Monthly Archives: maj 2012

Der er kun én Tarantino!

I 20 år har den amerikanske virtuos Quentin Tarantino udviklet sin egen stil til perfektionisme. Han er cool, og det samme er hans djævelsk humoristiske og brutale film.

Af Søren Høy

Indrømmet. Skyldig. Jeg glæder mig hysterisk til en ny Tarantino-film. Det øjeblik hvor ’Django Unchained’ slutter med en lille scene efter rulleteksterne, sidder jeg og tænker på, hvornår mon den næste film kommer, og jeg hader, at der sikkert er mindst tre år til.

Sådan har det været siden 1992, hvor jeg så ’Reservoir Dogs’. Den røg direkte ud på video. Ingen gad sætte den op i biografen. Det var jo bare afstumpet vold. Pointeløse gangstere der mejede hinanden ned i en film om et kup, der går galt. Jeg elskede den film. Jeg så den fire gange i træk. Jeg havde aldrig set noget lignende. Mr. Brown, Mr. Pink og de andre hurtigt snakkende banditter. Det var mine drenge.

I 1994 kom hans mesterstykke. ’Pulp Fiction’ manifesterede hans stil, hans kvikke replikker og hans udsøgte sans for at blande handlinger så raffineret, at hele verden klappede i takt. Quentin fik en Guldpalme i Cannes og en Oscar for bedste manuskript. Selv siger han, at prisen på den franske guldkyst er den vigtigste, han har vundet. Forklaringen er med sikkerhed, at han har den dybeste respekt for europæisk film.

Tarantino er en sand kender af komplicerede og ofte ukendte kunstfilm, og man må ikke tage fejl af, at det er dem, som han ofte lader sig inspirere af.

I lighed med sine helte fra europæisk film er han en af de få auteurs i Hollywood og omegn. Han skriver selv sine film, han udvælger sirligt de lækre soundtracks og han arbejder med old school teknikker – alt sammen det, der giver ham det unikke prædikat, at man kan tale om en Tarantino-film. Alle andre bliver sammenlignet med ham og ikke omvendt, hvis de bare nærmer sig en stil med grynede billeder, kvikke replikker og lige så hurtige pistoler.

Jeg mødte ham til en masterclass i 2009, hvor han gav et indblik i sin lidt gammeldags teknik, som han har kopieret fra sine forbilleder. Han filmer på 35mm celluloid, som meget få stadig bruger. Han klipper sine film, som man gjorde det i 70’erne. Ingen ny teknik, ingen smarte ting der ødelægger den stoflige fornemmelse. Han fortalte også, at han vil overveje sin karriere, hvis han blev tvunget til at lave 3D. Han hader digitale effekter og går altid efter ægte stunt og håndlavede skudhuller som man så det i hans yndlings-b-film fra 70’erne.

De senere år han desuden udviklet et lettere neurotisk attitude, fortæller mine bekendte der har arbejdet sammen med ham på ’Inglorious Basterds’ i Babelsberg Studierne i Berlin. Da de var nået til sidste optagedag overlod han de sidste scener til sin assistent, hvorefter han forlod settet uden at sige farvel til holdet. Han kan ikke lide, at ting bliver personlige – og i det hele taget har han det bedst inde i den filmiske virkelighed, hvor alt handler om kameraopstillinger, klip eller bare hysterisk detaljerede referater af scener fra en tosset film, han engang har set.

Han er uden tvivl under pres. Der er flere milliarder kroner på spil, og han er en del af Oscar-familien der bliver trofast nomineret. Presset blev tydeligt i den aktuelle debat, hvor ’Django’ er blevet krydsforhørt i relation til den lemfældige brug af skydevåben i filmen. Han nægtede overhovedet at forholde sig til sammenfaldet mellem fiktionsvold og virkeligheden. Jeg forstår ham godt. Den dag han går i volds-dialog, underminerer han hele sit filmiske ophav og værk.

Quentin Tarantino er filmmagernes, cineasternes og nørdernes favorit. Han hylder filmen, han kender sine klassikere og som en af de få, opretholder han en oprigtig kærlighed til filmen, hvor han i 20 år har skabt og dyrket en stil, der har gjort ham til en unik kunstner.