Biografisk filmstorm

Af Søren Høy

I skrivende stund har ’Spies & Glistrup’ rundet 230.000 solgte billetter i de danske biografer. Filmen om de to excentriske venner, der i 1970’erne eksperimenterede med henholdsvis stoffer og skatteregler, er populær. Den skal nok ramme 400.000 inden den bliver pillet af fremviserne.

Filmen er en sjælden biografisk succes i 2013, hvor det vælter ud med film om politikere, kongelige og fænomener fra de sidste 50 år.

De portrætterede hovedpersoner er som oftest figurer, vi har et nært forhold til, og som minder os om tragedier, triumfer og milepæle i familie- og arbejdslivet. Når filmene er bedst, giver de refleksion og lyst til fordybelse og forståelse af vores egen historie.

De seneste uger er filmene om Apple-maestro Steve Jobs (’Jobs’) og Formel 1-legende Niki Lauda (’Rush’) åbnet i Danmark. I dag premierer historien om ’The Butler’, der tjente under hele otte præsidenter i Det Hvide Hus.

I næste uge kan biografgængerne møde Prinsesse Diana, senere på året ’Grace of Monaco’ med Nicole Kidman, Julian Assange fra WikiLeaks, klaver-virtuosen Liberace, travhesten Tarok og den svenske jazz-stjerne Monica Zetterlund. En imponerende combo af divaer, ikoner og en enkelt hingst.

Publikumstilstrømningen til de biografiske film er stærkt varierende. Pudsigt nok betyder hovedpersonens fanskare ikke noget for, hvor mange der indløser billet i biografen.

’Jobs’ er eksempelvis en fiasko i USA, hvor den kun har indspillet 15 millioner dollars – tre millioner mindre end den har kostet at lave.

Måske havde producerne regnet med, at alle der har købt Jobs’ biografi eller et Apple-aggregat ville se filmen.

En film kræver en tydelig konflikt, og da den konflikt ofte er hovedpersonens spaltede personlighed, har filmen nemt ved at støde fans fra sig. Analysen er, at publikum ikke har lyst til at se en alt for kritisk gennemgang af de mennesker, som de dybest set ønsker at beundre. Det samme kan man frygte på flere af de kommende films vegne.

I dansk regi savner jeg den politiske, kritiske og samfundsperspektiverende film om Jens Otto Krag. Han har formatet til en film, der både kan tage et fingeraftryk af velfærds-Danmark og forhåbentlig give nye generationer indsigtsrige detaljer om alt fra magtspil til tabloidsensationer. Lidt det samme som ’Spies & Glistrup’ begejstrer med i de her dage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s