Disneys magiske farvelade satsning

’Oz – The Great and Powerful’ åbner i dag i det meste af verden. 3D ekstravaganza for hele familien og en opdatering af et af filmhistoriens største eventyr.

Har Disney regnet succesformlen ud?

Af Søren Høy, Viasat Film

200 millioner dollars har filmen kostet. Yderligere er der brugt 135 millioner dollars til markedsføring. Tommelfingerreglen i filmens verden er, at en film ved billetlugerne skal tjene sit samlede budget tre gange, før den giver overskud til alle involverede. Fra producent til billetsælger. Med andre ord skal Disneys mega-satsning gerne indspille cirka 1 milliard dollars, for at den kan betegnes som en økonomisk succes. Det er et vildt beløb at sigte efter, og der er da heller ingen tvivl om, at det legendariske og ikoniske firma bag filmen har satset det meste af husholdningskassen på denne her film.

Disney har noget at have deres forventning i. I 2010 lancerede de en film, som på mange måder minder om den aktuelle. Legebarnet med licens til bruge alle tuscherne i penalhuset, Tim Burton, genindspillede ’Alice in Wonderland’ med den dekadente superstjerne Johnny Depp i på plakaterne, og den film ramte den magiske milliard dollars på i indtjening verdensplan. En sand triumf for Disney, der med den film dygtigt og heldigt fandt den kombination af eventyr, effekter og leg, der skal til for at ramme det brede publikum. Dengang var der en masse snak om, at Tim Burton gik og legede med tanken om at genindspille ’The Wizard of Oz’. Klassikeren som Victor Fleming instruerede i 1939, samme år som han i øvrigt lavede en af filmhistoriens største værker, ’Borte med Blæsten’.

Den første musical/fantasy version om den 16-årige Dorothys rejse fra bøhlandet i Kansas til det magiske land Oz, var i sin tid et teknologisk og genremæssigt nybrud. Sære, syngende væsner i strålende, farverige omgivelser og i midten af det hele en bedårende Judy Garland, der helt i tidens kyske ånd repræsenterede alle unge kvinders rejse fra et stilfærdigt og tækkeligt liv på farmen ind i voksenlivets farefulde udfordringer og tiltrækkende fristelser. Man forstår lysten til at lave filmen igen. I dag vil alle fra ’Blikmanden’ over ’Fugleskræmslet’ til ’Den Bange Løve’ og selveste fupmageren fra Smaragdbyen ’Troldmanden’, kunne laves med fantasifuld sødme kombineret med en dyster baggrund, så nutidens børn ville få en relevant opdatering af den fantastiske fortælling.

I filmens verden fylder rettigheder en hel del, og dem kan man ikke bare overtage og genbruge. Selskabet Warner ejer filmrettighederne til den oprindelige historie, så hvis Disney skulle udnytte de gode erfaringer fra ’Alice in Wonderland’, så krævede det en ny historie, og derfor handler den aktuelle film om den lidt forhutlede magiker Oscar Diggs (James Franco), der ender i landet Oz efter en ballontur i en skypumpe. Med andre ord forhistorien om hvordan Troldmanden havnede på slottet som frelser af det forstyrrede rige, inden Dorothy overhovedet blev født.

Sam Raimi, manden bag ’Spider-Man’ trilogien, endte med at få ansvaret for det store projekt. Tim Burton røg ud af uvisse årsager, men det er hans farveskala og principperne fra ’Alice’, der tydeligvis er brugt i både stil og markedsføring. Der er ingen tvivl om, at Disney gerne vil ramme nøjagtig det samme publikum igen.

Spørgsmålet er nu, om Disney har regnet den rigtigt ud? Er denne historie er lige så kendt for verdens unge som ’Alice’, om folk gerne vil se den kommercielt uprøvede James Franco som Troldmanden, om 3D er lige friskt og spændende som for præcis tre år siden, hvor ’Alice’ kom ud?

Publikum har svaret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s