Historisk Oscar-årgang

Historisk Oscar-årgang

De gyldne Oscar-statuetter uddeles for 85. gang natten til mandag. Det er en flok mesterlige film der konkurrerer om den flotteste filmpris i verden. Det danske bidrag ’En Kongelig Affære’ er en af dem.

Af Søren Høy, Viasat Film

Oscar 2013 vil blive husket. Aldrig før har så mange spektakulære og debatskabende film været samlet i hovedkategorien. Aldrig før har eksperter, sandsigersker og bookmakere været så uenige om udfaldet af afstemningen blandt de cirka 5800 medlemmer af det Amerikanske Filmakademi. Og lad os starte med dem. De mange branchefolk, der vælger de 24 vindere, der mandag morgen har skrevet sig ind i filmhistorien.

Alder er en væsentlig faktor i Oscar-ræset. Modsat resten af verden hvor der er en stærk ungdomsfiksering, så er Oscar på vej på alderdomshjem. Gennemsnitalderen er 62 år, 77% er mænd og 94% er hvide. Kun 2,5% er sorte, 2% er af latinsk afstamning og 1% er asiater.

Det er kun 14%, der er under 50 år gamle. Statisktik – korrekt. Men alder betyder noget i det her spil. De gamle kan jo de facto lide andre film end de yngre. Mange medlemmer har ikke arbejdet i branchen i årtier. En er sågar nonne i dag. En anden er boghandler. På en løjerlig facon bliver Oscar-ræset afgjort af et fælles-amerikansk panel af godtfolk med meget forskellige interesser. Det forklarer også hvorfor, at nogle mener, at vinderfilmen ofte er lidt konservativ i sit udtryk.

De gamle hvide mænd i akademiet har en stor opgave foran sig i år, for der er alt for mange film, som appellerer direkte til dem. Normalt kan man skære det ned til en eller to, men i år taler man om fem film, der alle har en fair chance for at tage store priser.

Tilbage i september lignede ’Argo’ en sikker vinder. Filmen om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Det samme gør en hyper-aktuel og stærkt kontroversiel film om jagten på USA’s største fjende i 10 år; Osama Bin Landen. ’Zero Dark Thirty’ lignede hen over november en vinder. Autentisk og stærk i sin samtidsreflekterende historie. Den film rammer som et missil ned i nationalfølelsen.

Det samme kan man sige om den tredje storfilm, der hen over december blev udråbt som favorit. ’Lincoln’, der handler om den måske største amerikanske præsident af dem alle. Manden der samlede nationen efter borgerkrigen og ophævede slaveriet. En film med en af de senere års mest bemærkelsesværdige skuespilpræstationer af Daniel Day-Lewis i titelrollen.

Det samme kan man sige om skuespillet i østrigske ’Amour’, der har sneget sig ind som en fortjent konkurrent til primært den kvindelige hovedrolle pris. I filmen overlegent naturalistisk spillet af Emmanuelle Riva, der inkarnerer livslang kærlighed og livets lunefulde drejninger, hvor alt med et knips kan ændres for evigt.

Ingen af de ovenstående kvaliteter kan prædikeres på ’Life of Pi’, men til gengæld har den en virtuos teknisk side, som vil appellere stærkt til de cirka 1500 medlemmer, der som håndværkere i enten præ- eller postproduktionen arbejder langt fra stjernelønninger og fascination for superstjerner. De vil gå efter en film, der sætter nye tekniske standarder.

Her et par dage inden festivitassen er det igen ’Argo’ der har favoritrollen. Den har vundet masser af priser på vejen mod Oscar, og noget tyder på, at den med en flot afsluttende kampagne og medvind i medierne har overhalet de andre, yderst kapable konkurrenter.

På siden af de store navne står Nikolaj Arcel og ’En Kongelig Affære’. Det vil været et mirakel, hvis den vinder. ’Amour’ er nattens største favorit, og jeg tror, at vi skal være heldige, hvis vi bare får et glimt af det danske hold inde fra det historiske show, som for første gang i mange år er decideret spændende og uforudsigeligt.

Søren Høys favoritter:

Bedste film: Argo

Ben Afflecks film om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Eneste konkurrent er vel ’Lincoln’ selvom ’Zero Dark Thirty’ i mange henseender er en bedre film.

Kvindelig hovedrolle: Jennifer Lawrence, Silver Linings Playbook

Man er lige dele fascineret af Jennifer Lawrences skuespil, udseende, naturlighed og skarpe tunge. Hendes sørgmodige, moderne portræt af tiden kvinde er en suveræn præstation.

Emmanuelle Riva fra ’Amour’ kan nemt snuppe prisen. Det vil være fortjent da man kan argumentere, at Rivas spil er mere krævende og langt mere teknisk krævende.

Mandelig hovedrolle: Daniel Day-Lewis: Lincoln

Dette her er en af bedste, mest troværdige og samtidig underspillede præstationer i mange år. Den mest sikre af alle Oscars. Ingen konkurrenter, ingen grund til det. Lewis er Lincoln. Med åndelighed, udmattet og politiker ind ind i den benede sjæl.

Kvindelig birolle: Anne Hathaway, Les Miserables

Fuldstændig ligegyldig film og Hathaways Oscar er lige så meget et kompromis som den er fortjent. Det burde være Amy Adams fra ’The Master’ men den film er black listet fra podiet, og pludselig havner prisen hos de syngende dådyrøjne.

Mandelig birolle: Christoph Waltz, Django Unchained

Waltz præstation er fuldstændig forrygende morsom og virtuos sproglig rolle, men samtidig ligner den måske lidt for meget hans Oscar-rolle fra ’Inglorious Basterds’. Eneste konkurrent er vel Tommy Lee Jones i ’Lincoln’. En kedelig rolle. Philip Seymour Hoffman burde få den for ’The Master’

Instruktør: Steven Spielberg, Lincoln

Han er jo samtidens største instruktør, så der er ikke meget at sige til, at han har fortjent den. Men sandheden er, at det udelukkende er på grund af den uforståelige ekskludering af Ben Affleck, at Spielberg ser ud til at løbe med statuetten. Eneste konkurrent er Ang Lee, som med ’Life of Pi’ har fat i mange nørder i akademiet.

Adapterede manuskript: Argo

Som en form for kompensation for den manglende instruktions-nominering og at ingen skuespillere rigtig har fundet vej til akademiets hjerter, så får ’Argo’ sikkert manus-prisen. Konkurrenten er som med hovedprisen ’Lincoln’.

Originale manuskript: Django Unchained

Tarantino skriver bedre end nogen andre. Hans signatur står ud over alle siderne. Hans monologer, dialoger, provokationer, referencer og sans for historiens komik er enestående. Konkurrenten er ’Zero Dark Thirty’, som ellers ser ud til, desværre, ikke at få noget. For det er en fantastisk spændende, politisk og en film med helt utrolig tidsånd.

Animerede film: Wreck-it Ralph

Der er ingen af de store priser, som siger mig så lidt som den animerede film. Totalt ligeglad. Men Ralph er da god, den kan ses af alle og er vel et godt bud på årets tur i legetøjs-kategorien. Konkurrenten er den opblæste ’Brave’ som er endnu et eksempel på, at man tager det, der bliver serveret for en, i stedet for at være kritisk.

Dokumentar: Searching for Sugar Man

Svenske ’Sugar Man’ er en rørende og globaliseret verdensfortælling. At det knapt er en dokumentar, er en anden sag. Det er nærmest fiktion med kranture og utrolig tilrettelagt narrativ og handling. Men god er den, flot og musiklaks ind i sjælen.

Udenlandskske film: Amour

Alt mens vi hepper på ’En Kongelig Affære’, så tror jeg sgu, at ’Kon-Tiki’ har overhalet den danske, og lige nu er den største trussel til favoritten fra Østrig.

Når man stemmer i denne kategori, så skal man have set alle fem mulige film. Og eftersom det kun er de gamle i akademiet, der gider det, så kan det være, at de ikke gider se en trist film om gamle mennesker – og at det danske bidrag ligner noget, de har set før. Og så ender de på den norske. Vi får se. Håber stadig på den danske. Det er sgu en flot film med langt bedre skuespil end i den norske samt at den er langt mere modig i udfoldelsen af historien.

Filmfotografering: Life of Pi

Klip: Argo

Lyd klip: Zero Dark Thirty

Lyd Mix: Les Miserables

Visuelle effekter: Life of Pi

Kostumer: Anna Karenina

Make up: Hobbitten

Produktions design: Anna Karenina

Score: Life of Pi

Sang: Skyfall

Kortfilm: Curfew

Korte dokumentar: Open Heart

Animerede kortfilm: Paperman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s