Recessionen i Hollywood
Recessionen betyder fyringer i stort set alle brancher. Alle mangler penge, alle holder igen med det, som de har. Hollywood, hele verdens filmhovedstad, var et af de eneste steder, hvor man kan mærke en fremgang midt i krisen. Folk strømmer i biografen, mens pengene strømmer ud af samfundet. Bag stigningen i biografbesøg gemmer der sig dog en potentiel krise, som publikum først opdager om et års tid.
Af: Søren Høy
”Vi kan virkelig mærke krisen nu”. David Von Anckern er instruktør af de populære
serier ”Californication” og ”CSI:New York”. Begge serier kører lige nu på dansk TV. ”Fra vi sluttede sæson 1 på ”Californication”, til vi startede sæson 2, ændrede verden sig. Vi havde et budget på cirka 2 millioner Dollars per 30-minutters afsnit – fra den ene dag til den anden fik vi skåret 20% af alle udgifter til produktionen. Det er voldsomt meget, specielt eftersom vi havde håbet på, at vi ville få endnu mere, nu da sæson 1 blev så populær”. Von Anckern er på besøg på European Film College i Ebeltoft, hvor han fortæller om sit arbejde på de TV-serier, der er blevet populære i Europa de senere år. ”De 20% vi mangler, kan ses på skærmen. Det kommer til at se billigt ud, der bliver skåret i antallet af locations (steder hvor serien bliver optaget) og vi får ikke lov til at lege så meget med beskæringer og sjove, impulsive ideer, som vi gjorde på sæson 1”.
David Von Ancken fortæller, at den nemmeste måde at spare på er, at man laver flere optagelser indendørs, hvilket betyder, at mange scener bliver lidt statiske, lidt kedelige, efter hans mening: ”Tidligere havde vi på ”Californication” 10 dages optagelser til etafsnit. Gerne 4 dage i studie og 6 dage på gaden. Efter krisen er det blevet til 7 dage i studiet og 3 dage på gaden. Det er billigere at arbejde i studiet, hvor vi kan styre vind og vejr, hvor det ikke kræver tilladelser til at filme, transport af udstyr, mad osv. – det giver et helt andet indtryk af serien, der ellers bevægede sig frit rundt i Los Angeles. Nu får seerne en anden serie – stadig med stærke dialog og karakterportræt, bare uden så meget faren rundt.”
TV-serierne bliver spyttet ud fra Los Angeles i disse år. De har publikums opmærksomhed i hele verden, de har en kvalitet, der gør, at store stjerner og dygtige instruktører gerne vil arbejde med dem. Hvis de attraktioner fjernes, så kan det i yderste konsekvens betyde, at kvaliteten falder. David Von Ancken siger; ”Kvaliteten falder, når man tager penge væk fra en produktion, der kører hurtigt og skal ekspederes i en fart. Sådan er det. I Hollywood siger man, at en TV-produktion er betinget af penge, kvalitet og hurtigt tempo – men efter krisen kom, blev pengene til ”få penge”, og nu ved alle, at de kun kan få to af tingene. Man får ikke kvalitet og hurtigt leveret arbejde for få penge. Det kommer seerne til at kunne mærke, når næste sæson kommer.”
Budgetterne til TV-serierne bliver yderligere presset det kommende år af svigtende indtægter fra seerne, der i Los Angeles betaler op mod 900 Dollars for et år med kabel-TV. I følge Los Angeles Times overvejer hele 50% af abonnenterne til de store kabelpakker at droppe de 300 kanaler, som den giver adgang til. Årsagen er dels, at mange af de gode programmer kan hentes på nettet gratis, hvis man henter dem ulovligt. En anden grund er den simple, at seerne ikke har råd til at betale. I sidste ende betyder det, at serierne ikke bliver så meget værd for kanalerne, og igen smitter det af på produktionsbudgetterne. Noget tyder på en dødsspiral for de velproducerede serie-afsnit, der på få år er blevet en industri på højde med spillefilm.
Stjernelønningerne
For et par år siden var det ikke unormalt, at man kunne læse, at en stjerne i Hollywood fik op mod 20 millioner Dollars for en film. Julia Roberts, Tom Cruise, Jim Carrey, Adam Sandler – de typer. Dem der stryger nummer 1 på box office listen uanset hvad, de laver. Lige under dem var der en stor gruppe, som snildt trak det halve hjem per film. Den fest er også ved at være forbi. Hvor instruktører og forfattere er aflønnede efter fagforeningstakster, så er skuespillernes løn kun udregnet efter en mindsteløn. Oven i det forhandler de selv procenter af rettigheder, co-branding aftaler og andre ting, der får spillernes lønninger op på de voldsomme summer.
Rygterne i branchebladene siger, at det er mellem-stjernerne, der kommer i klemme med de pressede priser. Will Smith, Scarlett Johanson og Angelina Jolie kommer formodentlig ned på 2,5 millioner Dollars for en film. Der er en fjerdel af deres pris i forhold til 2007. Det betyder samtidig også, at de profitable procent-aftaler ikke længere bliver lavet. Jim Carrey lavede f.eks. en præstationsaftale for filmen ”Grinchen” (2000), hvor han og instruktør Ron Howard fik 30% af filmens indtjening i løn. Den lavede 340 millioner Dollars. Studierne tør ikke, der er ikke længere det frie, vilde marked, hvor man satser, og lader folk tjene penge efter filmens popularitet. Nu spilles der sikkert.
Filmbladene er under pres.
Det er ikke kun TV-serierne og spillefilmene, der i tiden er under pres i Studio City eller Tinseltown (rygtebyen) som Los Angeles kaldes. I mere end 75 år har de to store brancheblade Variety og The Hollywood Reporter kæmpet om historier, studienyheder og eksklusive interview med branchens hot shots. Filmstudierne vil ikke betale for store reklamer mere, det trækker priserne i bund for alle annoncører. De store bestemmer altid prisen, resten følger efter. Variety har på det seneste fyret 30 medarbejdere, og The Hollywood Reporter har i følge chefredaktør Eric Mika 90 medarbejdere på hovedkontoret i Los Angeles. Det er halvdelen af staben for 5 år siden. Trenden for filmstoffet går online, så begge blade satser stort lige nu på nyheder, ratings, salgstal – statistik der hurtigt læses og opdateres på nettet. Hvis et af bladene lukker, vil det skabe et tomrum i Hollywood, hvor bladene har hver sin religion, hvert sit filmsyn. Variety som protektor af filmkunsten, Reporter som forretningsmandens foretrukne.
Publikums valg ved billetlugen.
Indblik spurgte den erfarne producer Rick Senat, der har 25 år i branchen og titler som Harry Potter og Batman i bagagen, om hans syn på hvad publikum kommer til at gøre ved billetlugen det næste års tid. ”Det bliver svært for de små film, det er der ingen tvivl om”. ”Folk vil med sikkerhed vælge de store film, da de er bange for at gå glip af sensationerne, der jo kommer et par stykker af om året. For eksempel James Bond. Selvom alle jeg har talt med, er enige om, at den nye ikke er særlig god, så skal de lige se den, så de kan snakke med kollegerne om den. Dermed vælger de den lille, franske perle fra, da de kun føler, at de har penge til en billet. Tidligere havde de penge til begge film”.
”De næste par år kommer vi til at se sikre film. Film som producenterne tror og håber på, vil sælge sig selv. Her taler vi kendte serier, kendte figurer – film i genrer, som er afprøvede og godkendte af publikum. Mange i Europa tror, at det allerede er sådan i USA, men bare vent – det bliver endnu værre, hvis man ikke er til superhelte og tegnefilm” siger Rick Senat. Noget tyder på, at han har ret. Flere amerikanske tidsskrifter melder om interesse for at lave nye versioner af 80’er film som ”Karate Kid”, ”Robocop” og dansefilmen ”Footloose”. Studierne kender figurernes potentiale, de ved præcist hvilken målgruppe, de taler til – og vigtigst; de skal ikke betale de meget dyre manuskriptforfattere for at udvikle et nyt univers. Den slags tager tid, og tid er der ikke for meget af i en branche, der lugter krise.
Krisefilm
Film spejler ofte verden. I krigstider ser vi krigsfilm, op mod præsidentvalg kommer der præsidentfilm. Flere film med krisen i centrum er i udvikling. ”Wall Street 2” forhandles der intenst om. Historiens problem er eftersigende, at manuskriptet hele tiden bliver overhalet af virkeligheden. Store firmaer krakker, børsfolk begår selvmord, skandaler dominerer overskrifterne. Australske Baz Luhrmann er i gang med en genindspilning af F. Scott Fitzgeralds ”The Great Gatsby”. Historien foregår i tiden op til depressionen i
1930’erne, og Luhrmann fortæller til The Hollywood Reporter, at det er hans fortolkning af den nuværende krise, som han vil bruge som forklaring på verdenshistoriens gentagelser. ”Jeg arbejder hurtigere, end jeg normalt gør” fortæller Luhrmann. ”Den skal være færdig, mens den stadig er aktuel”.
Provokatøren Michael Moore er ligeledes ved at være klar med sin krisefilm. Med arbejdstitlen ”Fahrenheit 9/11 ½” vil han fortælle om George Bush seniors politik, der i følge Moore er grund til det økonomiske morads, som hele verden befinder sig i.
Det går egentlig meget godt!
Trods alle dommedagsvarslerne, så går det meget godt i amerikansk film. Meget af panikken er en frygt for, hvordan det kan komme til at gå. Bladet Business Insider skriver i april-nummeret, at 2009 tegner til at blive det bedste år for biograferne nogensinde. Prognoserne går på, at indtjeningen bliver på 10 milliarder Dollars. Rekord for branchen. Det samlede billetsalg er steget med 17% siden sidste år. Fem film har tjent mere end 100 millioner Dollars i år, modsat kun en sidste år. Intet tyder altså på, at publikum svigter de film, der er ude nu – men de er alle producerede før krisen, dengang det var nemmere at hente kapital til investeringer. Nu er sagen en anden, og det er tvivlsomt, om de store hedge-fonde er klar med hurtige penge, som de var, da det gik bedst.
Overlever Hollywood krisen?
Der er flere forklaringer på, at Hollywood formodentlig kommer godt ud af den globale recession. En er, at amerikanerne holder sig til historien og landets tradition for at gå i biografen. Den kendte kritiker Leonard Maltin siger til San Diege Union-Tribune at; ”I krisetider er det billigere for en amerikaner at bruge 7 Dollars på en biografbillet end at gå til psykiater”. Manden har naturligvis ret, og han refererer til, at flugten fra de dårlige tider altid har været hen til biografens mørke. ”De 7 Dollars er også billigere end det plasma-TV, som alle rendte ud og købte for et år siden” fortsætter han. Desuden er en biografbillet stadig markant billigere end både sportsevents, koncerter og teater, som alle snildt ligger på det mindst dobbelte og opefter. Folket har brug for underholdning, og det er biografen sikker på at kunne levere.
Historisk set har filmbranchen klaret sig gennem alle kriser. Både i 30’ernes depression, hvor der blev solgt vanvittige 4,6 milliarder biografbilletter om året (det er stadig 3 gange så mange som i 2002, der var det bedste år i moderne tid), over TVs indtog i 50’erne, oliekrisen i 70’erne og videoens markante bid af markedet i 80’erne. Alle gange er filmen kommet ud styrket, og med masser af folk i kø foran billetlugerne. Der er noget magisk inde i biografsalen, som vinder over verden, uanset hvordan den verden ellers gebærder sig. Forhåbentlig er der en happy ending forude.
Søren Høy 