Oscar moments

Natten til mandag uddelte Det Amerikanske Filmakademi verdens fornemmeste filmpris, den gyldne Oscar. Begivenheden blev afviklet efter god Hollywood-drejebog med masser af filmstjerner, designerkjoler og takketaler, der traditionen tro indeholdt tårer, Gud og mor. Men hvad husker vi, når lyset bliver slukket, salen bliver tømt og filmhistorien skal skrives?

Enhver Oscar-fan har sine favorit-Oscar-moments. Dén scene under en Oscaruddeling, hvor filmhistorien et kort øjeblik står stille. På grund af storhed, pinagtighed, uventet virkelighed eller ren og skær morsomhed. Man glemmer ikke sine moments. Hvad med dengang, hvor den lille sprælske italiener Roberto Benigni vandt for ”La Vite é Bella” i 1998, og han som den første nogensinde indtog scenen ved at gå fra stoleryg til stoleryg, og undervejs blandt andet støttede sig til Steven Spielberg, som han netop havde besejret i kampen om Oscar. Eller da pinlige Gwyneth Paltrow i 2000 holdt verdens længste og mest grådlabile takketale, hvor selv hendes revisor blev nævnt. Eller dengang hvor Marlon Brando ikke ville modtage sin Oscar for ”The Godfather” i vrede mod film- og tv-branchens negligering af Native Americans – de indfødte amerikanere. Oscaruddelingen 2007 havde sit moment. Naturligvis. Heldigvis. For man kan ikke være sikker på, at de kommer. Det kræver, at vinderne og publikum er klar til det. Tiden skal være klar til det. Og tiden var klar denne søndag nat for den italienske kordreng fra New York, Martin Scorsese. 6 gange tidligere har han været nomineret for bedste instruktion men aldrig vundet. Historien om ham og Oscar er efterhånden en slidt føljeton, og endelig fik vi så afsluttet den.

Scorsese fik velfortjent sin Oscar for ”The Departed” – endnu et kapitel i hans krønike om USA. Og nu til momentet: På scenen for at uddele prisen for bedste instruktion står tre af filmbranchens mest betydningsfulde mænd. Francis Ford Coppola, George Lucas og Steven Spielberg. Tre legender. På samme scene – det bliver ikke flottere. De har indstuderet en lille sketch, hvor Coppola og Spielberg driller Lucas med, at han aldrig har vundet for bedste instruktion. Vi fornemmer, hvad drilleriet kan ende med. Pointen nærmer sig.

Der bliver fumlet med kuverten. Spielberg træder frem. Klip til kulissen, hvor en af verdens største skuespillere, Jack Nicholson, venter spændt, klip til publikum i salen, som alle ser ned mod række 5, hvor den lille, store instruktør Scorsese sidder for 7. gang og smiler til verden – det smil, der fortæller, at ”nu vil jeg simpelthen så gerne for alt i verden vinde den forbandede Oscar!”. Tiden står stille. Ingen smiler i salen med undtagelse af Marty Scorsese, hvis mundvige er frosset fast ude ved ørerne. Det ser ikke rart ud. Lidt anstrengt, lidt manisk. Man forstår ham godt. Kuverten bliver åbnet. ”Martin Scorsese”. En hel filmverden ånder ud. Scorsese er så lettet, at han kan flyve op på scenen, hvor der venter et legendarisk gruppekram fra Spielberg, Lucas, Coppola og Nicholson. Flottere bliver Oscar ikke. Filmhistorien afspillet på få minutter. Man ser alle figurerne for sig. I ”Taxi Driver”, i ”Raging Bull”, i ”Goodfellas”. Nede i salen står alle op, selv de små hår i nakken. Aftenens stående ovation. Kameraet fanger Leonardo DiCaprio, Scorseses nye yndling, der i dét øjeblik ser ud som om han ved, at deres fælles mission er opfyldt.

Oppe på scenen finder Scorsese et lille snusket stykke papir frem fra inderlommen. Jakken hænger lidt, de buskede sorte øjenbryn er filtrede ind i de store briller. Han er helt krøllet sammen, så hans i forvejen beskedne 1.63 cm kun ligner det halve. Hvad mon han siger? Kameraet klipper igen til kulissen, hvor Nicholson griner. Han tager sig til hovedet. Han har oplevet alt i sin karriere, store roller, masser af priser, respekt fra alle. Men det her er stort. Selv for Jack.

Marty forsøger at sige noget. Han vil så gerne indfange 30 års venten på de 45 sekunder, han har, inden musikken begynder, og mikrofonen forsvinder. Det bliver ikke rigtig til noget. Han siger alt og intet. Men hvad skal han også sige? Andet end tak for at han endelig fik den Oscar, som vi efterhånden var bange for, at han aldrig ville få.

Scorsese fik sin Oscar. Publikum i salen og verden over fik et Oscar moment, som får sin helt egen side i dagens avis og i filmhistorien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s