Monthly Archives: maj 2007

Ikke et ord om Jørgen

”Ghosts of Cité Soleil” af Asger Leth har Oscar-potentiale. Den er modig, farlig, følsom, æstetisk blændende, og klippet med en sjælden musikalitet.

Af Søren Høy

Haiti 2004. Instruktør og fotograf Asger Leth er sammen med sine kolleger Milos Loncarevic og Frederik Jacobi taget ind i hovedstaden Port-au-Princes sorte sjæl, slumkvarteret Cité Soleil. Solbyen. Så ironisk kan verden tage sig ud. Bydelen bliver betegnet som et af de farligste steder at opholde sig i verden. I ghettoen bor bandelederne, brødrene Bily og 2Pac. Trimmede, sorte, potrygende. De dominerer med skarpladte våben og fingeren på aftrækkeren. Respekt er koderodet. Alt mens de kører rundt og kontrollerer, så rapper de. De komponerer tekster om frihed og fred – om demokrati og undertrykkelse. De er ægte gangstas. Ikke noget Los Angeles-pjat her med limo’er og guldkæder. Livet og døden er det eneste, der virkelig tæller.

Historien om brødrenes liv er fortalt med landets tumultariske politiske situation som ramme. Oprør, optøjer og diktatorer der afløser hinanden. Brødrene bliver ikke beskrevet som helte. Asger Leth ønsker, at vi skal forstå dem. Deres liv og deres valg. Og det kommer vi til gennem filmens passede spilletid på 1 ½ time. Politik og følelser, musik og pistoler – det er både en ambitiøs og magisk combo. Men det virker og fungerer uden forbehold i Leths univers.

Det er alt for sjældent, at filmklippere bliver rost i anmeldelser. Klipningen er filmens sjæl. Klipningen sætter tempo, dvæler ved detaljen, skifter perspektiv og fokus – udvikler historien, så den tvinger sig ind i kroppen på tilskueren. Det er en farlig balancegang, for vil en film for meget med sit æstetiske udtryk, kommer klipningen hurtigt til at virke forceret og skygge for handlingen. I denne film har tre dygtige klippere; Adam Nielsen, Per Sandholt og Peter Brandt smidigt og med fornemmelse for historien skabt et musikalsk sort-gult univers, der trods grumsede, rystede optagelser under umulige forhold, aldrig mister sit fokus.

Det er desværre kun sjællænderne, der får fornøjelse af Asger Leths film. Den får kun premiere i tre af hovedstadens biografer. Det er på sin vis forståeligt, at Nordisk Film ikke tør satse på, at masserne vælter ind til denne her fremragende dokumentarfilm. Men det er synd, at en film med internationalt niveau og ambition ikke kommer ud til hele landet. Hvis jeg skal vælge at se én film på den næsten øde ø, Sjælland, så bliver det uden tvivl ”Ghosts of Cité Soleil”.