Skyfall

Skyfall – politisk skarp James Bond

Billedresultat for skyfall james bond

De bedste James Bond-film er politiske. De rammer plet, når verdens situation indrammes af 007s mission, og når Bonds fjende er den samme, som den vi andre har.

AF SØREN HØY

’Skyfall’ åbner i morgen i biografer i det meste af verden. Det er en af årets største premierer, den er klar til at blive skudt ud til de mange millioner af fans, som alle sammen har deres eget personlige forhold til verdens mest kendte agent, 007, der har licens til at dræbe.

Den licens har Bond brug for. Dels har han over 50 år og 23 film kæmpet mod alverdens skurkagtige forbrydere, og dels har han de senere år haft sit hyr med at få forfatterne bag manuskripterne til at hitte på historier, som er værdige for den efterhånden aldrende gentleman.

Måske har han denne gang truet dem en ekstra gang, for de har virkelig oppet sig med en historie, som er langt mere samfundskritisk, politisk skarpladt og kommenterende end det vi har set siden 60’erne, hvor filmene dyrkede Den Kolde Krig med tilhørende detoner-klar magtbalance.

Det interessante er, at den nye film tager et aktuelt fingeraftryk af den britiske nation.

’Skyfall’ handler på overfladen om Bond, hans forhold til sin agent-familie MI6 og ikke mindst den moderlige forbindelse som han har til M, spillet majestætisk af Dame Judy Dench. De kalder hende ’Mother’ i filmen, og hun bliver et billede på hele den britiske modernation.

M er i centrum for filmens moralske dilemma.

Hun beordrer i filmens prolog Bond skudt. Hun er bange for, at han ikke kan ordne en gangster, der er ved at flygte med sensitivt materiale, så derfor må Bond pløkkes sammen med gangsteren. Dermed likviderer hun nationens sikkerhed. Den tryghed som Bond sikrer. Hun ofrer sin agent-søn for ikke selv at komme i fedtefadet.

Ikke nok med det. Filmens onde, dekadente skurk og ex-agent, spillet til perfektion af Javier Bardem, er ude på hævntogt.

Hævn over MI6, over M, over England. Han vil hævne sig på den nation, som han gav sit liv og sin ære for. Det britiske imperium tog røven på ham, de ofrede ham og de lod ham rådne op i en torturcelle. Alt sammen i det politiske spils navn.

Analogien til situationen i Storbritannien er tydelig.

Briterne føler sig snydt af deres regering og af systemet. Som nation gik de i krig i Afghanistan og Irak uden FNs mandat, og de har lidt større tab end nogen af de andre allierede, USA undtaget. 433 i Afghanistan og 179 i Irak. Konstant mindes nationen om den skrækkelige situation, som soldaterne er i. Familier er revet fra hinanden, krigstraumerne står i kø for at blive behandlet, men systemet tilbyder ingen hjælp. De overlevende soldater vender hjem til arbejdsløshed og manglende forståelse for det, de har oplevet.

Nationen er økonomisk og socialt knækket over. Der bliver konstant længere mellem indkomstklasserne. De rige overtager byerne, kulturen og uddannelserne. De fattige marginaliseres, udpines og glemmes. De mister troen på politikere og autoriteter, og tager afstand fra det land, som burde give dem tryghed og hjælp.

Tag til England, åbn en avis, tal med folk. Det her er det store tema, den store sociale kamp, som landet kæmper lige nu. Der er ingen stolthed og ingen loyalitet overfor Moder-England.

Det er den indre fjende og intern splid, er ved at rive nationen fra hinanden. Præcis som i ’Skyfall’.

Agenterne ofrer alt, systemet ofrer agenterne.

De bedste fortællinger har et politisk lag. Det er de historier, som folk husker. Det er dem, der beretter om vores identitet, tidsånden og folkets mening. Det er derfor, at ’Skyfall’ bør blive husket som en film, der vil mere end blot og bare underholde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s