Forsvaret for geniet

Af Søren Høy

Hver eneste gang Lars von Trier laver en ny film, kommer dansken frem fra gemmestedet bag ligusterhækken.

Det er tydeligt, at Trier vækker en vrede. En stor del af danskerne forstår ham ikke. Han er underlig, synes de.

Han er brutal, gemen, ondskabsfuld, udspekuleret og afstumpet med storhedsvanvid i en vanvittig depressiv kunstnerkrop – og i øvrigt er han en selvcentreret provokatør, der suger urimeligt på borgernes skattepenge.

Hvorfor kalder Trier den vrede frem?

Hvad er det, han gør, som film efter film fremkalder reaktioner, ingen anden kunstner i dette til tider åndsforladte land skal stå model til?

Forklaringen skal findes i nogle komponenter, der i sidste ende peger tilbage på en nation, hvor der ganske enkelt har været så få afgørende mennesker, at vi ikke aner, hvordan vi skal håndtere dem – endsige hvordan vi skal prædikere deres geni.

Havde Trier været videnskabsmand med en række målbare og valide formler og figurer, havde det været lettere.

Nu handler det om kunst, og så er det straks en anden sag, for her spiller folks smag ind. Hvis man ikke kan lide ham eller hans film, føler man sig i sin gode ret til at anklage for elitær snobberi med referencer til eventyret om Kejserens nye klæder.

Trier udvider filmsproget, han skaber nye fortællinger og stilarter. Han skriver figurer og historier med temaer, som ingen andre. Mange af de største instruktører i verden identificerer Trier som en af de største nogensinde. Hele verden kigger på Trier, og det er fordi han skriver et nyt kapitel i filmhistorien, hver gang han laver en ny film.

Trier laver ikke kunst for alle. Han er ekspressionisten, der laver film, som han mener, de skal laves. Han tænker ikke på publikum, og det provokerer tydeligvis i en tid, hvor kunden altid har ret og hvor vi alle ved bedst.

I Triers film er der ingen nemme løsninger, ingen manualer og ingen leflen for trends og tidstypiske identifikationspunkter. Man er på egen hånd, når man ser en Trier-film.

Det sjove er, at han sikkert ville give sine kritikere ret i det hele, hvilket blot og bare ville gøre dem endnu mere spruttende og forvirrede.

Men der er heller ingen tvivl om, at Trier gerne vil anerkendes som vores tids største danske kunstner.

Det burde vi være enige om at gøre. Bagefter kan vi så bruge resten af tiden på at diskutere filmene.

Det ville klæde os som nation.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s