Kvalitets Oscar i krise

I nat uddeles verdens fornemmeste filmpris, den amerikanske Oscar. Vinderne skriver sig ind i filmhistorien – enten med fantastiske præstationer eller takketaler, der traditionelt indeholder tårer, mor og Gud. Det Amerikanske Filmakademi, der uddeler statuetterne, fylder 80 i år, men de har andet at spekulere på end at få plads til de mange lys i kagen. Amerikanerne interesserer sig ikke for Oscar-showet, som de gjorde tidligere.

De amerikanske tv-seere gider ikke se Oscar-uddelingen mere. Storheden er væk, filmene er blevet for politiske, og begivenheden har udviklet sig til et sandt meningsbombardement mod Bush-administrationen. På 10 år er seertallet faldet med 18 millioner. Det er voldsomt. Så voldsomt, at folkene bag showet konstant skifter vært og stil for at fange publikum igen. Men lige meget hjælper det, for Oscar har udviklet sig til en begivenhed med meninger, politik og kvalitetsfilm.

“Vi har ikke en ”Titanic” eller en ”Lord of the Rings” i år” sagde Bruce Davis, Akademiets Executive Director, sidste år og han indrømmede: “Det er helt fair at sige, at det bekymrer os en smule”. Og var grund til bekymring. I 2006 faldt seertallet til 38,8 millioner. Kun én gang har færre amerikanere fulgt med i den fem timer lange transmission. Det var i 2003, hvor 33 millioner var vidne til et show, der var præget af den amerikanske invasion af Irak – og dermed ikke havde den lette glamourøse overfalde, som begivenheden normalt har. Det er kun det amerikanske seertal, der tæller for folkene bag showet. Det er i USA, reklamekronerne skal tjenes, det er dér, de store tv-rettigheder skal forhandles hjem, og det er også på hjemmemarkedet, at filmene sælger den primære part af biografbilletterne.

”Oscar samler ikke amerikanerne, som det gjorde engang”. David Thompson er Oscar-kommentator ved Los Angeles Times. ”I 80’erne og 90’erne havde filmene ikke en agenda. Folk skulle ikke tage stilling til filmene eller vinderne. Det var nemmere for folk bare at nyde forestillingen, og ikke høre på analyser og fortolkninger fra eksperterne”.

Oscar er blevet politisk. Oscar tager stilling. Filmene behandler store sociale og debatskabende temaer – filmene er blevet gradvist smallere de senere år, og de sidste sæsoner har der ikke været en klassisk blockbuster mellem vinderne. Kort sagt så har amerikanerne ikke set de nominerede film, og derfor synes de ikke, at showet er interessant.

Shame on You, Mr Bush.

Oscar blev politisk den dag, Michael Moore vandt sin Oscar for dokumentarfilmen ”Bowling For Columbine” i 2003. ”Shame on You, Mr. Bush” gentog han fra podiet. Salen måbede. Alle vidste, at Moore kunne finde på den slags – men ligefrem gøre det! Nogle grinede, andre hujede, få klappede. Selvom Hollywoods stjerner er kendt for at være demokrater, selvom filmen om USA’s liberale våbenlovgivning blev anset for at være et væsentligt partsindlæg i debatten, så var det upassende. Oscar er en hyldest til filmen, ikke en megafon til politiske meninger.

Sådan var det for fire år siden. USA var på vej ind i Irak, landet var præget af post-9/11-traume, og det kunne mærkes på Oscar-showet. Af sikkerhedshensyn blev den traditionelle entré på den røde løber udeladt, alle gæster skulle gennem et større sikkerhedscheck, og det virkede som om, stjernerne hellere ville været blevet hjemme. Der var ikke meget at fejre. Den aften skulle bare overstås, det skulle bare gå så glat og smertefrit som muligt. Tristessen kunne mærkes ud gennem tv-skærmene. Oscar indrettede sig efter situationen i verden, og det i sig selv er et statement. Når man tilretter en begivenhed efter den politiske situation, bliver den politisk.

Politiske stjerner

Det er ikke kun filmene, der er blevet politiske. Det samme er flere af de store Oscar-stjerner.

En af de stærke stemmer er charmetrolden George Clooney. Han har på få år fået etableret sig som politisk agitator, som en mand med en mission.

Sidste år var hans film ”Good Night, and Good Luck” nomineret i flere af de væsentlige kategorier, blandt andet bedste film og instruktion. Den sort-hvide film om McCarthyismen i start-50’ernes USA tog grundigt fat i den analogi, som Clooney ser mellem dengang og nu.

”Jeg tror, de mange meninger har noget at gøre med, at nogle stjerner mener, at der mangler kultur i landet, og de er frustrerede over måden, debatten stort set er lukket ned efter 6-7 år med Bush”, fortæller Michael Wilmington, der er kritiker ved avisen Chicago Tribune. ”Film og stjerner er med til at åbne debatten, og det interessante er, at film normalt samler ting op efter de er sket – men i dette tilfælde er både film og Oscar helt i sync med de trends, der er i samfundet. Det er interessant, uanset om man er enig med filmenes budskaber eller stjerners udtalelser.”

Clooney er en af dem der mener, at sandheden og debatten undertrykkes og at Bush-administrationen bruger metoder, der påfaldende minder om kommunistforfølgelsen for 50 år siden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s