The Master ligner en Guldløve-vinder

Venedig Festivalen nærmer sig sin afslutning. Søndag aften uddeler juryen årets priser, og der tegner sig et billede af de mulige prisvindere.

AS SØREN HØY

Lad det endelig være sagt med det samme. Festivalernes priser uddeles af en jury. Ikke af publikum, ikke af kritikerne. Med andre ord kan vi kun gætte, analysere og gisne om udfaldet. Jeg har før været på festivaler, hvor der var det ene mesterværk efter det andet, og alligevel løb en totalt ukendt, minimalistisk og uforståelig film med den store pris. Grunden til at det sker er nok, at alle juryer forsøger, at sætte et unikt aftryk på deres beslutning. De vil gerne huskes som dem, der gik imod strømmen, som valgte den film, der brød grænser, overraskede de bedrevidende kritikere og som måske ikke har en jordisk chance for at vinde et stort publikum. Blot for at fortælle, at filmens verden er større end blockbusteren nede i den lokale biograf. Motiverne og bevæggrundene er mange, og der ligger et stor pres på de ni jurymedlemmer, under ledelse af amerikanske Michael Mann, der som instruktør har lavet stærke film som ”Heat” og ”The Insider”. Men lad os nu se, man kan håbe, at der er en vis retfærdighed, så to gode, afgørende film i det mindste får et eller andet med hjem.

Kritikernes favorit er Paul Thomas Andersons ”The Master”. Det er en stor film, som sidder fast i systemet, længe efter, at man har set den. Filmens refleksion over religionens påvirkning og søgen efter den identitet, som et religiøst fællesskab kan give. Linjerne er tydelige til diverse populære sekter, ideologier og det moderne menneskes brug for at finde retningslinjer i det her løjerlige liv. ”The Master” er klasser over alt andet, som der er blevet vist i år, så den bør tage første pladsen.

Franske Olivier Assays har udviklet sig til at være en pålidelig instruktør. Han var manden bag forrige års perspektivrige politiske krønike om den legendariske terrorist Carlos. En gigantisk serie på seks timer, der som vores egen ”Blekingegadebanden” slog direkte historiske streger mellem den kolde krig, konflikten i Mellemøsten og aktivistbevægelserne i Europa. Assayas’ nye film hedder ”Aprés Mai”, og delvist selvbiografisk handler den om samme periode i 70’erne som ”Carlos”. Den nye verden kom drønende, frihedstankerne og kunsten satte sig fast i storbyerne, kærligheden blomstrede og fundamentet blev støbt til den selvrealiserende og forvirrede generation, som i dag sidder på magten.

En væsentlig film for vores europæiske selvforståelse.

Om et par dage er vi alle meget klogere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s