Cannes fylder 60 år

Film fylder alt på den franske guldkyst i de næste 12 dage. 22 film kæmper i år om Den Gyldne Palme til festivalens 60-ås fødselsdag. I år er det filmens år. Det er ikke den politiske films, globaliseringens eller danskernes år. Filmen og kun filmen er i centrum, når notabiliteterne i aften skrider op af den røde løber til Lumiere-biografen ved den officielle fødselsdagsåbning.

Af: Søren Høy

”Er der politiske film? Hvad er vinklen? Hvor er den store historie? – Fortæl den stramt, giv læserne en oplevelse”. Den nuværende kulturredaktør, forhenværende overskægsbærende Flemming Rose fra herværende organ, sidder bag sit skrivebord med korslagte arme. Man kan lige se ham mellem papir, bøger, aviser fra fjerne kulturkredse, notesblokke og diktafoner i flere varianter. Rose vil have historier. Gode historier.

Det er en god ide med de gode historier.

Undtagelsesvis for Cannes er der ikke noget nationalt for os danskere at jagte rundt efter med Dannebrog højt hævet. Lars von Trier og Bille August har lavet hver sin lille tre-minutters film i anledning af festivalens fødselsdag. 60 somre. De har lavet de små film, fordi de har Guldpalmer stående hjemme på hylden. Trier for “Dancer in the Dark” (2000), August for “Pelle Erobreren” (1988) og “Den Gode Vilje” (1992).

“Dancer in the Dark” – 2000

Men ud over de to gange tre minutters film, er der ikke noget dansk at skrive om fra hovedprogrammet.

Med andre ord er dette både første og sidste gang under festivaldækningen, som starter i dag, at der kommer et eneste ord om Danmark og danskere i statusrapporterne fra kampen om verdens fornemste kunstneriske filmpris – Den Gyldne Palme.

2007 er filmens år. Én lang hyldest til fortællingen.

Sådan fejrer Cannes sig selv.

Cannes er om noget et sted, hvor filmen i sin reneste antikommercielle form har det godt. Cannes plejer filmkunsten. Der kommer ukendte navne rejsende fra fjerne lande med deres film under armen. Filmene bliver måske kun vist i Europa den ene gang, hvor Cannes tilbyder rød løber og blitzlys.

Cannes tager chancer og skaber nye filmiske virkeligheder.

Her bliver instruktører opfundet, plejet og fremvist. Trier for eksempel. Tarantino et andet eksempel. Listen med faste Cannes-navne er flot og lang.

Det var Cannes Festivalen, der startede Dogme-bølgen – det var i Cannes i 1998, at Croisetten, som løber gennem byen langs vandet, var prydet med plakater for Idioterne og Festen. Det var i Cannes, at de to film fik lov til at være underlige, nyskabende og stilskabende. I Cannes er det ikke noget problem, at man hævder at have genopfundet filmkunsten. Der er ikke noget underligt i at være verdenskunstner og excentrisk – der er plads til alle former for virkelighed og udtryk.

En bagklog påstand er, at hvis ikke Cannes havde taget de to film med i konkurrencen, så var Dogme aldrig blevet til andet end en fiks ide. Cannes gav Dogme opmærksomhed i verdens medier, her blev ideen promoveret, og de involverede nød, at de var med til at genoplive filmkunsten. Alle vandt.

Mange opfatter formodentlig filmene fra Cannes som arty-farty eksperimenter, uden de store chancer hos publikum. Den myte holder vand. Filmene er til tider fremmedgørende og vindernes udbredelse er stærkt begrænset.

Med undtagelse af den hypede Michael Moore-vinder, Fahrenheit 9/11 fra 2004 og Tarantinos Pulp Fiction fra 1994, er der stort set ikke en international kommerciel succes på vinderlisten. Palmevinderne er små film, det er stilistiske eksperimenter, det er film fra branchens randområder. Underground fra 1994 af Kusturica blev set af 40.000 mennesker i Europa. Flere af de seneste 10 års vindere er enten ikke kommet i distribution, og hvis det er sket, så ofte på små selskaber og med meget begrænset succes.

Men det gør ikke noget, det er nemlig ikke derfor, Cannes findes. Det er for at opdage filmen, udforske filmen og nyde filmen.

Cannes er kendt for at have det mest kræsne publikum i verden. Filmkritikere, filmfreaks, filmhistorikere, filmjournalister. Under forestillingerne sker det jævnligt, at publikum udvandrer, hvis de ikke kan holde filmen ud. De pifter, hujer, griner højt – og det er sket flere gange, at publikum efter forestillingen højlydt og råbende har debatteret filmen på tværs af salen. En sur mand på sæde 4 skriger forarget til en glad dame på række 350. Måske er det derfor, det er så angstfyldt for instruktørerne at være til stede i salen. Hvis folk ikke kan lide filmene, så buer de. De klapper spontant under en scene, hvis den er god – på samme måde som efter en god jazz-improvisation.

På grund af alle disse ting, er Cannes den kunstneriske films mest rendyrkede forum. Alt er tilladt. Dårlig smag, god smag. Eksperimenter, happenings, vildskab. Alt sammen blandet med filmhistorien og Hollywoods superstjerner, der nyder at være inviteret til filmfest med den kunstneriske elite. Cannes er det eneste sted i verden, hvor selv den lumre og skæve filmkunst uden problemer hygger sig med champagne og foie gras.

De næste 12 dage kommer Jyllands-Postens læsere tættere på filmene, branchen, nyhederne og tendenserne.

Der er 22 film i kamp om Palmen, umiddelbart uden det gennemgående globaliseringstema og politiske vinkler, som ellers har været på mode de senere år. Udenfor konkurrence viser den provokerende tyksak Michael Moore sin film om det amerikanske sygehusvæsen, Sicko kalder han den. Moore skal nok tilrane sig et par overskrifter, men han er fornuftigt placeret udenfor kampen om Palmen, så han ikke kaster politiske skygger for filmen i et år, hvor Cannes egen fødselsdagshyldest til sig selv skal handle om film og kun film.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s