Lazy Town

Magnus Schving er manden bag et tv-fænomen. På fire år er børneshowet Lazy Town solgt til 106 lande. Børn læser bøger om Lazy Town, følger seriens sundhedsråd og deltager i showets internationale aktiveringsevents. Lazy Town kører på tv herhjemme lige nu. Dine børn sidder med stor sandsynlighed og ser det. I al ubemærkethed har en verdenssucces sneget sig ind på TV2. Serien er tv-historiens hurtigst voksende børneshow.

Navn: Søren Høy

Der har været andre journalister i Lazy Towns studier, der ligger cirka 30 minutters kørsel syd for Islands hovedstad Reykjavik. Mange andre endda. Måske flere hundrede. For Lazy Town bliver sendt på tv-kanaler i hele verden. I 106 lande, for at være præcis. Lazy Town er det hurtigst sælgende børne-tv-show nogensinde. Fire år har det taget manden bag at nå fra 1 til 106 lande. Imponerende. De andre journalister – fra amerikanske Los Angeles Times over tyske Der Spiegel til norske Verdens Gang – har fået samme historie. Nøjagtig. På ordet. De har trykt, hvad de fik at vide. Det er jeg sikker på, for jeg fik deres artikler, da jeg trådte indenfor på studiet. Og jeg var endnu mere sikker, da jeg en time senere var på vej tilbage til hovedstaden efter et sandt bombardement af tal, ideologier, plancher, power-points, lysbilleder, animationer, videoer – You name it! Lazy Town er en grusomt effektiv maskine, der ved, hvordan et budskab skal ud over rampen. De vil være sikre på, at alle skriver det samme, at alle, der besøger studiet, får en vild turné rundt i det højteknologiske filmstudie, at de ikke kan lade være med at lade sig imponere, og derefter skynder sig hjem og lader den verbale champagne flyde ud over tastaturet. Det ér nemt at gribe den mulighed, for Lazy Town har en imponerede historie, og manden bag fænomenet er en karismatisk figur. Hans navn er Magnus Scheving.

Magnus Scheving springer ind i konferencerummet. Top trimmet og hurtig på fødderne. Hilser på alle med et fast håndtryk. Smil med vedhæftede perly whites – hvide bisser fra bagerst til forrest. Han er en gulddreng, det er tydeligt. Han har en indbygget islandsk geyser, det er lige så tydeligt. Han farer rundt i rummet, mens han fortæller om sin verdenssucces, Lazy Town.

”For 16 år siden fandt jeg på Lazy Town. Børn burde spise sundere, tænkte jeg, og så gik jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg kunne få dem til det. Svaret var, at det skulle være smart at spise sundt – og usmart at spise usundt. I 10 år tog jeg rundt på skoler, og lavede et show for børnene, hvor flere af seriens figurer var med.”

Han er ikke mere end 174 cm høj. Han ser ud, som om han har fjedre under fødderne. Han hopper af sted. Nu er vi på rundtur i studierne. 5037 kvadratmeters højteknologi.

”Vi er det eneste studie i verden, hvor man kan lave effekterne live – vi sætter dem på, mens vi optager. Ikke noget med at lave det bagefter. Ikke engang Peter Jackson kan det. Det var derfor, at Tarantino og Roberto Rodriguez var forbi, da de var ved at planlægge ”Sin City”. De havde aldrig set noget lignende.” Scheving er spænet i forvejen og hans visuelle-effekt-ansvarlige, hollænderen Raymund Le Gué, får et ord indført.

Scheving har fundet ud af, at vi ikke er med, så han kommer stortalende tilbage.

”Jeg rejste verden rundt for at finde ud af, hvad børn godt kan lide. Deres yndlingsfarver, deres yndlingsheltinde, helt – og alle mulige andre ting. Jeg lyttede, skrev ned, og gik hjem og designede et show, der er præcis, som børnene gerne vil have det. Skurken Robbie Rotten er også lavet, så ungerne synes han er lidt farlig men aldrig FOR farlig. Alt er afstemt og designet, så børnene får mest muligt ud af det”, råber han, mens han viser, hvordan de store dukker betjenes. Han har selv udtænkt det hele. Det er ret vildt. Ikke kun tankerne bag – sundhed, aktivitet og energi – men også tempoet og det uundgåelige artificielle touch, som stedet og tankerne har. Alt er neon-farvet. Det hele ligner vingummi.

”Hvordan kan du overskue det hele – bøger, sundhedskampagner, tv, teknik, manuskripter og instruktion”, spørger jeg, da Scheving et øjeblik har glemt, hvad det er for en del af den generiske præsentation, han er kommet til. ”Øh – jeg har bare det hele i hovedet”, siger han og fjedrer videre, mens han fortæller, at der er flere klip i et afsnit af Lazy Town, end der er i en almindelig spillefilm. ”900 klip”, forsikrer han, mens jeg forsøger at komme i tanke om, om jeg kan huske, hvor mange Oliver Stone bruger. Det lykkes ikke, før Scheving er der igen. Nu med en demonstration af deres HD (High Definition) kameraer. Han har flere end nogen andre, de kan stort set alt. ”Nej, dog ikke brygge kaffe”, svarer han på mit platte spørgsmål.

”Jeg vidste, at hvis islændingene kunne lide min idé, så ville jeg få succes i hele verden. Vi er det mest kræsne og utålmodige folkefærd i verden. Men det er gået over al forventning. Siden vi startede, er salget af slik og sodavand for første gang nogensinde gået tilbage. 16 procent. Se dét er vildt”, råber han bagud, mens vi er på vej mod yderdøren. Udenfor er der størknet lava. Solen skinner. Jeg skal ind til byen efter den heftige tur med europamesteren i aerobic ’94-’95 som indpisker. Jeg har en plan.

Historien Lazy Town sælger og er den samme hver gang. Og det er manden bag – ånden i projektet, der leverer talen. Ikke en andenviolin, ikke en højrehånd, ikke en assistent. Vi får det fra manden, der arbejder 18 timer i døgnet, og som lever for sit show, sine figurer, sin mission. Det er gennemført og professionelt udtænkt marketingarbejde. Min plan er at inddrage det stolte islandske folk.

”Der er meget forlorent i det projekt.” Svala Jonsdottir er 27 år gammel. ”Da Lazy Town udgav en bog om sundhed, havde præsidenten skrevet forordet. Det er for meget. Lazy Town er en dybt kommerciel virksomhed. Det er ikke politikernes arbejde at blåstemple sådan et projekt. Det får folk til at tro, at det er et statsligt påfund.” Hun er pikeret over fremgangsmåden. Lazy Town har nærmest overtaget ernæringsrådgivningen på Island. Folk køber det, som Lazy Town siger, de skal købe.

”Der står meget stor respekt om Magnus på hele Island”. Arnor Jarlaskáldi arbejdede sammen med Scheving, da han var tømrer for 15 år siden. ”Dengang var han også hyper. Han byggede døgnet rundt. Først hele dagen på arbejde, og så hele aftenen og natten på sit eget hus.” ”Det er rigtigt, at alle godt kan lide ham – det er bare blevet så voldsomt hele projektet”, fortæller Anna Valdimarsdóttir, der ved samme lejlighed indrømmer, at hun var forelsket i ham, da hun var teenager. Han lavede altid springende split på tv lørdag aften. Alle kender ham, alle har en holdning til ham. ”Manden er jo mega kontrolfreak”, Janus er studerende. Han vil ikke have sit efternavn i avisen. ”En af mine venner var lydmand på showet. Det gik ikke. Magnus var så dominerende, at han ikke lod andre gøre deres arbejde. Han blander sig åbenbart i alt, også ting som han ikke har forstand på.” Man kan måske undre sig over, at alle har en mening om Scheving. Men han er på top 3 over de mest kendte islændinge, og Reykjavik er en by, hvor alle kender alle. Det svarer til, at man spørger en argentiner om Maradona eller en dansker om Kronprins Frederik. Janus har mere at sige end de fleste. Han kender andre, der har været på produktionen. ”Han er nødt til at styre sit behov for at ekspandere, udvikle og blive større. Det er ude i hele verden nu, og nu burde de arbejde på at gøre det bedre – og måske ansætte nogen, der er bedre end Magnus til nogle ting. Så kunne han måske koncentrere sig om ideer og sundhed. Det er ret beset det, som han er god til.” Mon Magnus Scheving lytter. Jeg tror det ikke. Han er allerede videre i teksten.

Box: Lazy Town Inc.

Der er lavet 53 episoder af serien. 30 af dem er instrueret af Magnus Scheving.

Et afsnit er 24 minutter.

Hver episode har et budget på $800.000, eller det samme som en gennemsnitlig dansk spillefilm.

I en episode kan der være op til 570 digitale skud. Det svarer til en moderne eventyrfilm.

15.8.2006 var Lazy Town det mest sete program nogensinde en mandag aften på Nick Jr-kanalen (Nickelodions kanal for før-skolebørn) i USA.

Serien havde 95.000 seere på TV2 Danmark den 22.10.2006. Den 8 Himmel på DR1 havde samtidig 99.000 seere.

Lazy Town planlægger en spillefilm, med premiere sommeren 2008.

Box: Magnus Scheving

Født 10.11.1964 i Reykjavik, Island.

Instruktør, manuskriptforfatter, producent, hovedrolleindehaver, idemand, dukke- og tøjdesigner på Lazy Town.

Forfatter til flere bøger, alle bestsellere, om Lazy Town.

Satte teaterstykket ”Lazy Town” op på Island. Cirka 150.000 mennesker, halvdelen af øens befolkning, så stykket.

I 1994 og 1995 var Scheving europamester i Aerobics. I 1994 vandt han desuden sølv ved verdensmesterskabet. I fem år var han manager og ejer af det mest populære fitnesscenter i Reykjavik.

Han har afholdt cirka 3800 seminarer om sundhed i hele verden.

Før Lazy Town blev en succes, var han kendt som entertainer, stand-up’er og gøgler på islandsk tv.

Han er oprindeligt uddannet tømrer, og derfor har han selv bygget dele af Lazy Towns komplicerede studie.

Box: Lazy Town serien

Stephanie (Julianna Rose Mauriello) på 8 år er nytilflytter i Lazy Town. Hun bor hos sin onkel, borgmesteren (en dukke). Det er hende, der får tingene til at ske i serien. Det hele udspiller sig rundt om den lyserøde supertøs.

Sportacus (Scheving) er helten, der sørger for, at Lazy Towns dovne børn (dukker og digitale skabninger) ikke spiser slik men derimod dyrker sport og ikke falder i klørene på skurken Robbie Rotten (Stefan Karl), der med sine nederdrægtige dovne-planer forsøger at forpurre Stephanie og Sportacus’ ædle motiver.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s