Monthly Archives: november 2003

Når gamle mænd gør

Politiken Debat

17.9.2003

Når gamle mænd gør! af Søren Høy, vært på DRs filmmagasin Filmland.

Søndag den 14. september 2003 tv-anmeldte Bo Tao Michaëlis det program jeg er studievært for – DR2s filmmagasin Filmland. Han lavede primært en komparativ analyse mellem min forgænger, Ole Michelsen, og jeg. Sekundært gjorde han sig bemærket ved en række ikke antagelser, blandt andet, at Filmlands anmeldelser er drevet af umiddelbare indtryk og ikke egentlig filmisk analyse. Tertiært stillede han i afslutningen af sin anmeldelse et spørgsmål, hvilket egentlig er grunden til dette indlæg. Spørgsmålet var: Filmland er endnu en ung nation, og grænserne for området er vel ikke så fastlagte, at en udvidelse er utænkelig?

Først og fremmest skal det bankes fast med en forhammer, at jeg ingenlunde er vred eller sur over Bo Taos kritik af mig eller Filmland. Jeg ser mig selv god nok til at kritisere en film, som instruktøren, og alle folkene bag kameraet, har brugt flere år af deres liv og alle deres sparrepenge på. Så derfor ville jeg være en hyklerisk fanden, hvis jeg ikke mente at det var på sin plads, hvis andre fik lyst til at skyde de kritiske pile mod mig. Det synes kun rimeligt. Det er nærmere de dybere pointer der kommer ud af Bo Taos filtpen der støder mig. Hvad er det for en intellektualitet i tv-mediet han efterlyser? Svaret er enkelt: Hans egen. Han mener, at hvis der skal ske en fornyelse, skal den ske i hans utidssvarende retning og ikke i en nyskabende retning, hvor man udfordrer seerne og ikke taler ned til dem. Og selv om det sikkert lyder som en smuk tanke, så kan vi altså ikke lave et tv-program kun til Bo Tao.

Filmland er ikke en intellektuel kaffeklub eller potensforlænger for folk med store hoveder. Filmland er underholdning med mening og kant. Det er for den moderne seer, der ikke behøver konstante referencer til Bournonville, Satre eller Truffaut. Den moderne seer kræver indsigt i deres samtid. Og det får de via analyser, der fokuserer på det vigtigste i filmen – den relevante vinkel – den væsentligste pointe.

Vi laver moderne tv, hvor elementer og begreber som storytelling, flow og narrativitet lever i en redaktion, der fordeler filmene efter filmviden og inderlig filmlyst.

Hvis Bo Tao hører efter ordene i programmerne vil han finde ud af, at der altid – og det er uden undtagelse – bliver taget stilling til genre og æstetik og at der netop bliver anmeldt ud fra filmkritikkens sædvanlige parametre. Man behøver bare ikke efter vores mening at kringle det ind i analyser, som kun forplumrer budskabet i anmeldelsen.

Hvis jeg og min redaktion gøres til eksponenter for popkultur, så har vi vundet. For filmen er underholdning, og er popkultur. Hvis jeg gøres til filmbuff i stedet for Cineast, så bliver jeg stolt og glad. Jeg vil nemlig tale til nutiden i stedet for fortiden.

Referencerammen i Filmland er Trier, Tarantino, Lynch og Coen. Det er ikke Dreyer, Godard og Fassbinder. Man skal kende sin klassiker, absolut – men man bør ikke hænge fast i en filmfortid, der er så fjern fra nutidens filmverden, der er blevet verdens mest kommercielle kunstform. Filmland finder moderne substans i moderne film.

Filmens indgroede mulighed for indforståethed har nået tv-mediet, men tydeligvis ikke Bo Taos skrivebord. Det tenderer det utidige når han deler biografpublikummet ind i Palads og Grand (er de to biografer mon i Holstebro eller i Svendborg?), og dermed signalerer, at det ene er det ”rigtige”, og det andet er det ”forkerte”. Heldigvis har vi ikke den stramme opdeling af vores seere på DR2, som i øvrigt i Bo Taos verden stadig hedder Kanal Klog. I disse hurtige medie tider svarer det vel til, at Bo Tao stadig går ned til den lokale videoudlejning og beder om beta- og video2000 film. DR2 bliver set af alle grupper af seere, og har en så bred palette af underholdning, sport, historie, dokumentar – og ikke mindst kultur og film – at det slet og ret er dumt at mene, at Filmland skal segmentere sit sprog og udbud af film til den i Tao’sk forstand ”kloge” del af befolkningen.

Man kan sikkert med rette anklage Filmland for meget – men det er uomtvisteligt, at der i DRs historie aldrig har været så stor og stærk en filmredaktion med så meget formidlingsevne fordelt på tre medier – og så stor en lyst til at bryde med gamle dogmer og fossillerede holdninger om intellektualitet. Husk at det at være intellektuel betyder at være nysgerrig. Intet andet.

Nå ja – spørgsmålet fra starten: Svaret er ja. Filmland skal konstant udvikles og udvides. Vi vil følge tiden, og lade tiden følge med os. Men jeg er desværre bange for, at Bo Tao bliver en af de få, der ikke får filmasyl til Filmland.

Vi går mod publikum, og ikke en eksklusiv højpandet lille klike, der ikke bevæger sig udenfor Københavns søer.

Men lad mig da slutte med et par spørgsmål, eftersom dette indlæg ikke er skrevet for at lukke en potentiel god debat. I hvilke anmeldelser er Bo Tao blevet snydt for en begavet pointe og i hvilke anmeldelser har vi refereret til Cameron Diaz’ snørebånd og Bruce Willis’ skyder?

Jeg er skyldig i at have refereret til Jennifer Lopez’ røv og Angelina Jolies former. Men det er ikke fordi jeg er filmbuff, det er fordi jeg er en mand.