Sprængfarlig latterbombe

Nordisk Films 100-års jubilæumsfilm hedder Sprængfarlig Bombe. Filmen tager godt og grundigt gas på hele den danske filmbranche, og refererer lystigt til de seneste 10 års danske filmsucceser. Men forstår publikum overhovedet hvad filmen handler om? Guide har guiden til filmen.

Billedresultat for Sprængfarlig Bombe

”Sprængfarlig Bombe”, instrueret af Tomas Villum Jensen og skrevet af Anders Thomas Jensen, har i morgen premiere i 75 biografer.

Filmen er en satirisering over film, instruktører, skuespillere og ikke mindst forskellen på den kommercielle og den kunstneriske side i dansk film.

Lad os bare komme i gang med at trevle filmen galleri og begivenheder op.

”Sprængfarlig Bombe” handler om anmelder-darlingen og filmkunstneren Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas). Han er efterhånden så højrøvet, at han kan skide i tagrenden, som man sagde i Randers i gamle dage. En dag ser genbrugspladsbestyreren Tonny (Ulrich Thomsen) sammen med sine børn – som han har begrænset samkvem med, fordi han er en smule voldelig og temmelig aggressiv – Volters nyeste film, ”Morderen”. Filmen er så ustyrlig ringe, at Tonny opsøger Volter, for at få sine penge tilbage for billetterne og popcorn.

”Morderen” er et sandt bombardement af uhyrligheder, som meget godt matcher, hvad det danske biografpublikum er blevet hevet igennem de seneste 10 år.

Introsekvensen i Volters film laver sjov med den moderne filmmyte:

Dansk film er ikke andet end hverdagsdramaer, der handler om folk i 30’erne med parforholdsproblemer. De er filmet i regnvejr med håndholdt kamera, og de har Paprika Steen i hovedrollen som forstyrret socialpædagog – Mads Mikkelsen spiller hendes biseksuelle lægemand, der er psykopat i sin fritid.

Billedresultat for anklaget film
Anklaget

I ”Morderen” er der henvisninger til incestfilmen ”Anklaget” (2005), en psykisk ustabil kvinde ved navn Kira (”En Kærlighedshistorie”, 2001), handicappede børn (”Adams Æbler”, 2005), borebisser på boreplatform (”Breaking the Waves”, 1996) og ikke mindst fængselsfilmen ”Forbrydelser” (2004), som både havde barnemord, guddommelig helbredelse og fosterdød som følelsesfortælletricks. 

Citat: Villum: Introen til ”Morderen” er klart en hilsen til mange film. Nogle af dem sagde ikke Anders Thomas og mig så meget, og andre af dem var virkelig gode. Samtidig er det også en satirisering over, at der er så mange problemfilm. Der er så mange film, hvor vores trygge danske verden kommer til at se ud som om, at den kun handler om død og dårligdom. Vi skal huske at grine lidt også.

Instruktøren Claus Volter:

Volter er dybt egoistisk, meget underlig, grusomt selvoptaget, mega hysterisk, gennemsyret kompromisløs, total fiasko hos publikum og ikke mindst opfører han sig som en forkælet møgunge. Der er forhåbentlig ingen, der matcher Volters profil. Han er stykket sammen af hele instruktørracen.

Volters look er lånt fra Christoffer Boe, Nicolas Winding Refn og Ole Chr. Madsen – halskluden er fra den franske nybølges Godard og Truffaut.

Citat Villum: Volters look er samlet sammen fra mange typer, som vi har mødt gennem årerne. Hans hysteriske temperament er lidt Anders Thomas Jensens. I starten af hans karriere smed han med høretelefonerne og råbte ”Hvad fanden er det, der fucking foregår”, hvis der kørte en bil forbi udenfor studierne, mens de optog. Jeg tror, han er kommet over det.

Instruktører er lidt forkælede og kræver meget, og det tror jeg faktisk vi er nødt til at gøre, ellers bliver filmen ikke, som vi gerne vil have den. Viljen og drivkraften til at lave en god film ender tit med, at vi opfører os lidt som børn, hvis jeg skal være helt ærlig.

Trilogi: ”Elskeren”, ”Morderen” og ”Forfatteren”.

Volter vil, naturligvis, lave en stor flot sammenhængende serie af film, der alle sammen symboliserer hans indre kamp for kunsten.

Volter har et ord i titlen – som Per Fly med ”Bænken”, ”Arven” og ”Drabet”. Enkelt. Præcist. Auteur.

Nicolas Winding Refn, lavede ”Pusher” i 1996 og fuldendte trilogien 9 år senere med ”Pusher 3” (2005). Sammen med Per Fly er han dog den eneste, for hvem det er lykkedes, overhovedet få lavet de tre film færdige.

Søren Kragh Jacobsen har problemer med den sidste film i serien om ”Luderen og Madonnaen”, hvor den første, ”Mifunes Sidste Sang” (1999), blev en bragende succes, og den anden, ”Skagerrak” (2003), blev en bragende fiasko. Den tredje film fik ikke produktionsstøtte.

Lars von Trier ville lave ”U.S.A”-trilogien. Han var banebrydende med verdensstjerner på et scenegulv i ”Dogville” (2003), og han styrtdykkede med ”Manderlay” (2005), men nu er det tvivlsomt, om trilogiens afslutning, ”Wasington”, nogensinde bliver lavet.

Citat Villum: Trilogier er en meget smart, og meget kommerciel, måde at sælge en vare på. Det driver folk i biografen, og det er efterhånden blevet en nødvendighed for nogle kunstinstruktører. Jeg har besluttet mig til, at denne her film er nummer to i min egen H.C Andersen-trilogi. ”Solkongen” var historien om Klodshans og ”Sprængfarlig Bombe” er Kejserens Nye Klæder. Jeg har ikke fundet på, hvad nummer tre skal handle om endnu.

Filmfestivaler:

Claus Volters film har lige inden filmen starter, vundet en fornem ukendt pris i Berlin. Den hedder ”Den katolske kirkes pris”. Prisen findes ikke i virkeligheden, men er en parodi på de utallige danske prisvindere. Alle vinder priser. Der er mere end 500 filmfestivaler bare i Europa, og der går ikke en uge, hvor der ikke er en lille notits i avisen om, at Lone Scherfig igen vundet en økologisk pris på en festival i Tjekkiet.

Citat: Villum: I bund og grund er det jo godt, at aviserne skriver om film og priser. Men når virkeligheden er, at en ukrainsk filmpris er en jakkenål, som man får overrakt i en kælder af to præster, så er det lidt morsomt, at det bliver en avishistorie på linie med en ny dansk roman. En ting er sikkert: Alle instruktører skal nok vinde en pris på et eller andet tidspunkt, for der er nok festivaler at tage af. Og det er lige så sikkert, at det nok skal komme i avisen.

Billetter:

Volters film sælger i premiereweekenden 7 billetter! Det er voldsomt morsomt, da filmen samtidig bliver udråbt som et mesterværk af anmelderne. Volters bortforklaringer på billetsalget er selvfølgelig, at det var grillevejr, og at der var fodbold i fjernsynet.

Citat Villum: I filmbranchen er der altid diskussionen om kunstneriske og kommercielle film. Nogen sælger, andre gør ikke. Hvad så bedst? Lave kunst eller få folk i biffen? Jeg kan huske, at jeg talte med Jonas Elmer, da han havde vundet en Bodil og en Robert for ”Let’s get lost” (1997), som havde solgt 30.000 billetter. Jeg havde lige solgt 550.000 af ”Kærlighed ved første hik” (1999), og væltede rundt i tilbud. Jonas fik ingen tilbud. Jeg tror gerne, at han dengang ville have byttet en af statuetterne væk for bare et par hundrede tusind billetter.


Tonny Jensen:

Genbrugspladsbestyreren Tonny er manden på gulvet, der stiller sig op, og fortæller branchen de sandheder, som branchen ikke vil indse. De skal bare lave film, som publikum gerne vil se.

Man behøver ikke ringe efter Robert Langdon for at tyde anagrammet.

Tonny er manuskriptforfatter og instruktør Anders Thomas Jensen. ”Fuck dig og store guns”, er Tonnys mantra, og det samme kan man sige om Jensens indtog i dansk film. Jensen gik direkte fra videobiksen til at være drengerøveres galionsfigur med film som ”Blinkende Lygter” (2000) og ”De Grønne Slagtere” (2003). Han gav figurerne lov til at bryde tabuer og skyde med skarpt – han satte et nyt tempo i dansk film, og var den første, der endelig gav et alternativ til amerikansk mainstream.

Komedie, branchepastiche – referencer og hilsner. Sprængfarlig Bombe er fyldt op af det hele. Branchen vil kunne genkende mange af typerne i filmen, men filmen er vel lavet til publikum, og ikke til branchen. Forstår publikum overhovedet hvad filmen går ud på?

Citat Villum: Publikum har læst så meget om dansk film, og i øvrigt set så mange bag-om dokumentarer på DVD, at jeg er ret sikker på, at de nok skal fange alle referencerne. Ellers kan de jo bare tage artiklen her med i biografen, så er de da godt på vej.

Box: Tomas Villum Jensen

Tomas Villum Jensen

12. april 1971

1996: Ernst og lyset, kortfilm.

1999: Kærlighed ved første hik

2001: Min Søsters Børn

2002: Min Søsters Børn i Sneen

2005: Solkongen

2006: Sprængfarlig Bombe

Box: Flere referencer:

– Bækkel: Den virkelige instruktørassistent på filmen, er med i filmen – han spilles bare af Mette Horn.

– Golfbil: Som Lars von Trier drøner Volter rundt i en slingrende golfbil.

– Per Schack: Volters producent, spillet af Kristian Halken, minder i høj grad om Per Holst, en af de gamle garvede i dansk film.

– Dogme: Håndholdtkamera og sejlende billeder. Hverken kameramand, skuespillere eller publikum kan lide det, sådan er det bare i dansk film.

– Rolf Konow: Branchens bedste og altid sultne still-fotograf. Han spilles af Preben Kristensen, der leverer replikken: ”Tag det nu roligt, det er jo bare en film – det hele er glemt i morgen”.

Box: Gode film, der twister filmbranchen:

1992: The Player, Robert Altman

1995: Living in Oblivion. Tom DiCillo

1995: Get Shorty, Barry Sonnenfeld

1999: Bowfinger, Frank Oz

1999: Celebrity, Woody Allen

2000: State and Main, David Mamet

2002: Adaptation, Spike Jonze

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s