Cannes æstetik

Den 60. Cannes Festival har endelig foldet sig ud. De seneste tre dage, har publikum oplevet store mørke dramaer og forrygende underholdning. Kvaliteten er steget betragteligt, og frygten for et år som 2003, der er blevet kaldt det værste år i Cannes historie, er heldigvis drevet over.

Af: Søren Høy

Charmen ved en festival hvor publikum ikke har set nogle af filmene før, er, at der hver dag kan dukke en fabelagtig fortælling op, som ingen havde regnet med i toppen af det kunstneriske barometer. Der er fem film tilbage i kampen om Palmen, og der er stadig lovende titler og mesterlige instruktører på programmet – den tidligere dobbelte vinder Emir Kusturica (Promise me this) og den uforudsigelige russer Alexander Sokurov (Alexandra) kan sagtens præsentere en vinder en af de sidste dage. It ain’t over till it’s over, som den amerikanske baseball spiller Yogi Berra sagde så enkelt og rigtigt i 1925.

Det der kendetegner en god filmmager, er evnen til at skabe et billede- og lydunivers, der supplerer hinanden på en så raffineret vis, at filmen fortæller langt mere, end tilskueren kan umiddelbart kan se. Meget af en film foregår inde i hovedet på publikum. Det er dem i salen, der føler frygt eller glæde – det er de mange ensrettede øjne, der hver i sær sidder, og digter sammen med historien.

Det er forbløffende at se de dygtige instruktører arbejde med æstetikken som kraftfuldt virkemiddel. Når det virker, er det storytelling på højt niveau. Cannes er stedet, hvor man kan opleve netop det.

De to amerikanere David Fincher (Zodiac) og Gus Van Sant (Paranoid Park) udvikler samspillet til perfektion i deres Cannes film. Fincher arbejder med 36 lydspor, og det virker som om, at lyden er et mere kompliceret arbejde end billederne. Jagten på morderen, Zodiac, bygges op med lyd og musik. Når han dræber, vælter indtrykkene ud gennem højtalerne. Fincher bombarderer os med sirener i det fjerne, en flaske, der smadres, en kat, der hvæser – tv-lyd fra et åbent vindue, en skraldespand vælter, et par skændes på gaden. Alt sammen udenfor billedet, alt sammen med til at skabe den disharmoni, som bygger op til et mord. Når skuddet kommer, bliver alt stille. Tomheden fylder biografen, og hårene på armene rejser sig i respekt for scenens grusomt perfekte udførelse.

I Paranoid Park er en scene, der sidder fast på nethinden. Den unge skater har ved en fejl slået en opsynsmand ihjel. Skateren forsøger at fortrænge det, men skylden sniger sig ind på ham. Musikken og billederne bliver tættere og klaustrofobien nærmer sig. Det hyler så meget, at det giver mislyd og instinktiv ubehag i hovedet. Skateren står under bruseren, og holder sig for ørerne. Det er støjen i hans hjerne, vi hører. Skylden, afmagten, bortforklaringerne, fremtiden, stress – alt sammen i ét billede uden klip. Det er os, der fornemmer ubehaget ved knægtens umulige situation – for alt Van Sant viser os, er en dreng, der tager et brusebad, og holder sig for ørerne. Se, det er fremtidens film.

De æstetiske trends har skiftet meget de seneste 10 år. På Croisetten har botox og andre syntetiske medikamenter gjort sit indtog – resulterende i svulmende læber og barme. Det er næsten et billede på den kommercielle film overfor den kunstneriske. Det er som om, at Cannes-instruktørerne har taget al botox’en ud af deres film. Intet er pumpet op. Det er de gamle dyder, der præger årets film. Vi er tilbage til 35 mm film, lange scener og langsom klipning som i gamle dage. Væk er digitale formater og dogme-stil med gyngende billeder og vilde klip. Man kan se på en film, om den er lavet på rigtig råfilm. Farver og stoflighed – dybder og sågar skuespillerne virker magiske. Selv I konkurrencens værste film, ungarske The Man from London, lever filmens magi i momenter. De små ridser i filmen refererer til vores fælles historie, der går tilbage til alles filmbarndom, hvor film altid var lidt skramlede. Det gibber i filmhjertet, når man ser en lækker koreograferet kameratur, hvor lyset skifter flere gange, hvor musikken toner op som filmens puls – og de to fjender mødes for sidste gang. Kun en forlader scenen levende.

I samme perfektionistiske kategori er mexicanske Carlos Reygardas. Hans umådelig kedelige Stellet Licht, i øvrigt en moderne version af Carl Th. Dreyers Ordet fra 1955, er så detaljeret og perfekt lyd- og billedsat, at det ødelægger oplevelsen. Alle scener skal trækkes ud i det uendelige, så alle hverdagsritualerne i forbindelse med en families sammenbrud, bliver beskrevet så nøjagtigt som muligt. Hver bid af en ostemad bliver spist på lærredet, både med smaskelyd og tyggebillede, så scenen kan ende med, at manden bryder sammen med rugbrød, savl og snask ud over det hele.

Det er film, som man altid har lavet dem.

Selv stilskaberen Quentin Tarantino går retro. Hans super vilde hyldest til 70’ernes B-film, Death Proof, er lavet med ridser i filmen, udfald som om filmen bliver vist på en gammel udtjent projektor, et kitchet soundtrack som allerede er købt, og en genialitet: alle vilde dødsactionscener bliver vist igen og igen fra alle vinkler. Som slow motion af en scoring i fodbold. Det er lidt makabert, når et ben bliver revet af flere gange efter hinanden, men det er så lækkert og smart lavet, at man kun kan begejstres over Tarantinos udsøgte og raffinerede æstetik.

Filmkunsten lever. Cannes lever. Om tre dage bliver Palmerne uddelt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s