Den Grimme Ælling og Mig

Titlen på den nyeste danske animationsfilm refererer til HC Andersens eventyr – og en sympatisk rotte. Ællingen kender vi godt. Den skrev Andersen om i 1844. Det nye er rotten Rotto. Det er den figur, der skal gøre den 45 millioner kroner dyre animationsfilm til en succes.

Af: Søren Høy

Jagten på hovedfiguren, skabelsen af en stjerne, der kan bære en tv-serie, flere film, spil og gerne ende som krammedyr på børneværelset. Det er opgaven, når en animationsfilm går i produktion.

Tænk på Shrek, den skønne trold, og hans ven Æsel. Eller hvad med den lille fisk Nemo – der spiller hovedrollen i alle tiders mest sete animationsfilm. For ikke at glemme Woody og Buzz Lightyear fra ”Toy Story”. Helte, stjerner, pengemaskiner. De har alt det, som hele filmbranchen hungrer efter, leder efter.

Nøjagtig det samme minutiøse og strategiske arbejde laver animationsfolkene i Danmark. De leder efter den figur, der identificerer filmen, der kan signere en tv-serie, og være levende reklame på et produkt, der er designet til børn.

Karsten Kiilerich og Michael Hegner er mændene bag Den Grimme Ælling og Mig. De har brugt seks år på filmen – og en stor del af tiden er brugt på at finde frem til hovedfiguren, hustlerrotten Rotto, der ved en fejl, i sin jagt på stjernestatus og penge, kommer til at hooke op med Den Grimme Ælling, i filmen kaldet Grimme.

Michael Hegner:

”Ællingen var den første figur som vi havde. Men Grimme var måske lidt kedelig som hovedrolle. Oprindeligt er det jo kun en 12 siders novellen, hvor Ællingen ikke rigtig gør noget. Den går bare rundt, og er deprimeret i hønsegården.”

Karsten Kiilerich:

”Rotten kom tidligt ind i billedet. Uanset hvor tro vi gerne ville være overfor HC Andersens historie, så skulle Grimme have en ven, der var lidt mere spræl i.”

Jakob Stegelmann, kendt fra Troldspejlet og mangeårig animationsfan, bekræfter, at skabelsen af animationsstjernen, er vejen til succes:

Uden en god stjerne er det svært at bevare et drive. Men det er til gengæld hundesvært at skabe sådan én fra grunden, især fordi der er så utroligt mange af dem, at det efterhånden er blevet meget svært at komme med én, der ikke er sammensat af en bunke allerede kendte. Det kommer også an på målgruppen: De helt små er meget taknemmelige for et par store øjne og en skæg stemme, og de æder gerne en handling med en ujævn frontfigur. Vil man derimod fange de unge og voksne, skal figuren overraske og dens udseende, bevægelser og stemme skal fungerer helt perfekt.”

Karsten Kiilerich:

”Det vanskelige er at forme en figur fra bunden: krop , sjæl, design. En rigtig skuespiller tærer på en erfaring som menneske, og putter sine gamle roller ind i spillet. Den mulighed har vi ikke. Hele figuren skal laves i animationen”.

Michael Hegner:

”Det svære er, at lave noget nyt. Publikum skal ikke have set figuren før, men samtidig er der nogle fællestræk i animationen, som man er nødt til at fastholde, for at publikum hurtigt afkoder, hvad det hele handler om”.

Jakob Stegelmann betegner Rottos stjernemuligheder som realistiske – dog med det forbehold, at publikum har set Rottos type før:

”Han er tydeligvis skruet sammen med fuldt overlæg, så han fungerer, som han skal – men det er måske lidt for tydeligt, at han er så gennemtænkt. Han følger en snor, og publikum har efterhånden set mange figurer med hans oplagte usympatiske træk: Konkurrencen er hård.”

Michael Hegner:

”Alle ved jo, at på et tidspunkt i historien bliver Ællingen til en svane. Så Ællingens makker skulle være et per tradition ubehageligt dyr, som blev god gennem historien. Det kunne have været en kakkelak eller et andet ulækkert dyr”.

Karsten Kiilerich:

”Vi var meget inspirerede af Dustin Hoffman i ”Midnight Cowboy”. Han hedder Ratso i den film – det samme hedder Rotto i den engelske version af vores film. En figur, der kæmper sig gennem tilværelsen – og som egentlig er en, man holder af, trods hans tydelige dårlige sider”.

Gennem dansk animationshistorie, er der kun meget få eksempler på, at stjernen havde gennemslagskaft nok til at holde distancen. Jungledyret Hugo fik hele pakken med film, serie og spil. Han var eksotisk, nuttet og var helt ny, da han kom frem i 1993. Terkel fra ”Terkel i knibe” (2004) havde potentialet, men der blev aldrig gjort nok ved skoledrengens lidt ufuldendte univers, og ingen af figurerne fra den store satsning, ”Hjælp, jeg er en fisk” (2000), gik hjem hos børnene. Stegelmann siger: ”Meget få har klaret den. Jeg kan kun komme på Cirkeline. Ikke engang Quark fra Valhalla holdt i længden.”

Rotto og Grimme har allerede en tv-serie, som TV2 sender, og der er planer om et spil og instruktørerne vil gerne lave endnu en film, hvis den første bliver en succes. Et godt bud er, at dansk animation skabt et stjernepar, som holder hele vejen hjem til børneværelset og banken.


Danske tegne- og animationsfilm

1971: Bennys Badekar
1984: Samson og Sally
1986: Valhalla
1991: Fuglekrigen i Kanøfleskoven
1993: Jungledyret Hugo
1995: Aberne og det hemmelige våben
1998: Cirkeline – storbyens mus
1998: HC Andersen og den skæve skygge
2000: Hjælp, jeg er en fisk
2000: Cirkeline – Ost og Kærlighed
2002: Drengen der ville gøre det umulige
2004: Terkel i Knibe
2004: Cirkeline – Verdens mindste superhelt
2006: Asterix og Vikingerne (dansk instruktion)
2006: Den Grimme Ælling og Mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s