslagtninger eskalerede.

’Timbuktu’ viser en detaljeindsigt og hverdags-overvejelserne for en gruppe terrorister. De taler i smug om deres favoritfodboldhold, selvom sport er forbudt. En anden kæmper hårdt med sit rygestop. En tredje er lidt i tvivl om hvor hårdt doktrinen om musikforbud skal håndhæves, nu da de unge hører musik der lovpriser Allah.

Filmens pointer rækker ind nyhedernes dækning af fundamentalisme. Den kan ses som en visuelt koreograferet dokumentarfilm. Den adskiller sig ved, at den taler til publikum inde fra bæstets mave.

’Timbuktu’ er en del af manualen til forståelse af verden. Jeg er spændt på at se, om filmen skaber debat i Danmark. Er vi interesserede i at lære ekstremismen at kende gennem fiktion? Hvordan bliver den læst og analyseret? Provokerer den os, eller er vi for langt fra Afrika til at kunne oversætte den til trods for, at filmen har en klar global agenda?

Af Søren Høy

Kina tager magten i biografen

’The Avengers: Age of Ultron’ bliver med overhængende sandsynlighed årets mest sete film på verdensplan.

Billedresultat for The Avengers: Age of Ultron

Filmen kommer med en usædvanlig potent forhistorie.

De mange superhelte i filmen har hver sin succesfulde franchise, hvor de snildt trækker mellem 750 millioner og 1 milliard dollars ind ved billetlugerne.

Den første ’The Avengers’-film fra 2012 figurerer i dag som den tredje mest indtjenende film i historien, hvis der ikke korrigeres for inflation. Den samlede imponerende 1,5 mio. dollars hjem til Disney, inden den senere solgte for 225 mio. dollars på DVD og Blue-Ray. ’Avengers’-serien udmærker sig ved at være langt mere munter end de øvrige superhelte-serier. Den dyrker ikke de muterede kraftkarles dunkle fortid, men hæfter sig i stedet ved deres sammenarbejde, for at holde ondskaben ude af vores galakse.

Siden sidst heltene i meget stramt outfit skulle redde universet, er der sket en del i den virkelige biografverden. Den nye mega-spiller på markedet, er Kina.

For tre uger siden skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt.

Selvforståelsen er under angreb.

I Kina pibler det frem med biografer. I 2014 var der 24.000 lærreder i Kina. Det er næsten en fordobling siden 2012, hvor den seneste ’Avengers’-film kom ud.

I USA er der cirka 40.000 lærreder for nuværende. I Kina er potentialet 70.000 lærreder. Den stærkt voksende middelklasse har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Med andre ord er ’Age of Ultron’ på vej til at blive markant større i Kina end i USA. Indtil nu er det kun ’Transformers 4’, der kan prale af den slags.

For filmproduktionen betyder det nye ’leading market’, at indhold, kampagner og produktion langsomt vil få et tættere forhold til Kina og den store nations smag. Alt andet vil være dumt, nu da det er der, publikum står i kø for at se de store actionbrag.

Hvis jeg var amerikansk producent, ville jeg tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

700.000 billetter savnes

Vi er midt i et ekstraordinært filmforår. Ni danske film har allerede fået premiere i biograferne. Det store antal film har betydet, at dansk film har en markedsandel på hele 43% i årets første 4½ måned. I alt er der solgt cirka 2 mio. billetter til dansk film. Det tal inkluderer salg fra to film, der fik premiere i juledagene i 2014, og derfor har haft deres primære salg i 2015. Til sammenligning blev der solgt 3.35 mio. billetter til danske film i hele 2014.

Det er imponerende tal. Uden tvivl. Den slags giver et overordnet statistisk argument for dansk films succes.

Hvis vi kigger lidt dybere ned i statistikken, er der dog lidt en anden historie, vi er nødt til at forholde os til.

Billedresultat for Susanne Biers ’En Chance Til’

 

Susanne Biers ’En Chance Til’ endte på 215.613. Bier er normalt godt for +500.000 – men lad os bare konservativt sige, at 300.000 havde været godkendt for denne her film. 75.000 på den gale side.

 

’Min Søsters Børn og Guldgraverne’ nåede 310.838. De tidligere installationer i serien har nemt nået 400.000, så her mangler der 90.000.

’Mænd og Høns’ er årets topscorer med 357.093. En Anders Thomas Jensen film med masser af stjerner burde kunne sælge 400.000. Cirka 40.000 under forventning.

’Steppeulven’ viste sig at misse sit det brede publikum. 40.000 købte billet. Et estimat på 150.000 inden premieren kunne ikke have skræmt nogen. 110.000 bagud.

’Albert’ har solgt 108.881 til dato. For en Ole Lund Kierkegaard-filmatisering med klassiker status er en forventning på 250.000 på sin plads. 140.000 fra den vurdering.

Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ med 225.706 er mere end godkendt.

’9. April’ er stadig aktiv i markedet – for nu med 201.807 billetter. Den burde have cirka 50.000 mere i sig, for at nå sit potentiale.

’Skammerens Datter’ står lige nu på 155.356. Den mangler vel cirka 150.000 for at være den succes, som det litterære forlæg og filmens kvalitet berettiger til.

’Idealisten’ åbnede i weekenden med cirka 18.000. Det ligner dermed et salgstal på 50-60.000. Halvdelen af et konservativt estimat.

Tre af filmene har stadig en chance for at forbedre resultatet.

Pointen er, at statistikken er pæn, men at med så mange danske film på kort tid, mangler stort set alle film en pæn sjat billetter, for at være den forventede forretning.

Hvad der for den samlede danske filmbranche ligner en god historie, er for den enkelte producent i flere tilfælde en mindre katastrofe.

 

Journalister på film

Poul Brink er den sande hovedrolle i det politiske drama om Thule-basen og det amerikanske B-52 bombefly, der forulykkede i 1968. 20 år senere dykkede Brink uden frygt og yderligere analyse af konsekvenserne ned i sagen. Brink var journalist af den gamle skole. Fra en tid hvor der ikke var tidsregistrering og DJØFfere i ledelsen – bajere til frokost og en dedikation til arbejdet, der ikke handlede om kvalitetstid med børnene og frygten for ikke at kunne betale terminen på murermestervillaen og sommerhuset. Det var en mindre kompliceret verden. De gode mod de onde. Øst mod vest. Det var før journalistikken gik digitalt med konstante opdateringer, der kan ødelægge enhver god historie.

Journalister der optræder som detektiver i sandhedens tjeneste er godt materiale. Journalister har i den gode fiktionsversion frækheden til at sparke døre ind. Charmen og snarrådigheden til at gennemskue løgnen. De afviser magtdistancen så de kan vælte en regering og ikke mindst har de skarpheden til at skrive en historie, der bliver læst, som om det var en højoktan-krimi.

Jeg er vild med den antiautoritative enspænder, der bevæger sig i et vanvittig delta, hvor storhedsvanvid og oplysningspligt flyder sammen.

Billedresultat for Alle Præsidentens Mænd’Alle Præsidentens Mænd’ (1976) er den største af dem alle. Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post ændrede pressehistorien, da de optrevlede Watergate-sagen ved hjælp af den mytiske kilde ’Deep Throat’.

Siden har den film været inspiration for George Clooneys ’Good Night and Good Luck’ (2005), der på overfladen handler om McCarthy’ismens kommunist-paranoia i USA i 50’ernes – men faktisk er en nutidig kommentar til George W. Bushs politik.

Yderligere en direkte afledt mesterlig film er Michael Manns ’The Insider’ (1999) med en fantastisk Al Pacino i hovedrollen som journalisten, der optrevler den magtfulde tobaksindustri.

Billedresultat for kongekabale filmI Danmark står Nikolaj Arcels ’Kongekabale’ (2004) stadig som den bedste og mest effektive thriller om en journalist, der sætter sin karriere på spil for historien. Den films styrke er, at den er inspireret af virkelige hændelser – men derfra giver den fuld gas for at skabe det ultimative drama.

Genrens problem er desværre ofte, at de bygger på sande historier og nulevende personer, og derfor har svært ved at blive helt så dramatiske, som en god film kræver.

Jeg håber, at der stadig er journalister, der tør gå hele vejen for en historie. Det giver nemlig gode film.

Gud lever i biografen

’Do You Believe?’ ligger lige nu nummer syv på den amerikanske filmhitliste. Foran den nye wam-bam-boogie actionfilm ’The Gunman’ med verdensstjernen Sean Penn i hovedrollen.

’Do You Believe?’ handler eftersigende om en flok søgende sjæle, der finder ud af, at der er en kraft i Kristus’ kors. En ung pastor tvivler, men via en gade-prædikant indser den unge mand, at han med sin tro og vilje kan berøre folk med en konsekvens, som kun kan være orkestreret af Gud.

Umiddelbart kunne den plotlinje lige så godt være bagsiden på VHS-kassetten til b-horrorfilmen ’Eksorcisten 12’, men den tilhører tro-genren, der de senere år er blevet et massivt hit i USA.

Det undrede de fleste, at Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’ tilbage i 2004 blev en af de det års største succeser. Den indspillede imponerende $611 mio. dollars på verdensplan. Filmen var dyster som bare fanden, de taler hebraisk og aramæisk – den var uden stjerner (lige med undtagelse af Jesus), og den var voldsomt grafisk voldelig. Naturligvis, ligesom den tid den skal forestille at foregå i, kunne man rettelig indvende. Og så alligevel for film med dryppende blod, afrevne lemmer og tortur hører sjældent til blandt det brede publikum.

Undtagelsen er åbenbart, når det er Guds Søn, der tager mod pryglene.

Billedresultat for God’s not Dead’’God’s not Dead’ blev en af sidste års store succeser i USA. Den kostede $2 mio. at producere, og den indspillede cirka $100 mio. i biograferne og betalings-tv. Filmen er virkelig low-budget. Billige kulisser, skuespillere i vildt overspil og udmalede pointer, som ellers kun ses i studentikose produktioner og de værste indiske Bollywood-film. Ikke desto mindre blev filmen endnu en massiv succes i tro-genren, som vi knapt kender i Danmark.

Vi har ikke den ekstroverte og aktive tilgang til religion, og derfor vil film som de aktuelle, på ingen måder appellere til et publikum i vores del af Europa.

I USA henvender filmene sig primært til de konservative, religiøse grupper. De er bare så tilpas store, at forretningsmodellen virker glimrende. Analytikere mener, at de evangelistiske kristne ikke vil se de massive Hollywood-shownumret om Moses og de 10 bud, ’Exodus’, der kom lige før jul. De vil se historier, der ikke handler direkte om Bibelske-episoder, men i stedet autentiske, personlige og hverdags-realistiske fortællinger, der minder om det liv, de selv lever.

Gud lever i bedste velgående i de amerikanske biografer.

 

Pretty Woman fylder 25

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

30 år efter Pretty Woman: Her er stjernerne i dag | Femina’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

En smuk kvinde bliver 25 år i denne her uge.

Den romantiske klassiker ’Pretty Woman’ – med en fersk Julia Roberts på 28 somre og en distingveret Richard Gere på 40 som to kærlighedssøgende i et solbeskinnet Los Angeles.

’Pretty Woman’ er en af de film, som de fleste husker. Det er ikke one-liners og vitser, der bliver refereret til, men derimod scener. ”Jeg elsker der, hvor hun ligger i skumbad og synger Prince,” sagde en af mine veninder, da vi talte om jubilæet. ”Eller den hvor hun kommer i sin røde kjole, og han giver hende en halskæde til 250.000 dollars…,” bidrog en anden veninde med.

Det er tydeligt, at det er en film, som kvinder tydeligt husker og drømmer sig hen i. Askepot-historien blandet med My Fair Lady tilsat en smule Hollywood.

Damerne elsker scenen, hvor Vivian (som Roberts hedder i filmen) går amok på Rodeo Drive, og tømmer de eksklusive butikker med Edwards guldkort ledsaget af lystige toner fra det meget populære soundtrack.

Det interessante for mig midt i kvindernes dagdrømmeri om Vivian og Edward er, at de tilsyneladende glemmer, at hun faktisk er prostitueret. At han køber hendes selskab, hendes tid og hun underkaster sig hans økonomiske magt, når hun smæsker sig i hotellets delikatesser, pynter sig med designer rober og lever det dekadente liv for en stund.

’Pretty Woman’ blev en stor succes hos publikum, og figurerer i dag som den bedst sælgende romantiske komedie i historien. Samtidig er den vel vist nogle tusind gange bare på dansk tv, så filmen har haft alle muligheder for at møde et voldsomt stort publikum i alle aldre.

En af de respektfulde beslutninger har været, at de ikke lavede en 2’er. Dengang behøvede man ikke, at vride de sidste kommercielle dråber ud af en hver succes. Rygterne vil vide, at Roberts havde for meget gang i karrieren til, at hun ville spille den lykkelige luder endnu engang.

Som tiden er gået, har den fået klassiker-status. En af forklaringerne er, at genren i grove træk ikke har fornyet sig siden. ’Pretty Woman’ introducerede en stil, figurer og en musikalitet, som til gengæld er kopieret i hobetal siden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis filmen havde premiere i dag. Den ville blive slagtet af feminister. Den ville fylde debatprogrammer om prostitution, pigers drømme og opdragelse – sugardaddy’s og samfundsnormer.

Alt det har vi glemt, når vi mindes Julia Roberts smil og Richard Geres sølvmanke.

Dogme fylder 20 år.

Af: Søren Høy

Billedresultat for Breaking the WavesMarts 1995. Lars von Trier er midt i optagelserne til det, der senere viser sig at være hans hovedværk; Breaking the Waves. Trier er midt i et kreativt bonanza. Måske ved han, at han er på vej til at skrive filmhistorie, da han under en konference i forbindelse med filmmediets 100-års fødselsdag deklarerede, at ”i de sidste 20 år har filmene været elendige, og så tænkte jeg: Hvad kan vi gøre ved det? Derfor får I nu noget, der hedder Dogme95.” Derefter smed han om sig med røde flyverblade i det gamle traditionsrige Odéon Teater, der i 225 år har lagt kulisser til historiens største dramaer.

Der gik tre år, før Dogme 1 og Dogme 2 var klar til verdenspremiere. ’Festen’ og ’Idioterne’ havde premiere i Cannes på den store festival, hvor alle de væsentlige filmbølger er kommet ind med tidevandet fra Golfe de la Napoule. Cannes er stedet, hvor nye dimensioner tilføjes filmkunsten. Ingen andre steder er der et så krævende publikum, opmærksomhed og potentiel latterliggørelse. En instruktørs karriere kan starte og slutte i Cannes.

Inden ugen var gået, var Thomas Vinterberg en verdensstjerne. ’Festen’, den fornemmelse og uprætentiøse stemning Vinterberg og filmholdet kom med, havde Cannes ikke set siden slut-60’erne, hvor Francis Ford Coppola hver morgen gik tur på Croisetten, og Truffaut og Godard nedlagde festivalen i sympati med franske fabriksarbejderes arbejdsvilkår. Pludselig var Cannes blevet uforudsigelig, vild, naturlig – og, tør jeg bruge et af tidens absolutte buzzwords, autentisk.

Lars von Trier sad i sit mobilehome og så til, mens verden kiggede på Danmark. ’Breaking the Waves’ blev snydt for Guldpalmen i 1996, men til gengæld betød den film, at filmkritikere, filmstjerner og publikum vidste, at de skulle se og høre efter, når Trier kom med noget nyt. Og Dogme var nyt. Frisk, anarkistisk og en demokratisering af filmen.

Det vidste vi ikke dengang, da vi alle stod i Cannes og badede os i opmærksomheden fra de største i branchen. Steven Spielberg bad om Vinterbergs nummer. Martin Scorsese løb efter Trier som en fan med autografbogen åben.

Kunstnerisk betød Dogme, at alle kunne lave film. Har du en god historie, så lav den! Tænk ikke på sminke og kulisser – kom i gang! Tanken har været en afgørende inspiration for en hel generation af unge filmmagere. Det er de unge, der har fået mest ud af Dogme. Konceptet viste sig ikke direkte bæredygtigt udenfor Danmark på den store scene, men har skabet et delta for dokumentarister, undergrund og talenter.

På Dogmes 20 års fødselsdag kan jeg konstatere, at ideen og filmene stadig har en helt afgørende placering i filmhistorien.